Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvem skal sikre fremtidens velfærdsstat?

I det private har man længe vidst, at det er vitalt at tiltrække talenter med bl.a. graduate-programmer, men hvor er det offentlige?

Karsten Søderbergadm. direktør, Summit Consulting A/S, Hørsholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kun 16 pct. af unge i alderen 18 til 31 år foretrækker at arbejde i det offentlige, hvorimod det private erhvervsliv har langt større tiltrækningskraft. Det viser den seneste Young Professionals Survey fra vikarbureauet Moment, der bygger på svar fra flere end 4.000 respondenter. Dermed står det offentlige med et monumentalt rekrutteringsproblem, der på sigt vil blive en udfordring for vores velfærdssamfund.

Ofte lyder argumentet for det offentliges manglende attraktivitet, at lønningerne ikke er høje nok. Men det argument synes ikke at holde længere, da den nye generation af talenter kun i meget lille omfang tiltrækkes af høj løn.

Ifølge undersøgelsen finder nemlig kun 4 pct. af de adspurgte høj løn som det vigtigste parameter i deres job. Derimod vægter 55 pct. af de unge hhv. godt socialt arbejdsmiljø, faglig og personlig udvikling samt arbejdsopgaver, der matcher kompetencer, som det vigtigste.

Så hvorfor foretrækker kun 16 pct. af de unge en stilling i det offentlige? De offentlige arbejdspladser er simpelthen gået bagud af dansen, når det handler om at gøre sig attraktive og kommunikere det spændende arbejde, der ligger i at drive vores samfund.

Der er ellers rigeligt at tiltrække med – særligt når man ser på de parametre, som unge vægter højest. Oftest er arbejdstiden mere familievenlig, mange offentlige arbejdspladser har mindst lige så godt et arbejdsmiljø som private, og de seneste år er det offentlige for alvor kommet med på vognen, når vi taler faglig og personlig udvikling.

Hvor er kommunernes graduate-programmer? Hvor er styrelsernes friske medarbejdere, der på universiteter og læreanstalter entusiastisk fortæller de unge om, hvorfor man bør søge mod det offentlige?

Styrelser og departementer har eksempelvis i flere år tilbudt programmet Talent for Ledelse via Moderniseringsstyrelsen – og man kan se på tilslutningen, at det trækker i unge offentlige medarbejdere.

Men når det kommer til rekrutteringen af nye talenter, fristes man til at spørge:

Hvor er kommunernes graduate-programmer? Hvor er styrelsernes friske medarbejdere, der på universiteter og læreanstalter entusiastisk fortæller de unge om, hvorfor man bør søge mod det offentlige?

I det private har man længe vidst, at det er vitalt at tiltrække talenter. Næsten alle store virksomheder har stand på karrieremesser rundt om på landets universiteter og ofte også et graduate-program, der skal gøre de unge talenter til firmaets mænd og kvinder.

Hvis Danmark fortsat ønsker, at den offentlige sektor skal være en drivende faktor i vores samfund, må vi tage problemet alvorligt og arbejde mod at få vores unge til at finde det offentlige attraktivt.

Både fra politisk side og internt i den offentlige sektor må man gøre sig det klart, hvordan et arbejde i Velfærdsdanmark bliver kommunikeret bedre, og hvordan man som kommune, styrelse eller ministerium gør sig mere attraktiv og dermed kan konkurrere om de unge talenter.

Hvis ikke vil der om få år mangle dygtige medarbejdere til at drive den offentlige sektor, og så risikerer vi alle, uanset politisk overbevisning, at tabe de sidste 100 års arbejde med at gøre Danmark til et velfærdssamfund, der trækker misundelige blikke fra hele verden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.