Bertel Haarder som Årets dansker
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den dygtige tennisspiller Caroline Wozniacki vandt prisen som Årets Sportsnavn 2018 og får stor ros af Jyllands-Postens lederskribent 6/1. Lederskribenten finder også anledning til at kritisere Bertel Haarder, fordi han har udtalt, at han ikke vil indstille tennisspilleren til prisen som Årets dansker, fordi hun bor i skattely i Monaco. Udtalelsen betegnes af lederskribenten som et udtryk for jantelovsmentalitet og som hykleri, hvilket underbygges med en oplysning om, at også mange udenlandske professionelle idrætsudøvere, som er bosat i Danmark, slipper med en i forhold til almindelige danskere lempelig beskatning.
Dette besynderlige argument må forstås således, at jeg nu er berettiget til at køre over for rødt lys, blot tilstrækkeligt mange cyklister samtidig undlader at række hånden ud, når de skal dreje til højre.
Såfremt denne form for retfærdiggørelse af det uretfærdige vinder frem, vil der selvsagt ingen grænser være for, hvad vi skal acceptere.
Jeg foreslår Bertel Haarder som Årets dansker.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.