Innovation er nøglen til overlevelse i Singapore
Skal Singapore undgå at blive opslugt, kræver det en solid økonomisk vækst i både Singapore og resten af Sydøstasien, som skal give tiltrængt modstandskraft til Kinas dominans. Innovation opfattes som nøglen til at levere på væksten – og dermed overlevelsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Singapore er et godt udkigstårn til den geopolitiske magtforskydning, der foregår i disse år. Den sydøstasiatiske bystat balancerer mellem Øst og Vest, har ingen allierede og ønsker at være venner med alle. Ikke helt nemt i en tid, hvor USA er relativt mindre økonomisk stærk og mindre interesseret i at være verdens politimand, og hvor Kina åbent viser sine stormagtsambitioner. Efterårets handelsspændinger har skabt frygt for, at samarbejdet mellem USA og Kina om handel og udvikling kan bryde sammen og blive afløst af nye økonomiske blokke. Singapores premierminister, Lee Hsien Loong, har ligefrem advaret om, at der kan komme en dag, hvor man må vælge side. Og læser man i tebladene, vil valget falde på Kina som Singapores væsentligste samarbejdspartner. Skal Singapore undgå at blive opslugt, kræver det en solid økonomisk vækst i både Singapore og resten af Sydøstasien, som skal give tiltrængt modstandskraft til Kinas dominans. Innovation opfattes som nøglen til at levere på væksten – og dermed overlevelsen.
Danmark har et stærkt brand i Singapore som en innovativ og kreativ nation, og vi bør udnytte den gode relation til Singapore som et springbræt til Asiens århundrede.
Når jeg kigger ud ad vinduet fra den danske ambassade på 13. sal i et højhus i Singapore, ser jeg et travlt mylder af mennesker, drevet af nationalbekymringen for at falde bagud i konkurrencen. Jeg er også i øjenhøjde med politistyrkens nye overvågningsdroner, hvis instruktioner kan høres fra 100 meters afstand. Singapore er teknologibegejstret, og det kan mærkes. Førerløse busser indsættes fra 2022, og hungrer man som turist efter morgenmad på sengen, serveres kaffen af ”robutlere” på flere af byens hoteller. Netop teknologiske fremskridt skal drive Singapores udvikling.
Singapore investerer over 90 mia. kr. på forskning, udvikling og innovation fra 2016 til 2020 for at sikre fortsat økonomisk vækst. Der fokuseres på teknologier som kunstig intelligens og blockchain, der kan anvendes i mange industrier, og på de erhvervsmæssige nicher, hvor Singapore har en konkurrencefordel, bl.a. den finansielle og maritime sektor og smart byudvikling.
Singapore prøver også at sætte turbo på innovation og øget samhandel i sit nabolag, Sydøstasien. Under sit formandskab for den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation, Asean, i 2018, har Singapore haft nogen succes med at levere en række praktiske forbedringer for samarbejdet i regionen. Det gælder f.eks. digitale løsninger til eksportdokumentation, banksamarbejde og betalinger i regionen. Men der er lange udsigter til et reelt indre marked i Sydøstasien, som rummer både meget fattige lande som Myanmar og højtudviklede Singapore, et af verdens rigeste lande målt i købekraft pr. indbygger.
Den langsigtede strategi for Singapores økonomiske udvikling er i høj grad Asien-fokuseret, da væksten i både økonomierne, innovationskraften og befolkningerne vil være størst i denne del af verden i de kommende år. Men i tråd med Singapores succesrige formular om venskab med alle, vil Singapore fortsat ønske at samarbejde med USA om sikkerhed og stabilitet i Asien og med bl.a. EU-landene om handel og investeringer med afsæt i en ny frihandelsaftale. Danmark har et stærkt brand i Singapore som en innovativ og kreativ nation, og vi bør udnytte den gode relation til Singapore som et springbræt til Asiens århundrede.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.