Børn og unge, der sidder fast i inklusionen, må ikke svigtes, bare fordi det koster penge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringens hensigt med inklusionen var at inkludere elever med specielle behov i den almene folkeskole. Desværre svigter systemet de elever, hvor inklusionen ikke fungerer for dem. Det giver konsekvenser for elevernes udvikling og mulighed for at udfolde sig her og nu samt senere i livet.

Efter seks års kamp med kommunen og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) lykkedes det endelig at få mig udredt for en autismediagnose i 2011. Året efter fik jeg tilbudt en plads på en specialskole. Jeg var én af de heldige, der ikke blev ramt af inklusionspolitikken. Efter indførelsen af inklusionspolitikken ser mulighederne helt anderledes ud. Det er ganske enkelt stadig blevet svært og sågar umuligt at få tilbudt et specialskoletilbud, fordi det er for ”dyrt” at sende en elev over i et specialtilbud. I stedet vælger man at smide alle elever over i en almindelig klasse og at regne med, at eleverne fungerer i det.

I dag som 21-årig har jeg veludviklede færdigheder til at begå mig i samfundet. Jeg har en gymnasial eksamen, et forfatterskab og planer om at flytte på kollegie for så at læse videre på en videregående uddannelse til sommer.

Alt dette var utænkeligt, før jeg skiftede til specialskolen. Jeg var angst for gå udenfor, kunne ikke gebærde mig socialt og var fagligt udfordret, fordi energien blev brugt på at ”overleve” i stedet for at lære og udvikle mig. Hvis ikke jeg var flyttet fra den almene folkeskole, havde jeg sandsynligvis været førtidspensionist.

Hvis udviklingen fortsætter, hvor elever ikke trives i folkeskoleklasserne og ikke får tilbudt specialtilbud, taber samfundet en hel gruppe af unikke, unge mennesker på gulvet.

Hvis de ikke får den støtte og ro, de behøver, vil de sakke bagud i undervisningen og ikke kunne udvikle sig socialt – jeg selv havde aldrig begået mig så godt socialt i gymnasiet, hvis det ikke var, fordi jeg var blev flyttet til specialskolen, hvor jeg slap min angst for at møde nye mennesker.

Her var der plads til at være sig selv. Man var omgivet af en fast struktur og specialuddannede lærere, der kendte til ens behov. Der var så at sige plads til udvikling.

I stedet for at se humanitært på systemet kigger man på tal. Og ud fra disse tal afgør man, hvad der kan lade sig gøre rent økonomisk. Man har længe hørt politikerne på Christiansborg snakke om i medierne, at kommunerne skal spare.

Man kan vende den om og spørge: Hvad sparer kommunerne i sidste ende, hvis elever med specielle behov trives så dårligt i folkeskolen, at de aldrig får sig en uddannelse og må leve på overførselsindkomster? De udgifter til specialtilbud vil jo i sidste ende være en økonomisk gevinst for staten, hvis eleverne bliver hjulpet i en tidlig alder, før de får en nedsmeltning.

Derfor kan det også undre, at kommunerne ikke i større grad kender til autisme, ADHD og lignende diagnoser – og ikke mindst erkender, at nogen mennesker ikke er som andre og faktisk behøver yderligere hjælp end bare hjælp fra en støtteperson.

Det gør mig ked af det at høre om de historier, hvor forældre må bruge masser af ressourcer for at ”redde” deres børn ud af inklusionen. Tag for eksempel den 11-årige Caroline Osbahr fra Odense, der efter 1,5 års skolevægring fik tilbudt en plads i en specialskole som følge af en kritik fra Klagenævnet for specialundervisning. Hun var ensom og angst, fordi hun ikke kom i skole.

Forældrene er i mine tanker, for om nogen bærer de en tung opgave, fordi systemet er skruet sammen på en forkert måde, så det nærmest bliver umuligt at hjælpe deres børn. Og Caroline Osbahr er blot én ud af mange unge, der bliver væk fra skolen på grund af dårlig trivsel.

Den seneste undersøgelse fra marts 2018 viste, at 35 pct. af børn med autisme har perioder, hvor de ikke kommer i skole i flere uger, måneder og sågar år. Det er forkasteligt.

Vi skal have mere fokus på hvert enkelt individ og acceptere, at ikke alle er ens. Alle kan ikke trives i en ”normal” folkeskoleklasse. Det må vi erkende. Hvis børn og unge med specielle behov bliver hjulpet, taber vi dem ikke i samfundet.

Kommunen skal væk fra tal og i stedet tage ansvar for en unik gruppe børn og unge, der sagtens kan udvikle sig, hvis de blot får den rette hjælp. Dette ville være et ganske fint nytårsforsæt for kommunerne.