Frihed, lighed og afbrændte biler

Frankrig har – synes franskmændene selv – en stolt tradition for demonstrationer. Men bevægelsen de gule veste er noget andet og har ramt den 41-årige præsident Emmanuel Macron hårdt.

Franske præsidenter gennemlever typisk én større krise med knockout-potentiale. Løfterne fra valgkampen er ofte længe om at blive indfriet eller bliver det slet ikke. På et tidspunkt slipper franskmændenes tålmodighed op.

Det er der med andre ord intet nyt i. Men med de gule veste var det nu alligevel anderledes. En bredde, et folkedyb, som var større og rakte ud over den enkelte sag. Og som selv Macron indrømmede knap at have forstået, før det næsten var for sent.

Præsidenten har måttet forholde sig til to ting. Dels en gammel og måske for lidt erkendt følelse af uretfærdighed blandt dem i Frankrig, som den moderne verden går forbi. Som ikke får del i væksten af velstand. Dels en bevægelse, der helt som hans egen er blevet til uden om alle etablerede strukturer, og som har levet af og igennem de sociale medier.

Der hører ligheden så også op. Mens præsident Macrons politiske bevægelse nok var en protest, indgår den helt og fuldstændigt i Den Femte Republiks institutioner. Mistroen blandt de gule veste over for det officielle Frankrig er derimod afgrundsdyb. Det er en bevægelse, hvor kravene kom til at gå i alle retninger, ikke koordineret og ikke centralt formidlet, båret af en ofte individuel følelse af personligt oplevet afmagt og urimelighed. Mange gule veste ser sig selv som det eneste ægte demokrati.

Heroverfor stod præsidenten og hans regering dobbelt magtesløse tilbage. Udgangspunktet for de gule veste var en protest mod forhøjelse af priser på brændsel – derfor den selvlysende vest, som alle franskmænd skal have i bagagerummet, hvis uheldet er ude. Men hurtigt var fokus et andet. En imødekommelse af dette krav rakte ikke.

Efter den fjerde store demonstration – heraf to med omfattende ødelæggelser i Paris og andre større byer – måtte Macron reagere anderledes direkte. Han rakte hånden ud og tilbød en højere indtægt til de lavestlønnede, bortfald af de sociale afgifter for fattige pensionister og skattefri overarbejdstimer.

Det er værd at holde fast i – og det gør både præsident og regering – at det koster en del penge. At det bliver sværere at balancere budgettet. Men at der ikke er tale om at fravige centrale dele af reformprogrammet. Der gives ikke ind i forhold til forsøget på at give nyt liv til den franske økonomi. Omfattende reformer af arbejdsmarkedet, reformer af skolesystemet, kriminalforsorgen og erhvervslivets rammer er gennemført. I det nye år følger reformer af det franske pensionssystem, af arbejdsløshedsunderstøttelsen og selve forfatningen. Det er det samlede reformprogram, der i sidste ende også burde komme dem til gode, der har mindst.

Mange er efter den voldsomme afslutning på året parat til at afskrive Emmanuel Macron. Endnu en præsident, der ikke kan styre Frankrig. Hvordan kan man også det, sagde en fortvivlet general de Gaulle tilbage i 1960’erne, i et land med 258 forskellige oste. Det skulle i mellemtiden være blevet til 1.600 og opgaven på ingen måde lettere.

Alt kan ikke fortsætte, som det har gjort. Det, der bragte Macron til magten, ønsket om forandring, er til gengæld stadig bredt delt. Lige nu er der ingen andre på den politiske scene, der har nok opbakning til at gøre præsidenten rangen stridig. Det kan blive nogle vanskelige år. Der vil skulle kursjusteres. Men det er for tidligt at putte Frankrig tilbage i posen af lande, hvor fornyelse bare ikke kan lade sig gøre.