Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er ikke hykleri – det er rettidig omhu

Per Christensenforbundsformand 3F, formand PensionDanmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Finans’ opinionsredaktør, Magnus Barsøe, langer ud efter mig efter min reaktion på afsløringerne af skandalen om udbytteskat, herunder Macquaries forretningsmetoder. Lad mig slå fast, at jeg gerne vil rose hans engagement i de her sager. Det er vigtigt, at medierne bider sig fast, ellers vil det her gentage sig om få år. Det er med til, at vi alle skærper os – også i fagbevægelsen. Men der er ikke grund til at kalde os for hyklere i PensionDanmark.

PensionDanmark har ikke haft aktier i Macquarie, siden det kom frem, at det var involveret i udbyttespekulation. PensionDanmarks skattepolitik er tydelig og transparent, vi overholder naturligvis skattelovgivningen i de lande, hvor vi har investeringer. På samme måde forventer vi, at de virksomheder, hvor vi er aktionær, også overholder skattelovgivningen i de lande, hvor virksomhederne opererer.

Så vi har reageret på afsløringerne og har derfor heller ingen planer om nye investeringer eller samarbejder med Macquarie, og vi følger sagen tæt. Vi skal nemlig gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vi ikke investerer i virksomheder, der medvirker til denne form for fifleri med offentlige midler. Hvis det alligevel sker, så handler vi prompte. Det er ikke hykleri. Det er rettidig omhu.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.