Pengene i satspuljen går ikke længere til de ældre
Der er brug for både forskning og analyseaktiviteter på ældreområdet. Men det har samfundet som helhed en stærk interesse i, og derfor er det urimeligt, at forskningen alene skal finansieres af folkepensionisterne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Selv om folkepensionisterne hvert år bidrager med omkring 270 mio. kr. til satspuljen, ender blot 80 mio. kr. i projekter til gavn for de ældre. Det er således kun omkring 30 pct., der finder vej tilbage til indsatsen for de sårbare og dårligst stillede pensionister.
Til gengæld byder satspuljen på masser af forskningsprojekter, konsulentrapporter og analyser, som sikkert hver for sig er ganske interessante, men som ikke i sig selv bidrager til de ældres velfærd. Der bliver brugt millioner på dyre konsulenttimer, og man får hurtigt det indtryk, at der går flere penge til konsulenter end til de ældre selv.
Helt grotesk bliver det jo, når ældreministerens forslag om at forebygge konkurser i hjemmeplejen skal finansieres af de ældre selv. Rækken af konkurser i ældreplejen har nærmest været endeløs, og tusindvis af ældre har ikke fået den pleje, de har krav på.
Senest har vi set det med Nationalt Videnscenter for Værdig Ældrepleje i Sundhedsstyrelsen. Her bliver de ansatte, som skal hjælpe med en bedre ældrepleje, også finansieret via satspuljepenge. Hvorfor nu det?
Der er bestemt brug for både forskning og analyseaktiviteter på ældreområdet. Men det har samfundet som helhed en stærk interesse i, og derfor er det urimeligt, at forskningen alene skal finansieres af folkepensionisterne.
Pengene skulle oprindeligt gå til konkrete projekter for de svageste, men mange projekter ligger uden for dette mål. Det bekræfter, at ordningen med satsregulering har overlevet sig selv.
Det gode spørgsmål er derfor, hvorfor alle disse projekter skal finansieres af dem, der har allermindst.
For det er folkepensionister, dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, der hvert år fylder satspuljen. Princippet er, at pensioner og overførselsindkomster reguleres med op til 0,3 pct. mindre end udviklingen i årslønnen for arbejdere og funktionærer, hvis lønudviklingen er over 2 pct..
I 2019 bliver der således overført 523,9 mio. kr. til satspuljen, som bringer den samlede satspulje op på 820 mio. kr.
Helt grotesk bliver det jo, når ældreministerens forslag om at forebygge konkurser i hjemmeplejen skal finansieres af de ældre selv. Rækken af konkurser i ældreplejen har nærmest været endeløs, og tusindvis af ældre har ikke fået den pleje, de har krav på.
I den situation forstår man, at det er ganske behændigt at lade satspuljen betale for en sådan politisk idé, men netop behændigheden har tilsyneladende skabt et skred i, hvilke projekter der smutter igennem satspuljepartiernes nåleøje. Der er med andre ord gået råd i satspuljen.
På den lange bane har minusreguleringen haft stor betydning for folkepensionen. Og dem, som kun har deres folkepension at leve af, har ikke et stort rådighedsbeløb, som de kan aflevere til alle mulige statslige projekter. Det underkender ikke, at der er brug for projekter for samfundets svageste. Men bør det ikke være alle borgere, der bidrager til det?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.