Dele af finanssektoren synes højt hævet over moral og regler

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Finansminister Kristian Jensen (V) afslører i en kronik forleden, at han tilsyneladende ikke har lært meget af den seneste tids kæmpeskandaler inden for finanssektoren. I stedet for at overveje, hvad der er årsagen til den grådighed og uansvarlige adfærd, som vi ser over for fællesskabet, og som vi ser igen og igen i finanssektoren, bruger han sit indlæg til et primitivt angreb på Socialdemokratiet.

Vi har inden for kort tid oplevet en hel række skandaler. De over 400 mia. kr., som finansfolk med hjælp fra store banker stjal fra de europæiske skatteborgere. Danske Bank, som så passivt til, mens russiske gangstere og andre lyssky personer hvidvaskede milliarder af kroner i banken.

Og inden da havde vi skandalerne om Panama Papers og Paradise Papers, hvor nogle af de største danske banker var involveret i, at gigantiske pengesummer blev skjult for de danske skattemyndigheder.

Skandalerne kan ikke bare reduceres til at handle om nogle få brodne kar i sektoren. Eller om nogle kriminelle, der har misbrugt vores tillid. Eller om nogle offentlige myndigheder, der har svigtet. Det er tydeligt, at det er systemet, den er gal med.

De afspejler, hvordan der i dag inden for dele af finanssektoren hersker en opfattelse af, at man er hævet over de love og regler, som gælder for resten af befolkningen. Hævet over en enhver anstændig moral og respekt for helheden.

Hvor målet er at tjene flest muligt penge på kortest muligt tid. Og hvor midlerne er underordnede, og ingen stiller spørgsmål, så længe der tjenes rigeligt med penge.

I det 20. århundrede indgik vi en social kontrakt. Vi accepterede markedet som den bedste garant for at skabe vækst og arbejdspladser. Men vi insisterede samtidig på, at væksten skulle komme alle til gavn, ikke kun en snæver elite. Og vi insisterede på, at der var nogle helt grundlæggende spilleregler, som skulle overholdes.

De seneste skandaler viser tydeligt, hvordan store dele af den finansielle sektor har brudt den kontrakt. Det erkendte formanden for Finans Danmark, Michael Rasmussen, da også for nylig her i Jyllands-Posten.

Det er derfor, at flere og flere af os socialdemokrater er nået til den erkendelse, at det bedste forsvar for kapitalismen er at redde den fra sig selv.

Det har gjort mange liberalister fortørnede. Kristian Jensen mener slet ikke, at eksempelvis udbytteskandalen har noget med kapitalismen at gøre. I stedet mener han, at der var tale om et ”statssvigt”.

Kristian Jensen lyder nærmest som et ekko af sin særlige rådgiver Christopher Arzrouni, som til Weekendavisen for nylig sagde, at »staten er i kraft af sin dumhed en form for medskyldig i det her.«

Det er altså staten, der er problemet, ikke de banker og finansfolk, som har stået bag bedrageri, hvidvask og gigantiske tyverier.

Som det fremgik af afsløringerne i DR-programmet ”Mændene der plyndrede Europa”, var det ikke bare en almindelige bande kriminelle, der franarrede de europæiske statskasser milliarder af kroner.

Det var en gruppe af den absolutte elite inden for finanssektoren, som havde højt specialiseret viden om, hvordan finansmarkederne fungerer. Godt assisteret af en række af de allerstørste og ældste banker.

Og ikke nok med det. De var ideologisk drevet af en tro på staten som noget ondt og undertrykkende, der holder stærke mennesker nede for til gengæld at belønne det dovne og middelmådige. Ideologisk er de inspireret af forfatteren Ayn Rand, hvis filosofi dybest set handler om, at mennesket bør være så egoistisk som muligt.

Men den historie er selvfølgelig heller ikke særlig bekvem for regeringen. Ayn Rand er en af de store helte hos Liberal Alliances mangeårige storsponsor Lars Seier Christensen, som har uddelt hendes bog ”Og verden skælvede” gratis til alle og enhver.

Også Arzrouni har tidligere deltaget i lidenskabelige debatter om Rands forfatterskab og har kaldt bogen »en perfekt gave til en teenager«.

Kapitalismen har sin eksistensberettigelse i, at den kan sikre bedre levevilkår for almindelige mennesker. En stor del af den populistiske vækkelse, som vi ser i disse år både på højre- og venstrefløjen, skyldes netop vrede og forargelse over, at en lille elite i toppen af samfundet stikker af, mens store befolkningsgrupper ikke oplever fremgang.

Lønstigningerne er historisk små, i betragtning af at vi er i gang med et opsving.

Hvis Kristian Jensen, Christopher Arzrouni og alle de andre, der påstår virkelig at ville kapitalismen det godt, så er det nu, at de skal på banen. Ikke med bortforklaringer og udenomssnak, men med bud på, hvordan vi igen får genetableret den sociale kontrakt og igen får en økonomi, hvor væksten kommer alle til gavn. Ikke kun de få.