Man sender da ikke folk tilbage til det, FN kalder et »igangværende folkemord«
Det er en klokkeklar krænkelse af fundamentale menneskerettigheder, når regeringer beslutter at sende rohingya-flygtninge tilbage.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er nu 15 måneder siden, at volden eskalerede mod Myanmars muslimske mindretal, rohingyaerne. Med nedbrændte byer i baggrunden så vi karavaner af mennesker, der med mudder til knæene og deres børn på ryggen krydsede deltaet mellem Myanmar og Bangladesh.
Siden er det strømmet ind med beretninger om massevoldtægter og bestialsk vold. FN har beskrevet situationen som et »skoleeksempel på etnisk udrensning«, og i september udsendte FN’s Menneskerettighedsråd en 444 sider lang rapport, der udmalede rohingyaernes lidelser i hårrejsende detaljer.
Så længe de ansvarlige generaler går frit omkring, vil en hjemsendelsesproces skubbe rohingyaerne tilbage i armene på de folk, der dræbte og voldtog deres familier.
Rapportens chefobservatør konkluderede efterfølgende, at der var tale om et »igangværende folkemord«.
Der kommer stadig flygtninge over grænsen til Bangladesh, og når FN vurderer, at massakren i Myanmar ikke er slut endnu, virker det vanvittigt at sende folk imod strømmen, sådan som myndighederne i Bangladesh og Myanmar agter at gøre, når de senere på måneden vil påbegynde hjemsendelsen af rohingya-flygtningene.
FN har kaldt planerne forhastede og opfordrer myndighederne til at udskyde repatrieringen, indtil de kan garantere for rohingyaernes sikkerhed.
For dem, der nu står til at blive sendt tilbage til Myanmar, er der hverken frihed eller rettigheder i vente. De vil blive modtaget af de selv samme generaler, som beordrede henrettelser for 15 måneder siden.
Sammen med 41 andre internationale nødhjælpsorganisationer har Folkekirkens Nødhjælp sendt en opfordring til regeringen i Bangladesh, hvor vi på det kraftigste fraråder at sende flygtninge tilbage til Myanmar, før de grundlæggende forudsætninger for folkedrabet har ændret sig.
Så længe de ansvarlige generaler går frit omkring, vil en hjemsendelsesproces skubbe rohingyaerne tilbage i armene på de folk, der dræbte og voldtog deres familier.
Den situation skriger til himlen og kalder på, at verdenssamfundet siger fra og håndhæver flygtningenes konventionelle krav på beskyttelse – det såkaldte non-refoulement-princip, der netop skal sikre, at flygtninge ikke sendes tilbage til fare og forfølgelse imod deres vilje.
De mange rohingyaer, jeg har mødt i verdens største flygtningelejr i Cox’s Bazar, vil gerne vende hjem. En million mennesker lever som sild i en tønde på et afgrænset område, der ikke er større end Ærø. Selvfølgelig drømmer de om at udskifte et usselt liv i overfyldte telte med et roligt liv i de landsbyer, de voksede op i. Men de vil have sikkerhedsgarantier og statsborgerskab.
Folkekirkens Nødhjælp driver flere krisecentre i lejrene, hvor vi hjælper rohingyaerne med at behandle deres traumer. Voldtægtsofre, der har set familiemedlemmer blive henrettet, skal være sikre på, at mareridtet ikke gentager sig. Men bliver de tvunget tilbage nu, er det en anden virkelighed, der venter dem.
Nedbrændte landsbyer er blevet erstattet med barakker i pigtrådsindhegnede områder, og jeg frygter, at de rohingyaer, der bliver sendt tilbage, ender i samme situation som de 128.000 muslimer, der har levet de seneste seks år i isolerede lejre i Myanmar-provinsen Rakhine.
Rohingyaerne og verdenssamfundet bør være Bangladesh taknemmelige for den enorme indsats, som det fattige land yder over for mere end en million flygtninge. I september forsikrede Bangladeshs premierminister, Sheikh Hasina, FN’s generalforsamling om, at rohingyaerne ikke vil blive sendt tilbage til Myanmar, før deres sikkerhed og borgerrettigheder er sikret.
Nu er der behov for at fastholde Bangladesh på dette løfte. Det forudsætter, at Danmark og andre lande fortsætter støtten til Bangladesh, og at vi kræver et retsopgør med de ansvarlige for folkedrabet på rohingyaerne.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.