De særlige pladser til borgere med svær psykisk lidelse kvæles af bureaukrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I juli 2017 vedtog et bredt flertal i Folketinget at oprette 150 såkaldt ”særlige pladser” som en landsdækkende indsats til en særligt sårbar og potentielt farlig gruppe borgere med svær psykisk lidelse. Nu lægger KL og Danske Regioner op til at nedlægge selvsamme pladser, eftersom det har vist sig vanskeligt at besætte dem inden for de nuværende rammer.

Vi mener ikke, at løsningen er nedlæggelse af pladserne, men vil i det følgende anskueliggøre, hvordan en omstændelig visitationsprocedure spænder ben for, at dette vigtige behandlingstilbud bliver tilgængeligt for de borgere, som har allermest brug for hjælp.

Aktuelt kræver en indstilling til en særlig plads, at borgerens myndighedsrådgiver efter kommunens interne visitationsprocedurer varetager den omfattende opgave at fremskaffe og indsende relevante sagsakter til visitationsforummet til DSP-pladserne.

Dette løber op til ca. 150 siders bilag, som sagsbehandlerens skal sammenfatte til en socialfaglig fremstilling – en kompleks opgave, der for de fleste løber op i ca. 37 timer, og som skal udføres sideløbende med et omfattende caseload.

Det påhviler altså den kommunale sagsbehandler at rekvirere journalmateriale fra den regionale behandlingspsykiatri og danne sig et overblik over en sag, som regionale fagpersoner allerede er velbevandrede i. Efter at sagen er behandlet på DSP’s visitationsforum, sendes den tilbage til kommunen, som på ny skal overveje, om de vil tildele borgeren et forløb.

Det er vores erfaring, at der går seks til otte uger, fra idéen om DSP første gang drøftes mellem patient og myndighedsrådgiver, til der træffes afgørelse. Det er problematisk, fordi det bringer vores sårbare borgere i et limbo, hvor de i en længere periode ikke ved, om de er købt eller solgt, men forventes at bevare en motivation.

Vores forslag vil derfor være, at man effektiviserer proceduren, så indstillingen udarbejdes i samarbejde mellem kommunen og de regionspsykiatriske medarbejdere, som i forvejen kender borgeren og har direkte adgang til den nødvendige dokumentation.

Ved DSP i Risskov har vi aktuelt alle syv pladser besat. Vi har i de ca. 175 dage, hvor tilbuddet har været i gang, ikke anvendt tvangsforanstaltninger, men har fundet andre metoder til at håndtere vanskelige eller opkørte situationer.

Dette har hos vores patienter udmøntet sig i en styrket behandlerrelation, øget sygdomsindsigt, motivation for at tage fat på mangeårige sociale problemstillinger, mindre misbrug, øget kontakt til pårørende og øget åbenhed hos patienterne til at prøve nye psykofarmakologiske og nonfarmakologiske behandlingstiltag.

Både patienter, pårørende og eksterne samarbejdspartnere udtrykker generelt tilfredshed med resultaterne.

Det er vores erfaring, at de mere fleksible rammer ved DSP også øger fleksibilitet og samarbejdsvilje hos vores patienter.

Der har været politiske overvejelser om at iværksætte rehabiliterende behandlingsforløb i almenpsykiatrien som erstatning for DSP. Det mener vi ikke er farbar vej.

Vi har netop stået med præcis denne udfordring, da vores syv pladser de forløbne måneder har været placeret på et almenpsykiatrisk afsnit, hvor vi har måttet erkende, at det er vanskeligt at fastholde rehabiliteringstiltag i en dagligdag præget af hastende opgaver med akutte patienter.

Derfor har vi længe set frem til, at vi efter flytningen fra Risskov til Skejby ultimo november får vores egen afdeling med 16 særlige pladser, hvor rehabiliteringstilgangen kan få lov at udfolde sig.

Så, kære politikere på lands- og regionsplan: Lad os bevare ”De Særlige Pladser”, men sikre en mere enkel sagsbehandling, så vi kan gribe borgernes motivation, når den er der, og udnytte pladserne, som vi har til rådighed.

Lad os få øget mulighed for at bygge bro mellem kommune og region og dermed hjælpes ad med på mere effektiv vis at få iværksat behandling af vores allermest sårbare borgere.

Lad os få lov at vise, at vi kan noget særligt.