Hvem siger, at andre lande vil producere kødet, hvis vi ikke gør?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I takt med at FN’s klimapanel og talrige forskere siger, at forbruget af kød skal reduceres markant, vender de kødentusiastiske debattører i stigende grad deres fokus mod den globale efterspørgsel som et forsvar for dansk kødproduktion.

En af de mest udbredte myter i debatten er således, at andre lande vil producere kødet, hvis vi ikke gør. Men dem, som fremfører dette argument, begår nogle alvorlige fejlslutninger, som kan koste både verden og dansk landbrug dyrt.

I over et årti har jeg hørt talrige debattører tale om efterspørgslen på kød fra alverdens lande, som var den et naturfænomen. At det er naturligt og forståeligt, at de med tiden vil spise en masse kød ligesom i Danmark. Problemet ved den form for argumentation er, at der ikke er noget indre biologisk drive, som får resten af verden til at søge mod mere kød.

Der henvises næsten altid til FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), som i 2006 vurderede, at verdens kødforbrug ville blive fordoblet frem mod 2050. Den forudsigelse var baseret på, at der gennemsnitligt på tværs af verdens lande er en sammenhæng mellem velstand og kødforbrug.

Ser man nærmere på de enkelte lande, vil det dog fremgå tydeligt, at der er meget andet på spil. For eksempel er en japaner fire gange rigere end en brasilianer, men spiser meget mere grønt. Og der er masser af lande, som har ens gennemsnitlig indkomst, men hvor kødforbruget er vidt forskelligt – fra nærmest intet til meget højt.

Da FAO dengang i 2006 kiggede i krystalkuglen, forudså man desuden ikke den bølge af plantebaseret kost, som i disse år skyller ind over verdens rigeste lande. Desuden forholdt FAO sig ikke til, at når velstand i nogle lande medfører et øget kødforbrug, skyldes det først og fremmest kulturelle forestillinger om status.

Der er skrevet en række fremragende bøger, hvori det påpeges, at kød i den nyere vestlige kulturhistorie har været forbundet med status. For eksempel ”Meat: A Natural Symbol” af Nick Fiddes og ”Beyond Beef” af Jeremy Rifkin. Kødideologien udspringer ifølge Fiddes til dels af 1800-tallets raceteorier.

Den indflydelsesrige læge George Beard mente for eksempel, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki, der gik fra de vilde farvede racer til de civiliserede hvide racer.

Sidst i 1800-tallet opfordrede den japanske kejser sin befolkning til at spise oksekød, i håb om at hans land derved kunne spise sig til samme fremskridt som de vestlige lande. Under Anden Verdenskrig blev forestillingerne om kødets overlegenhed taget så alvorligt, at både USA, Japan og Nazityskland forsynede soldaterne med ekstra meget animalsk protein.

40 år senere skrev landbrugsmagasinet Farm Journal: »At udvide og variere kødproduktionen forekommer at være et første skridt for ethvert land i udvikling.

De starter alle med at indføre moderne faciliteter til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein på. Derpå klatrer de så hurtigt, som deres økonomier tillader, op ad ”proteinstigen” til svinekød, mælk og mælkeprodukter, til græsopfedet oksekød og til sidst, hvis de kan, til kornopfedet oksekød.«

I dag er denne udvikling ved at blive enten bremset eller direkte vendt på hovedet i en række lande. Bæredygtighed, sundhed og dyreetik er med til at give plantebaseret kost status i de rige lande.

Kina har en målsætning om at halvere sit kødforbrug inden 2030. I Indien er kødforbruget per borger cirka 5 kg om året og stiger stort set ikke. Der er mange årsager i Indien, og ikke alle er lige kønne, f.eks. diskriminerer de vegetariske højkaster de oksekødsspisende lavkaster samt muslimer og kristne.

Men i sidste ende spiller det naturligvis en stor rolle, at Indien har en overdådig vegetarisk madkultur, som selv de mest kødglade indere også omfavner.

Investorer som Bill Gates, Richard Branson og Googles CEO samt verdens største fødevarevirksomheder såsom Unilever og Nestlé investerer alle i en fremtid, der er langt mere plantebaseret. Nogle investorer tvivler endda på, at der i fremtiden vil blive produceret kød fra dyr.

I den kontekst er det at spille hasard med dansk landbrugs fremtid at satse hele butikken på en efterspørgsel på animalske fødevarer, der er knyttet til en udviklingsideologi, som har været med til at volde stor skade på verden, og som nu er under forandring.