EU’s klimapolitik har været et ineffektivt sammensurium

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den globale økonomi skal transformeres øjeblikkeligt for at undgå katastrofale klimaændringer, erklærer forskere i en ny FN-rapport. Klimaøkonom William Nordhaus har fået nobelprisen.

Beretningerne om de to begivenheder er del af den samme historie, men de afslører de modsigelser, der altid ligger i klimapolitik – og grunden til at økonomien er vigtigere end nogensinde.

En temperaturbegrænsning på 1,5 ° C over førindustrielle niveauer, som på det kraftigste anbefales af FN’s klimapanel, er økonomisk og praktisk umulig – som hr. Nordhaus’ arbejde viser. Klimapanelets rapport undervurderer i høj grad de omkostninger, der er forbundet med at nå til nul udledninger.

Fossile brændstoffer leverer billig, effektiv strøm, mens grøn energi for det meste ikke er konkurrencedygtig. Et skift til dyrere, mindre effektiv teknologi vil bremse udviklingen. I fattige lande betyder det, at færre mennesker løftes ud af fattigdom. I de rige betyder det, af de mest sårbare rammes af højere forsynings- og varmeregninger.

Ifølge FN’s klimapanel skal CO₂-udledninger toppe omgående og falde hurtigt. Modeller afslører faktisk, at vi for at nå 1,5 ° C skal ophøre med al brug af fossile brændstoffer på under fire år.

Alligevel anslår Det Internationale Energiagentur, at fossile brændstoffer vil opfylde tre fjerdedele af vores energibehov i 2040 – selv med implementering af Paris-aftalen.

Det organ inden for FN, der er ansvarlig for aftalen, anslår, at hvis alle lande opfylder hvert eneste løfte mellem 2016 og 2030, vil CO₂-udledninger skæres med 60 gigatons inden 2030. Dette er mindre end 1 pct. af, hvad der kræves for at holde temperaturstigninger under 1,5 ° C.

Det vil være enormt dyrt at opnå selv denne brøkdel af, hvad der bliver nødvendigt. Paris-aftalen vil være den dyreste globale aftale nogensinde, idet den vil koste 6,5-13 billioner kr. i tabt vækst hvert år op til 2030.

Hvis vi forsøger at gøre mere, som FN’s klimapanel presser på for, vil det være overordentligt dyrt. Der er ingen politisk tillokkelse til at gøre det: Der er ingen straf eller følger forbundet med at bryde aftalen eller trække sig ud af den. Få af de frivillige løfter er ambitiøse.

EU går længst med et løfte om at skære udledninger med 80 pct. i 2050. Med realistiske antagelser om teknologien og den optimistiske antagelse, at EU’s klimapolitik er gennemtænkt og grundigt samordnet, finder syv førende fagfællebedømte modeller, at de gennemsnitlige årlige omkostninger vil nå 21,6 billioner kr.

Det er mere end dobbelt så meget, som regeringer inden for EU i dag bruger på sundhed, uddannelse, fritid, boliger, miljø, politi og forsvar tilsammen. Hver eneste EU borger ville blive 45.000 kr. dårligere stillet hvert år.

Det er kun, hvis politikken er optimalt udtænkt. I virkeligheden har EU’s klimapolitik været et ineffektivt sammensurium, der har fordoblet omkostningerne. Hvis det fortsætter, vil politikken gøre EU 24 pct. fattigere i 2050, idet det vil koste den enkelte borger omkring 90.000 kr. om året.

Alt sammen for at opnå langt mindre end de reduktioner, der skal til for at nå målet på 1,5 ° C.

Det er vigtigt at holde det hele i perspektiv, uanset hvor udfordrende det kan være i betragtning af det ramaskrig, panelets seneste udbud blev mødt med. I dets seneste fulde rapport anslog klimapanelet, at hvis den globale opvarmning ikke bliver reduceret, kunne den om 60 år koste planeten mellem 0,2 pct. og 2 pct. af bnp. Det er altså ikke verdens ende.

Den nye rapport byder ikke på sammenligning af omkostninger og fordele ved klimamålene, selvom sådanne betragtninger skal ligge til grund for enhver debat om politik. Arbejde fra den ny nobelpristager, William Nordhaus, viser, at det ”optimale” resultat med moderat CO₂-beskatning er en stigning på omkring 3,5 ° C ved århundredets udgang.

Hvis man reducerer temperaturstigninger yderligere, vil det resultere i højere omkostninger end gevinster, hvilket potentielt kan koste verden 324 billioner kr. Det er simpelthen ikke realistisk at opnå mere drastiske nedskæringer – såsom 1,5 ° C – og hvis man alligevel gør forsøget, vil det være overordentligt dyrt.

Det er på høje tid, vi holder op med at presse på med vold og magt for at skære ned på CO₂, før alternative energikilder er klar til at erstatte den. I stedet skal vi fokusere på at løse de utilstrækkeligheder inden for teknologien, der gør det så dyrt at skifte fra fossile brændstoffer. Vi får brug for reelle gennembrud for at presse den fremtidige pris på grøn energi ned.

Analyse fra Copenhagen Consensus viser, at en stigning i budgettet for forskning og udvikling af grøn energi på omkring 650 mia. kr. om året ville være den mest effektive politik mod global opvarmning.

Det ville være meget billigere end den nuværende fremgangsmåde, klimapanelet presser på med, og det ville ikke kræve global enighed.

Men det vigtigste er, at det ville være langt mere lovende for reduktion i temperaturstigningerne. I stedet er man gået helt fra koncepterne ved modtagelsen af den seneste rapport fra klimapanelet til et punkt, hvor vi højst sandsynligt vil fortsætte ned ad en bane, hvor omkostningerne i ekstremt omfang vil veje tungere end fordelene.