Vi har religionsfrihed, ikke religionslighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sin kronik i JP forleden, hvor filosoffen Kai Sørlander argumenterer for det gavnlige ved et samfund med ytringsfrihed og for, at det nyligt indførte burkaforbud ikke er en krænkelse af samme, hævder han, at den vigtigste historiske forudsætning for vores ytringsfrihed er protestantismen og dens implicitte sekularisering af det politiske.

Med Reformationen i 1536 løsrev Danmark sig fra den katolske kirke, der ligesom islam har sine dogmer, hvorefter vores officielle religion blev den protestantiske kristendom. Men idéerne om ytringsfrihed og et sekulariseret samfund kom først med 1700-tallets franske oplysningsfilosoffer – ikke mindst Voltaire – med de kendte ord: »Jeg vil bekæmpe din mening, men dø for din ret til at have den.«

Oplysningstidens filosoffer repræsenterede ikke bare en tro på ytringsfrihed, men også på en rationel, modsat religiøs, forståelse af verden (f.eks. ved videnskabelige forklaringer på fænomener frem for religiøse eller overtro). Med Den Franske Revolution i 1789 gjorde man for alvor op med kirken, hvorefter Frankrig blev det nok mest sekulariserede land i Europa. Således er alle religiøse symboler stadig bandlyst i offentlige institutioner.

Danmark er ikke i samme grad et sekulariseret samfund, idet protestantismen jf. grundloven er den officielle religion, hvilket bl.a. afspejles i, at der i folkeskolen undervises mere i kristendom end andre religioner.

Vi har således religionsfrihed, men ikke religionslighed. Med burkaforbuddet har vi imidlertid taget et skridt i retning af øget sekularisering og lagt øget afstand til islam, som åbenlyst er en trussel mod vores ytringsfrihed.