Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Alle, som er uenige med mig, er nazister

Udlændinge- og integrationsdebatten skal ikke dikteres af venstrefløjens følelsespornografiske argumenter

Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Under et banner af politisk korrekthed, identitetspolitik og et rodfæstet humanistisk verdensbillede fører venstrefløjen sig frem på den politiske og kulturelle slagmark. Heroisk garderer den sig med tolerance og mangfoldighed i forsøget på at afskærme sig fra højrefløjens fremmarch.

På trods af ihærdige anstrengelser har de imidlertid måtte vige for deres modparts politiske gennemslagskraft. En strammere flygtningepolitik, ghettoplanen, burkaforbuddet og nu måske også et nyt politisk tiltag - hvor asylsøgere officielt skal give hånd for at få statsborgerskab – udgør alle en skamplet på deres ideologiske vision om et multikulturelt Utopia.

Man skulle umiddelbart tro, at forkæmperne for godhedsindustrien ville træde et skridt tilbage og spørge sig selv, hvorfor opbakningen til den nuværende politiske udvikling i Danmark er så stor. Men ak. I stedet har de rullet det tunge skyts i stilling for at bekæmpe den politiske proces: offermentaliteten.

Som en trojansk hest har denne attitude lusket sig ind i integrationsdebatten.

Hvorfor skal denne offermentalitet, svøbt i en kåbe af følelsespornografi, indlemmes i debatten? I et demokrati burde minoriteten vel anerkende majoritetens valg og forholde sig til reelle fakta?

Forhenværende grænser mellem følelser, politiske overbevisninger og den konkrete virkelighed er i stigende grad begyndt at overlappe hinanden, hvilket følgeligt har banet vejen for en unuanceret samfundsdebat, hvor rationalitet og objektivitet nu udfordres af meningsløse postulater, som i højere grad er baseret på egne værdisæt frem for faktuelle kendsgerninger.

Faktum er, at størstedelen af den danske befolkning deler et højreorienteret synspunkt, når det gælder en strammere udlændinge- og integrationspolitik.

En undersøgelse fra TNS Gallup i 2017 viser, at to af tre danskere vil begrænse indvandringen fra muslimske lande. I en meningsmåling foretaget af Epinion – fra samme år – ønskede 62 pct. af danskerne at forbyde både burka og niqab.

Overordnet skal man være ubegribelig naiv, hvis man ikke tror, at mistroen til flygtninge hænger sammen med kendsgerningen om, at både hver anden voldtægtsdømte i Danmark er indvandrer eller efterkommer, samt at den stigende kriminalitetsrate i Europa skal ses i lyset af flygtningekrisen.

Hårde krav til selvforsørgelse: Et halvt år på barsel med min søn var ved at koste håb om statsborgerskab

Men hvorfor bliver denne deprimerende virkelighed ikke anerkendt af venstrefløjen? Nu er det jo sådan, at faktuelle kendsgerninger ikke tager hensyn til hverken følelser eller idépolitiske værdier.

Alligevel er modstandere af den nuværende politiske linje begyndt at analysere sig frem til en alternativ realitet, hvor regeringens seneste ”antimuslimske” og ”antidemokratiske” integrationstiltag angiveligt er et vidnesbyrd om, hvorledes flygtninge og andengenerationsindvandrere tages som gidsler af en intolerant og etnocentrisk højrefløj, hvis symbolpolitiske tiltag står i stærk kontrast til grundlæggende danske værdier.

Hvorfor skal denne offermentalitet, svøbt i en kåbe af følelsespornografi, indlemmes i debatten? I et demokrati burde minoriteten vel anerkende majoritetens valg og forholde sig til reelle fakta?

Egentlig er idéen bag offermentaliteten jo et genialt træk. For med offerpositionen kommer der moralsk magt.

Og med moralsk magt kommer der en moraliserende overlegenhed.

Jo mere en gruppe eller et individ cementerer deres offerposition, jo større er forudsætningen for, at modstandere bliver et vidnesbyrd om intolerant dominans. Og i nutidens samfund, hvor minoriteten er blevet den nye majoritet, er dette et yderst effektivt træk.

Men måske burde disse grupperinger hellere forholde sig til den samfundsmæssige og politiske virkelighed frem for deres egen. Danmark er et af de mest mangfoldige og tolerante lande i verden. Integrationsmulighederne i Danmark er også blandt de bedste i EU. Dette er et faktum.

At majoriteten af den danske befolkning så deler et stramt udlændingepolitisk synspunkt, gør dem ikke til fascister, antidemokrater, eller hvad der nu gemmer sig af andre udtryk i humanisternes berømte diskussionsguide:

Alle, som er uenige med mig, er nazister.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

The Sound of Brexit

Som den gamle musicalklassiker handler brexit om to parter, der skal finde hinanden under vanskelige omstændigheder.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kvinde æresdræbt d. 9. september i Århus

Jaleh Tavakoli
Et menneske må være dydig og have ære. Et menneske lever for sin dyd/ære. Kvinder med dårligt blod [af familier der lever uden ære] skal holde sig væk. Kvinder som dig.

Blog: Bryd med bankernes magt, split dem op

Signe Munk
Får vi ikke stækket bankernes magt i samfundsøkonomien, så bliver det fællesskabet, som holder for, når det går galt.

Blog: S bremser dansk økonomi med myter

Morten Løkkegaard
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at det er forkert.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her