Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Behold kontanterne – det gælder friheden

Hvis man forærer statens værditransportsystem til bankerne, vil der opstå parallelle værdisystemer uden for statens kontrol.

Lars H. Ehrensvärd Jensenmajor, Kvistgård

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med en rystende skamløshed fortsætter bankdirektør Anders Dam i en JP-kronik bankernes årelange mistænkeliggørelse af kontanter og foreslår dem afskaffet om syv år. Selv efter at bankerne lod skatteborgerne sikre deres overlevelse efter finanskrisens griskhed, påstår direktøren, at han argumenterer ud fra samfundshensyn.

Faktafordrejning og manipulation er midlet i dette forslag, hvis egentlige formål er at sikre bankerne en ny guldkalv, så de kan udsuge alle danskeres værdistrømme. Det skal forstås, at digitale penge giver mange fordele og få, latterlige ulemper.

Det er en horribel fordrejning af fakta at påstå, at digitale penge forhindrer forbrydelser, og at ignorere Panama-skandalen, hvidvaskskandalerne eller de 7.500 mia. kr., som årligt flyttes ud af EU til skattely. Disse forbrydelser kan ikke udføres med kontanter. Heller ikke tyveriet af de mange milliarder skattekroner kunne udføres med kontanter.

Bankdirektøren påstår, at forbrydelser bliver lettere at opklare med digitale penge. Det er lodret forkert.

Afskaffelse af kontanterne åbner en ladeport for de virkelig store forbrydere, som banker tilsyneladende gerne bistår, og som gennem snørklede selskabskonstruktioner og massive mængder af transaktioner forhindrer skattemyndighederne i at opklare, hvad der foregår.

Hverken Panama- eller hvidvaskskandalerne blev opklaret af myndighederne, men blev kun opdaget af whistleblowers. Endvidere påstår bankdirektøren, at afskaffelsen af kontanterne forhindrer røverier, men argumentet baner vejen for et “orwellsk“ samfund. Dels sker der meget få røverier, dels kan man sikre sig ud af det problem.

Men hvis løsningen bliver at afskaffe kontanterne, så åbner det for at registrere alle borgeres dna og indoperere en chip i dem, for så er forbrydelser jo lettere at opklare. Sådanne argumenter blotlægger den skruppelløse grådighed, som i stigende grad definerer bankerne.

Med demagogiske tricks fortsætter bankdirektør Dam den dæmonisering af kontanterne, som bankerne længe har gennemført: når pengene ikke ses i banken, så skyldes det forbrydelser. I virkeligheden er forbrydelsen nok, at bankerne ikke tjener penge på hver eneste værdiflytning.

Efter at skatteborgerne har reddet bankerne fra kollaps efter finanskrisen, hæver de skamløst bidragssatserne i en jævn strøm og påberåber sig et behov for ”polstring”, samtidig med at de udbetaler mere overskud end nogensinde.

Hvis man forærer statens værditransportsystem til bankerne og giver dem monopol på al værdiflytning, vil der opstå parallelle værdisystemer uden for statens kontrol. Måske bliver guld de nye kontanter.

Som i Oldtiden vil forbrydere og lovlydige borgere, som ikke vil stavnsbindes til bankerne, rende rundt med guld og betale med en afbrækket stump. Eller euroen bliver simpelthen indført som betalingsmiddel.

Heldigvis er andre europæere mere resistente over for bankernes kontanthad end danskerne. Danskerne sælger i forvejen viljeløst deres identitet til skatteunddragermastodonter.

Hvis bankdirektøren får sin vilje, får bankerne sugerøret ind i enhver transaktion i dette land. Man kan ikke engang sælge en plæneklipper til naboen, uden at bankdirektør Dam skal have sin andel. Det er virkelig skræmmende.

Vil det så blive billigere? Ja, for banken, men ikke for borgerne. Vi behøver bare at erindre alle de gange, hvor bankerne har prøvet at dræbe det gratis Dankort. Er det ikke advarsel nok, kan vi se på realkreditten.

Dette geniale foreningssystem, som bankerne desværre har overtaget, illustrerer klart resultatet af at afskaffe kontanterne. Efter at skatteborgerne har reddet bankerne fra kollaps efter finanskrisen, hæver de skamløst bidragssatserne i en jævn strøm og påberåber sig et behov for ”polstring”, samtidig med at de udbetaler mere overskud end nogensinde.

Det bliver også resultatet, hvis bankerne får held til at afskaffe kontanterne. Det må ikke ske. Derfor er bevarelsen af kontanterne meget større end et spørgsmål om betaling. Det er et spørgsmål om individets frihed.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner