Skal det være “så utåleligt som muligt”?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Her i landet skal forfulgte mennesker åbenbart behandles “så utåleligt som muligt”. Det bliver gjort eftertrykkeligt:
I Udvisningscenter Sjælsmark i Nordsjælland driver børnefamilier rundt i et indholdstomt liv. Børnene er utrygge og bange, forældrene nedbrudte af angst for, hvad der kan ske dem og deres børn den dag, de danske myndigheder iværksætter en tvangsdeportation.
De har sikkert gode grunde til at frygte, hvad der kan overgå dem, og hvilken skæbne deres børn vil få i et for dem måske helt ukendt og dødsensfarligt land.
På Udvisningscenter Kærshovedgaard sidder enlige mænd og enkelte kvinder fortabt, uden arbejde, med kun få aktiviteter, uden formål, men mere og mere ulykkelige og bange for, hvad fremtiden skal bringe: en evig venten? Pludselig deportation? Et uventet kommandoraid, hvor danske betjente en tidlig morgen sætter dem på en bus og ”bortfører” dem til fængslet Ellebæk i Nordsjælland?
Der i Ellebæk-fængslet bliver de varetægtsfængslet for fire uger med mulighed for forlængelse i det, der må forekomme en uendelighed for dem, der er indespærret med et minimum af kontakt til omverdenen. Nogle har siddet et halvt år, nogle i 13 måneder uden at have begået nogen forbrydelse.
Deres forseelse består udelukkende i, at de har søgt tilflugt i Danmark, der ikke vil anerkende, hvilke farer der venter dem i det land (eller de lande), de er flygtet fra. Myndighederne lukker bekvemt øjnene for husafbrændinger, tortur og ”forsvindinger”, fængsel og dødsdomme i bl.a. Iran, Irak, Nigeria og Somalia.
Det er åbenbart ikke relevant, for de mennesker kan ikke få opholdstilladelse i Danmark på baggrund af deres historie, og derfor skal deres tilværelse være “så utålelig som muligt”. Men bliver vi danskere lykkeligere af, at vore myndigheder behandler mennesker utåleligt? Bliver Danmark rigere af det? Eller bliver vi alle sammen fattigere på muligheder, på udviklingspotentiale og på menneskelighed?