Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Tre folketingsmedlemmer svækker frisindet

Peter Bendix Pedersenformand for Dansk Friskoleforening
Maren Skottekommunikationschef for Dansk Friskoleforening, Asperup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Martin Henriksen (DF), Naser Khader (K) og Marcus Knuth (V) harcelerede i JP forleden over Holstebro Friskole, der har taget elever med ud til et beboerhus som led i temaugen ”Dråber af verden”. Her kunne eleverne smage mellemøstlig mad, prøve tørklæder, male med henna, høre mellemøstlig musik osv. »Det er ikke danske uddannelsesinstitutioners opgave at lære elever, hvordan de iklæder sig et muslimsk tørklæde,« skriver de tre parlamentarikere.

I Danmark trækker vi blandt andet på erfaringspædagogikken, og der er en stærk tradition for at tage på feltarbejde og besøge eksempelvis forskellige religiøse bygninger. Hvordan kan en dæmonisering af andre kulturelle og religiøse værdier nogen sinde være med til at styrke medborgerskabet i dette land?

Når folketingsmedlemmer blander sig i skolers pædagogiske frihed og mener, at en skoles kulturudvekslingsarrangement, i øvrigt helt fri for religiøs forkyndelse, skal kunne medføre fratagelse af statstilskud, er vi nået derhen, hvor det giver anledning til at reflektere over frisindet i Danmark.

Frisindets rødder er funderet i tolerance over for religiøse mindretal og er udtryk for dét, at den enkelte har frihed til at stå ved sine holdninger, men samtidig skal respektere andres synspunkter. Ikke i holdningsløshed – men i respekt for diversiteten.

Holstebro Friskole er funderet på grundtvig-koldske værdier, men bliver alligevel beskyldt for at pådutte eleverne muslimske værdier ved at lade børnene få indblik i, hvordan andre lever. Det er hysteri.

Har vi glemt, at frisind netop ikke kun er for majoriteten? Selvfølgelig skal vi diskutere og være uenige, men hvis det bliver til udskamning af bestemte befolkningsgrupper, er vi på gal kurs.

De tre folketingspolitikere fyrer med deres harske udtalelser op under en tænkning, som i bedste fald skaber medvindsforargelse og i værste fald er medvirkende til at opsplitte vores samfund yderligere.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.