Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Frihed til billigere energi er vejen frem

Bent Madsen, direktør, BL – Danmarks Almene Boliger Kim Mortensen, direktør, Dansk Fjernvarme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen og Folketinget er fornuftigt nok meget optagede af at sikre så billige forsyninger for borgerne som muligt. Samme interesse har de forbrugere og selskaber, som vi repræsenterer. Udgifterne til fjernvarme udgør i gennemsnit ca. 10.000 kr. for en almindelig lejlighed i Danmark.

Derfor bakker vi op om den vision, der handler om at gøre vores forsyninger billigere. I den forbindelse er det afgørende at kigge fordomsfrit på regler og rammer, der allerede i dag omgiver forsyningsselskaberne. Giver de mening i dagens Danmark, eller er der nogle, der nok gav mening engang, men som i dag står i vejen for den udvikling og de mål, vi har i dag?

Et eksempel på det er det såkaldte kraftvarmekrav, som fjernvarmeselskaberne i dag er underlagt, der tvinger dem til både at producere el og varme. Endnu inden Danmark fik så stor energiproduktion fra vindmøllerne, gav det god mening at udnytte de brændsler, som fjernvarmeselskaberne anvendte for at lave varme til også at producere el.

I dag giver det ikke meget mening, men betyder tværtom, at fjernvarmeselskaberne har store unødvendige udgifter. Og når fjernvarmeselskaberne skal ud og investere i ny kapacitet for fortsat at sikre sine kunder varme, kan de med de nuværende regler blive tvunget til at investere store summer i en elproduktion, som samfundet ingen interesse har i.

Det er blandt andet tilfældet i Esbjerg, hvor forsyningsselskabet vil kunne spare deres borgere i alt 1,25 mia. kr., hvis det kunne slippe for kraftvarmekravet. Det svarer til mere end 50.000 kroner pr. husstand eller 2.500 kroner ekstra om året for dem, der modtager fjernvarme.

Det er mange penge for familier med lave indkomster. Derfor vil vi appellere til, at Folketinget i forbindelse med det kommende energiforlig får indrettet lovgivningen på en måde, så varmeforsyningsselskaber som det i Esbjerg får den nødvendige frihed til at kunne tilrettelægge deres energiforsyning under størst mulig hensyntagen til de forbrugere, der i sidste ende skal betale regningen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.