Utilsigtede hændelser og 1813
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Speciallæge i almen medicin Liselotte Rønne (LR) kritiserede for nylig i JP regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) med en række usaglige påstande.
Ingen ved, om flere indberettede dødsfald som utilsigtede hændelser (UTH) fra 1813 kunne være undgået. Som LR ved, skal vi alle dø på et tidspunkt, og hun ved lige så lidt som vi, om det var tilfældet for flere af de indberettede dødsfald. Et tilfælde med en kvinde med diffuse brystsmerter burde være undgået. Kort tid efter kom det frem, at man i Region Syd havde et tilsvarende dødsfald, hvor det var en almen mediciner, der rådgav kvinden.
LR glemmer, at hvis ikke praktiserende lægers organisation (PLO) aktivt havde arbejdet imod, at lægerne skulle tage vagterne på 1813, havde der været flere almene medicinere. Det er et enormt medansvar at tage for de dødsfald, der påstås at skyldes manglende almene medicinere på 1813. At de ikke sidder i front, svarer til lægernes egne praksis, når de har vagten i dagtimerne.