Det er bekymrende, at pædagoger kan sagsøge dem, de er ansat til at passe på

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En dag i 2012 sidder vores datter, som har autisme, i stuen på sit bosted. Vores datter har brug for noget, men har ikke noget særligt sprog. Hun skubber til en af lamperne og bliver af pædagogen hurtigt sendt på sit værelse.

Lidt efter kommer hun ud med en tallerken, som hun lader falde ned på gulvet, og hun bliver igen sendt på værelset. Efterfølgende kommer hun ud af værelset med to bøger, som hun så kaster mod pædagogen – og rammer hende.

Nu seks år efter står vi som forældre midt i en kamp mod selvsamme pædagog og Socialpædagogernes Landsforbund, som sagsøger vores datter.

Næsten tre år har sagen allerede været i gang. Vores datter og to andre handicappede beboere er alle sagsøgt, da den pågældende pædagog blev sygemeldt et år efter episoder med de tre beboere i 2012.

Vi som forældre står nu frustrerede tilbage og er bekymrede for, hvad søgsmålet vil betyde. Vores datter er mentalt retarderet, har autisme og har kun lidt sprog. Det ser vi som forældrene som grunden til, at hun i stressede situationer reagerer stærkt.

Vores datter har ikke så meget sprog, så hun har svært ved at fortælle, hvis der er noget galt, eller hvis hun har brug for noget. Hendes reaktioner er derfor hendes måde at forsøge at få kontakt med pædagogerne på – fortælle dem noget.

Det er meget frustrerende for hende, når hun så ikke bliver hørt og forstået. Hun er normalt ikke udadreagerende, men hun reagerer jo, hvis hun ikke får den hjælp, hun har brug for, eller bliver presset op i et hjørne.

Socialpædagogernes Landsforbund står bag stævningen på vegne af pædagogen. De kræver erstatning for svie og smerte – og for tabt arbejdsfortjeneste. Episoderne med de to andre beboere blev meldt som arbejdsskader i 2012, men ikke episoden med vores datter, som godt kunne lade sig gøre ifølge justitsministeren.

Vi som forældre står nu med en sag, advokater og et forløb, som igen og igen trækkes i langdrag. Vi kender godt til arbejdet med mennesker med handicap og understreger, at man selvfølgelig ikke skal acceptere at blive slået, skubbet eller andet på sit arbejde.

Men vi er uforstående over for, at det er vores datter og de to andre, der sagsøges privat, og ikke kommunen eller arbejdspladsen, der stilles til ansvar for det miljø, der har været på bostedet. Socialpædagogernes Landsforenings formand udtaler, at man ikke har andet valg, men ifølge justitsministeren kan kommunerne godt stilles til ansvar.

»En kommune kan efter omstændighederne være erstatningsansvarlig over for sine medarbejdere i sager, hvor medarbejderne rejser krav om godtgørelser for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste som følge af hændelser, der er foregået som led i arbejdets udførelse.« Udtalelser fra justitsministeren.

Vi er ikke ude efter pædagogen eller hendes fagforbund, men det er meget bekymrende, at pædagoger kan sagsøge dem, de jo er ansat til at passe på. Det er vigtigt, at bostedet og pædagogerne også selv kigger indad, for det kunne have været håndteret anderledes.

Vores datter prøver jo at fortælle dem noget, men i stedet for at prøve at forstå hende eller aflede hende med en tur på legepladsen, bliver hun sendt væk. Der er nødt til at være flere hænder på bostederne, og det skal være kvalificerede hænder, socialpædagoger, der kan håndtere udadreagerende adfærd.

Taber vi sagen, frygter vi, at det rammer tilliden til og samarbejdet med fagpersoner på bostederne. For hvad nu, hvis vores datter kaster en bog igen? Og samtidig er vi som forældre bekymrede for, at det vil gå ud over andre og mange flere mennesker med autisme fremover.