Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Afskaf forældet monopol, giv os mulighed for Uber

Hvis folk antageligt fravælger taxa, er der ingen grund til at opretholde et monopol, der i sidste ende ingen gavner.

Emil Leonhardefterskoleelev, formand for Venstres Ungdom, Sønderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark er det lovligt at blive kørt fra A til B. Det er sågar lovligt at betale en overflødig pengesum for selvsamme ydelse. Det er derimod kombinationen af ovenstående, der er frygtelig og livsfarlig – tilsyneladende.

Uber er en tjeneste, hvor private bilejere stiller sig selv som chauffører i egen bil, til rådighed mod betaling. Det er en ganske harmløs ordning mellem to parter, som hver især vinder på handlen. Ikke desto mindre kritiseres Uber af mange virkelighedsfjerne og hårdnakkede borgere.

Ud over de samfundsøkonomiske fordele er der en kvalitet og service hos Uber, som ikke eksisterer i taxabranchen.

En Uber-kørsel er 20-30 pct. billigere end en kørsel med en taxa. Uber-chaufførerne er nemlig ikke underlagt de pågældende krav om forsikring, registrering til erhvervskørsel, fysiske taxametre osv. Personligt mener jeg, at disse krav er dybt unødige.

Kan du give et lift til et familiemedlem eller en ven, så kan du det på tilsvarende vis med en fremmed. Med den forældede nuværende taxalovgivning tager man noget simpelt og komplicerer det. Erhvervet er til for erhvervets skyld.

I en kortvarig periode ville en lovliggørelse af Uber være synd for de nuværende taxachauffører. Lige såvel som det ville være synd for chefen for Novo Nordisk den dag, en kur mod diabetes reelt er fundet. På længere sigt vil dette resultere i, at arbejdspladser bliver flyttet til mere uundværlige erhverv – eksempelvis kræftforskning.

Ser man på det i et større perspektiv, vil Uber give forbrugerne flere penge i egne lommer. Penge som forbruges andre steder og derved kommer virksomheder og den danske økonomi til gode. Penge, som kan bruges til velgørenhed og ikke mindst penge, som giver det enkelte individ flere muligheder.

I et større perspektiv er det pludselig heller ikke så attraktivt at eje egen bil til forskel fra at benytte Uber. Mindre privatbilisme, gladere venstrefløj.

Ud over de samfundsøkonomiske fordele er der en kvalitet og service hos Uber, som ikke eksisterer i taxabranchen. Taxachaufføren har en ensartet løn, upåvirket af serviceniveau. Uber-chaufføren lever vice versa af at levere en høj service. Uber-chaufføren bliver bedømt med stjerner på appen, og dette har betydning for vedkommendes efterspørgsel og profit.

Denne interne konkurrence mellem chaufførerne gør dem langt mere passionerede omkring deres arbejde. Fra USA har man hørt historier om, hvordan nogle Uber-chauffører afhenter folk iført jakkesæt med et velplejet køretøj og snacks til undervejs. Sikke en service, gid det var Danmark.

Jeg vil ikke tvinge folk til at benytte Uber, men at udelukke dem fra det er foragteligt, synes jeg. Hvis folk antageligt fravælger taxa fremfor Uber, så laissez faire. Der er ingen grund til at opretholde et monopol, der i sidste ende ingen gavner.

Vi bliver nødt til at udnytte teknologiens muligheder fremfor at bekrige dem. Uber skal naturligvis betale skat i Danmark, og jeg tror på, at skatteindtægterne fra Uber vil overstige skatteindtægterne fra den forældede taxalovgivning. Lad os få moderniseret taxalovgivningen. Lad os gøre dig, mig, chaufførerne, miljøet, økonomien og de fremtidige generationer en tjeneste. Lad os gøre Danmark en tjeneste.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Uber