Det gamle EU-parti, Venstre, har helt tabt perspektivet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I grundlovstalen i 2017 var statsministeren inde på de ubalancer, der opstår som resultat af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Han nævnte den meget omtalte børnecheck, som han mener bør indekseres i forhold til prisniveauet i den pågældende arbejders hjemland.
En analyse fra Dansk Industri påviser, at udlændinge, der kommer til Danmark med henblik på at arbejde, vil bidrage med 19,5 mia. kr. til de offentlige finanser i 2025. Hvad beløber børnechecken sig til i den sammenligning?
I debatten om grænsekontrol blev det nævnt, at arbejdspladserne i Åbenrå beskæftiger 3.500 personer med bopæl syd for grænsen. Disse ”grænsegængere” betaler kildeskat til det danske samfund, hvis ydelser de kun i nogen grad nyder godt af. De sender ikke deres børn i vore børnehaver eller skal have dansk folkepension til den tid. En god forretning for os.
Analysen fra DI påviser, at alle indvandrere bidrager positivt til de offentlige finanser ved en årsløn over 200.000 kr. De er alle kommet til Danmark med kvalifikationer, som er betalt af et andet lands skatteydere, og som Danmark slipper gratis til.
Og så er der den polske jordbærplukker (eller hvad han nu er), som får en børnecheck med hjem, hvis størrelse er ude af proportion med prisniveauet i hans hjemland. Det samme kan siges om den løn, han har tjent i Danmark. Men ingen taler om at indeksere den løn i forhold til prisniveauet i hjemlandet. Så vil jeg vide, hvor meget denne person har betalt i skat til det danske samfund, og hvor meget han får til gengæld. Og hvorfor han ikke må beholde den børnecheck, han ærligt og redeligt har betalt til.
Jeg er ked af, at Venstre, et gammel EU-parti, har tabt perspektivet og her vælger at stryge den letkøbte forargelse med håret – i stedet for at give et ordentligt modspil.
Arbejdskraftens frie bevægelighed mellem lande, der er skruet forskelligt sammen rent økonomisk, giver nogle ubalancer. Der er både plusser og minusser for Danmark; men i det store billede vejer plusserne mest. Det må Lars Løkke Rasmussen huske at fortælle næste gang, han holder grundlovstale.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.