Er den danske model langtidsholdbar?
De langvarige overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte i kommuner, regioner og staten er endt med forlig.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De langvarige overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte i kommuner, regioner og staten er endt med forlig. Vi kan glæde os over, at vi heldigvis undgår en længerevarende, samfundsskadelig storkonflikt.
Mediernes oppustede dækning af forhandlingerne har givet tilskuerne bag tv-skærmene i mange danske hjem et langstrakt show uden større underholdningsværdi. Nu roser parterne og politikerne i høje toner den danske arbejdsmarkedsmodel med fri forhandlinger, der har ført til gode resultater uden regeringsindgreb.
Men fungerer den danske model godt nok? Der er nu aftalt overenskomster, der i en tid med lav rente og inflation er for dyre, samfundsøkonomisk vurderet. Der er risiko for øget inflation og forringelse af danske virksomheders konkurrenceevne ved afsmitning på det private arbejdsmarked.
Hvem er det så, der har forhandlet disse overenskomster? På arbejdstagerside er det ganske naturligt offentligt ansatte. Arbejdsgiversiden er også i meget stor udstrækning repræsenteret af offentligt ansatte. Offentligt ansatte forhandler således løn og ansættelsesvilkår med offentligt ansatte. Ofte ganske højtlønnede, der er mere interesserede i procentreguleringer end kronereguleringer. Betalt med skattekroner. Man kan med god ret spørge: Er den danske arbejdsmarkedsmodel for offentligt ansatte langtidsholdbar?