Modsætningerne er ganske åbenlyse i Ghana

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu er tv-serien ”Liberty” overstået, og rigtig mange danskere sidder tilbage med en fornemmelse af, at alle de penge, som Danida har brugt i mange ulande, er spildte penge. Hertil må det som det første understreges, at serien tegner et billede af, hvordan det foregik i slutningen af 1970’erne. Endvidere er der sket rigtig meget med hensyn til den måde, som Danida og mange andre donorer skruer projekter og programmer sammen på.

Men hvorfor bliver vi så ved med at høre om de mange problemer i Afrika? Er det stadig mangel på intellektuelle og økonomiske ressourcer, der er problemet? Eller er det en manglende vilje blandt afrikanske ledere til at forbedre situationen for borgerne i deres lande og ikke kun for en bestemt gruppe?

Jeg har i det følgende brugt Ghana som et eksempel til at give min vurdering heraf.

I januar kunne man i JP læse et indlæg af den danske ambassadør i Ghana om, hvordan Danida havde været med til at støtte etableringen af en ghanesisk virksomhed, som kunne producere moderne identitetskort til alle borgere i Ghana – et virkeligt teknologisk fremskridt, som nok skal få stor betydning.

I november 2017 kunne jeg på nettet fra det ghanesiske hovedvejsdirektorat læse, at et par broer blev lukket, men der var intet om, hvornår broerne igen ville være farbare. Årsagen til lukningen er sandsynligvis manglende vedligeholdelse.

De omtalte broer fører hovedvejen over Voltafloden og binder ikke blot Syd- og Nordghana sammen, men, og måske endnu vigtigere, den er også forbindelsen mellem Burkina Faso og Mali og havet. Det er således en meget vigtig trafikåre, der blev lukket på ubestemt tid.

Disse to nyheder illustrerer meget klart, hvad der kan opleves i Ghana. Et land, der kan fostre den sidste nye teknologi, men samtidig ignorere vedligeholdelse af en meget vigtig infrastruktur.

Når det tages i betragtning, hvordan Ghana har udviklet sig over de sidste årtier, kan man ikke sige andet end, at der er sket store fremskridt. Men kunne man have forventet noget mere? Dertil er svaret et stort ja. Ghana har nu haft sin selvstændighed i mere end 60 år.

I den periode er antallet af borgere med en akademisk uddannelse steget fra nærved ingen til i dag, da flere universiteter uddanner en større og større andel af befolkningen.

Den intellektuelle ressource er således forøget betragteligt siden uafhængigheden. Hertil kommer, at Ghana også i disse 60 år har haft mange andre ressourcer; guld, kakao, bauxit, træ og nu også olie, der har spillet en stor rolle i økonomien.

Ghana påberåber sig at være et demokrati, og det er i grunden også rigtigt. Men når der skrabes lidt i overfladen, åbner spørgsmålet sig, om det kan kaldes et egentligt demokrati. Ghanas valglov siger ganske vist, at en præsident kun kan sidde i to perioder svarende til otte år. Og den lov følges.

Siden 1990’erne har den situation gentaget sig, at de to store og altdominerende partier NPP og NDC skiftes til at have regeringsmagten otte år ad gangen. Og hvad der også gentager sig er, at når det ene parti er i opposition, råber det konstant op om, hvor forfærdeligt korrupt og udueligt regeringspartiet er. Fælles for begge partier er, at de ikke gør noget alvorligt ved korruptionen.

Danida har i mange år haft Ghana som et prioritetsstøtteland og har brugt rigtig mange penge på blandt andet at opbygge en effektiv administrativ offentlig sektor. Dette er sket gennem direkte uddannelse og gennem projektet, hvor ”on the job”-træning har været i fokus.

Jeg har selv været involveret i sådanne træningsopgaver og er af den opfattelse, at mange har fået en værdifuld uddannelse og har oplevet gennem Danida’s projekter, hvordan korruptionen kan holdes i ave.

Danidas støtte har haft en positiv virkning på mange sektorer og på mange niveauer. Det er der ingen tvivl om. Men spørgsmålet rejser sig om, hvorvidt støtten har haft virkning på det ledende niveau i regeringen og administrationen i bl.a. bekæmpelse af korruptionen. Til dette må man nok tvivle.

Således havde Ghana i 2008 en placering som nummer 67 på Transparency Internationals korruptionsindex, og i 2017 var Ghana faldet helt med på en 81. plads. På det område er det i hvert fald ikke gået særligt godt.

Ghana mangler ledere, der har viljen til at sætte den rette kurs for landet og så gennemføre den, således at det bl.a. ikke vil være nødvendigt at lukke broer på grund af manglende vedligeholdelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at på lavere niveauer i landets vejdirektorat har der været ingeniører, der har påpeget vedligeholdelsesproblemet for lang tid siden, men de har bare ikke kunnet komme igennem med deres synspunkter.

Jeg bygger ikke mine påstande på videnskabelige undersøgelser, men på observationer, jeg har gjort under mine mange årlige besøg i Ghana siden 1997. Jeg har også boet i Voltaregionen i fem år.