Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Det hele skrider for lærerne – men det kan de kun takke sig selv for

Lærerne er blevet banket på plads, deres arbejdsvilkår er forringet, deres anseelse styrtdykker, og de fleste andre erhvervsgrupper har overhalet dem i faglighed og løn. Men det er helt deres egen skyld.

»Vend for Guds skyld jeres blik i den rigtige retning,« lyder Karsten Søbergs opfordring til lærerne. Foto: Brian Karmark

I anledning af den endnu engang tilstundende konflikt på lærerområdet vil jeg gerne komme med mit syn på tingene.

For jeg er én af dem, der nu gennem 40 år har ærgret mig over udviklingen på området. Eller ærgret mig er måske så meget sagt, undret mig er nok et bedre udtryk.

Jeg har fulgt udviklingen fra en position på nederste trin til en position på øverste trin. Fra såkaldt løs cykelvikar til direktør for kommunale børne-, skole- og kulturforvaltninger i tre forskellige kommuner.

40 år kunne give en ualmindelig lang historie. Jeg skal prøve på at gøre den kort.

Da jeg opnåede fastansættelse i Københavns Kommunale Skolevæsen for 40 år siden, var titlen og lønnen beskeden. ”Fast vikar” kunne jeg kalde mig. Men en ansættelse som tjenestemand i sigte, med en tilhørende sikkerhed i ansættelsen som overlærer og en ikke ringe stigende løn og pension, gjorde livet udholdeligt.

Og ja, vi havde faktisk syv ugers sommerferie, vi havde faktisk fri julen over, fri i påskeugen, Kristihimmelfartsferie, 1. maj og 5. juni, uge 42 – kartoffelferien, som vi kaldte den – og senere kom så en vinterferie oveni.

Skulle vi så som modydelse undervise flere timer i de 40 årlige skoleuger?

Det var der nogle, der mente.

KL forlangte på et tidspunkt lærernes arbejdstid delt op i tre enheder; undervisning, forberedelse og så en fast pulje til øvrige opgaver – altså den senere så udskældte UFØ-model. Hensigten var åbent, at der bl.a. skulle kunne tildeles mindre forberedelsestid til mindre krævende undervisningsopgaver og til gengæld udføres mere undervisning indenfor den samlede arbejdstid. Pligtig undervisningstid var dengang ca. 24 lektioner ugentligt, hvilket omregnet giver 18 klokketimer, eller tre en halv time dagligt i 40 uger.

Ordningen var også at forenkle opgørelsen af lærernes arbejdstid, men Danmarks Lærerforening (DLF) havde held med at sabotere et ønske fra deres arbejdsgivere. For formlen UFØ endte, til alles forbløffelse, med det resultat, at lærerne på papiret arbejdede 42 klokketimer om ugen. Og da det er papiret, der tæller, var ferier og fridage og det beskedne undervisningskrav ligesom forklaret. Hvordan kunne det dog lade sig gøre? Jo, blandt andet fordi eftertragtet efteruddannelse (f.eks. et 99 lektioners kursus i korsang, som jeg selv havde den glæde at få) bemærkelsesværdigt nok ikke regnedes som ”øvrige opgaver”. Derimod gav det fradrag i den pligtige undervisningstid. Så kunne eleverne have vikar i den tid. Elendig forhandlingsevne fra arbejdsgiversiden, ja, men en pyrrhussejr for lærerne, skulle det vise sig.

24 ugentlige pligtige lektioner gav undervisningsfri til middag hver dag. Under eget ansvar forstås. Havde vi så vores ledere på nakken? Næ, de sad og sov til lærerrådets møder, der foregik i to timer en enkelt gang om måneden.

Ledernes eneste opgave var nemlig at føre de beslutninger ud i livet, som lærerrådet traf. For sådan var DLF’s verdensbillede. Ledere er dem, som ikke er begavede nok til at være lærere, og derfor havde lederne ikke engang stemmeret i lærerrådet.

Resultatløn, som kunne have givet dygtige, energiske unge lærere lidt ekstra i posen, blev effektivt bekæmpet. Kun ancienniteten talte ifølge DLF – med utallige højtlønnede, jobsikrede udbrændte overlærere og frustrerede, lavtlønnede energiske unge lærere til følge.

At gøre læreruddannelsen akademisk, fem år ved et universitet, med højere løn og anseelse, som foreslået af daværende undervisningsminister Bertel Haarder, blev skråsikkert afslået. Akademikere har nemlig ingen forstand på pædagogik. Ifølge DLF.

Ja, og det er præcis den Bertel Haarder, som bare da navnet blev nævnt ved min første del af skolelederuddannelsen i 1980’erne på Den Kommunale Højskole i Grenå gav anledning til krampagtig hånlatter fra nyudnævnte skoleinspektører og viceinspektører. Jeg var mildest talt lamslået.

Nå ja, så gav man i 2009 nogle historisk høje lønstigninger til lærerne – i håbet om at de dog ville imødekomme bare nogle af arbejdsgivernes ønsker. Og de gjorde det søreme! På papiret. For som DLF’s motto altid har været: De kan vedtage, hvad de vil på Christiansborg. Vi bestemmer alligevel, hvordan det går til ude i kommunerne. Ude i virkeligheden.

I startfirserne foretog Københavns Kommunelærer Forening (KKF) blandt foreningens medlemmer en skriftlig, anonym spørgeskemaundersøgelse for endegyldigt at fastslå, at lærerne arbejdede langt mere end de 37 ugentlige timer, de fik løn for. Undersøgelsen blev hastigt lagt i skuffen. Næppe en eneste af de adspurgte nåede op på bare tilnærmelsesvist 37 ugentlige timer. I tror nok, at det hele er løgn, så utroligt det måtte lyde her i 2018. Men det hele er den skinbarlige sandhed. Jeg var der selv.

Så kære lærere: Ja, I er blevet banket på plads, jeres arbejdsvilkår er forringet, jeres anseelse styrtdykker, og de fleste andre erhvervsgrupper har overhalet jer i faglighed og løn. Men vend for Guds skyld jeres blik i den rigtige retning.

Danmarks befolkning har ikke ønsket jer degraderet. Det har jeres fagforening sørget for, med skiftende uduelige formænd. Er jeg bare en bitter gammel mand? Tja, 40 års ærgrelse over en fagforening, der har formået at forringe en respektabel befolkningsgruppes vilkår væsentligt, har ikke gjort mit sind lysere. På lærernes vegne i hvert fald.

Man kunne have taget imod nogle af tilbuddene. For eksempel om at gøre lærerne til akademikere. Og så bare i stilhed glædet sig over et fag med stor frihed og mange goder. Men døm selv. Man kan stadig sejre sig selv ihjel.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
KL
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.

Blog: Endelig: EU-toppen er vågnet på asylområdet

Morten Løkkegaard
Antallet af asylansøgere i Europa skal ned. Derfor er opsamlingssteder uden for EU en god idé.

Blog: Kvindekamp handler også om at stille krav

Signe Munk
Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes.
Annonce
Bilferien sydpå kan få en langsom start Forbered dig på 110 km vejarbejde inden Hamborg
Vejarbejde præger store dele af Autobahn A7 ned mod Hamborg her til sommer, og det kan give op til seks timer forlænget rejsetid. Tyske ADAC anbefaler i stedet A9, hvis man skal til Norditalien og kører på de mest belastede dage. 
Se flere
Biler
Bilferien sydpå kan få en langsom start Forbered dig på 110 km vejarbejde inden Hamborg
Vejarbejde præger store dele af Autobahn A7 ned mod Hamborg her til sommer, og det kan give op til seks timer forlænget rejsetid. Tyske ADAC anbefaler i stedet A9, hvis man skal til Norditalien og kører på de mest belastede dage. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her