Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Næsten-kunstneren Caroline Wozniacki

Hvad mener kulturminister Mette Bock egentlig, når hun siger, at Caroline Wozniackis præstation ved Australien Open næsten var kunst? Aner man en usikkerhed i ministerens forståelse af kunstens væsen?

Kulturminister Mette Bock udtrykte begejstring, da Caroline Wozniacki i januar vandt Australian Open. Arkivfoto: AP

Mens Caroline Wozniacki vandt Australian Open, var kulturminister Mette Bock ifølge Jyllands-Posten (27/1) optaget af et arrangement i Jelling.

Men da kampen i Melbourne blev ved med at trække ud, nåede ministeren alligevel at følge med i det lange, tredje sæt fra sin ministerbil, hvor hun sad imponeret tilbage.

»Det er utroligt velfortjent. Det er helt ufatteligt at se den krise, hun har, og at hun så alligevel kæmper sig tilbage i det tredje sæt med noget spil, som næsten var kunst,« sagde kulturministeren, der i sin glæde valgte at besvare sin telefon som ”idrætsministeren” – stadig ifølge JP.

»Idrætsministeren« hylder Wozniacki: »Det var næsten kunst«

Det er sætningen »næsten var kunst«, der er interessant, for hvorfor dette uldne »næsten«?

Mener kulturministeren i fuldt alvor, at sport kan være kunst – og hvis det er tilfældet – hvorfor så dette forbehold over for Carolines ”kunstneriske” præstation, når hun nu sad så imponeret dér på bagsædet af ministerbilen?

Sportens resultater lader sig i modsætning til kunstens altid måle – og bruges til at etablere et veldefineret hierarki.

Aner man en usikkerhed i ministerens forståelse af kunstens væsen, og aner man tilmed en kvalitetsgraduering, hvor sport ophøjes til rigtig kunst, når sportspræstationen bliver virkelig spændende og fascinerende?

Før ministeren giver sig videre ud i dette Jørgen Leth’ske sværmeri om elitesporten, burde hun måske overveje følgende 10 påstande om forskellen mellem sport og kunst:

Sportens resultater giver kun mening inden for et sæt af klare og transparente regler. Kunsten kan tillade sig at sprænge alle regler og stadig være kunst – måske endda rigtig god kunst.

Kunsten er centralt forankret i en æstetisk udfordring, som sporten kan ignorere – og alligevel opnå et godt resultat.

Sportens resultater lader sig i modsætning til kunstens altid måle – og bruges til at etablere et veldefineret hierarki.

Kunstværker værdsættes, uanset om kunstneren dopede sig i produktionsfasen – sportsudøverens resultater forkastes.

Kunsten tillægges en fortolkning af den virkelighed, den er en del af – sporten iværksætter sin egen.

Kunsten forholder sig ofte kritisk til tilværelsens vilkår – sporten rummer næppe korrektioner til samfundets orden.

Personen og tennisspilleren Caroline Wozniacki er sammenfaldende i handlingen og dens konsekvenser, hvad man ikke kan påstå om balletdanseren Alban Lendorf i rollen som prinsen i ”Svanesøen” på Det Kgl. Teater

Kunstens avantgarde er uden folkelig gennemslagskraft – sportens rekordsættere dyrkes af folkemasserne.

Kunstens fornyelse har vanskelige finansieringsforhold – sponsorer og marked halser efter sportens resultatfornyere.

Sporten frembringer magtfulde, korporative organisationer – kunsten er desorganiseret og strategisk rådvild.

Endelig afgrænser den oftest brugte kunstdefinition, ”institutionsteorien”, kunsten fra sporten. Det er således ikke et træk ved selve værket, der gør det til kunst, men alene det forhold, at en kunstner udnævner det til et sådant, at det bliver udstillet og beskuet, bliver anmeldt i medierne og eventuelt solgt – alt sammen i den kunstinstitutionelle sammenhæng.

Der kunne sikkert findes andre forskelle. F.eks. at dopingen af kunstneren afdækker eller ”finder ind til” eksisterende lag af kreativitet hos den pågældende, mens den hos eliteidrætsudøveren bygger et nyt niveau på. Samt at kunstneren har en – erklæret – intention om at ville lave kunst, hvilket sportsudøveren næppe påstår.

Selv ikke de moderne olympiske leges grundlægger, baron Pierre de Coubertin – der i en periode fik indført konkurrencer i kunst ved de olympiske lege – havde forestillinger om sport som kunst. Men han var meget optaget af sammenhængen. For sporten kunne inspirere kunsten, og kunstens opgave var at deltage i fejringen af olympismen og fortolke sportens kvaliteter. Måske ministeren skulle konsultere Coubertin.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

 
Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Afliv kulturlivets støttebegreb
Michael Christiansen, formand for DR’s bestyrelse, Black Box Theatre, Sort/Hvid og Jazzhus Montmartre | Christian Have, ejer og kreativ direktør, Have Kommunikation, bestyrelsesmedlem for bl.a. Copenhagen Jazz Festival
Hvis man virkelig vil styrke almenvellet, skal man væk fra, at kultur er noget, der skal have almisse, til, at det er noget, man investerer i.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det er en no-brainer, at skatten skal ned

Christina Egelund
Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed.

Det er ikke en tegneserie: Vi ses i retten. Mange hilsener Moder Jord

Thomas Gringer Jakobsen
En ny bølge af naturbeskyttelse skyller hen over verden. Bjerge og floder får rettigheder og kan slæbe dig i retten, hvis du gør skade.
Annonce
Verdens madspild stiger alarmerende: 66 ton mad smides ud hvert sekund
Madspild koster verden penge og udleder ødelæggende gasser, mens verdensbefolkning stiger og flere mennesker sulter. Alligevel viser en ny rapport, at problemet kun er stigende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her