Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Næsten-kunstneren Caroline Wozniacki

Hvad mener kulturminister Mette Bock egentlig, når hun siger, at Caroline Wozniackis præstation ved Australien Open næsten var kunst? Aner man en usikkerhed i ministerens forståelse af kunstens væsen?

Kulturminister Mette Bock udtrykte begejstring, da Caroline Wozniacki i januar vandt Australian Open. Arkivfoto: AP

Mens Caroline Wozniacki vandt Australian Open, var kulturminister Mette Bock ifølge Jyllands-Posten (27/1) optaget af et arrangement i Jelling.

Men da kampen i Melbourne blev ved med at trække ud, nåede ministeren alligevel at følge med i det lange, tredje sæt fra sin ministerbil, hvor hun sad imponeret tilbage.

»Det er utroligt velfortjent. Det er helt ufatteligt at se den krise, hun har, og at hun så alligevel kæmper sig tilbage i det tredje sæt med noget spil, som næsten var kunst,« sagde kulturministeren, der i sin glæde valgte at besvare sin telefon som ”idrætsministeren” – stadig ifølge JP.

»Idrætsministeren« hylder Wozniacki: »Det var næsten kunst«

Det er sætningen »næsten var kunst«, der er interessant, for hvorfor dette uldne »næsten«?

Mener kulturministeren i fuldt alvor, at sport kan være kunst – og hvis det er tilfældet – hvorfor så dette forbehold over for Carolines ”kunstneriske” præstation, når hun nu sad så imponeret dér på bagsædet af ministerbilen?

Sportens resultater lader sig i modsætning til kunstens altid måle – og bruges til at etablere et veldefineret hierarki.

Aner man en usikkerhed i ministerens forståelse af kunstens væsen, og aner man tilmed en kvalitetsgraduering, hvor sport ophøjes til rigtig kunst, når sportspræstationen bliver virkelig spændende og fascinerende?

Før ministeren giver sig videre ud i dette Jørgen Leth’ske sværmeri om elitesporten, burde hun måske overveje følgende 10 påstande om forskellen mellem sport og kunst:

Sportens resultater giver kun mening inden for et sæt af klare og transparente regler. Kunsten kan tillade sig at sprænge alle regler og stadig være kunst – måske endda rigtig god kunst.

Kunsten er centralt forankret i en æstetisk udfordring, som sporten kan ignorere – og alligevel opnå et godt resultat.

Sportens resultater lader sig i modsætning til kunstens altid måle – og bruges til at etablere et veldefineret hierarki.

Kunstværker værdsættes, uanset om kunstneren dopede sig i produktionsfasen – sportsudøverens resultater forkastes.

Kunsten tillægges en fortolkning af den virkelighed, den er en del af – sporten iværksætter sin egen.

Kunsten forholder sig ofte kritisk til tilværelsens vilkår – sporten rummer næppe korrektioner til samfundets orden.

Personen og tennisspilleren Caroline Wozniacki er sammenfaldende i handlingen og dens konsekvenser, hvad man ikke kan påstå om balletdanseren Alban Lendorf i rollen som prinsen i ”Svanesøen” på Det Kgl. Teater

Kunstens avantgarde er uden folkelig gennemslagskraft – sportens rekordsættere dyrkes af folkemasserne.

Kunstens fornyelse har vanskelige finansieringsforhold – sponsorer og marked halser efter sportens resultatfornyere.

Sporten frembringer magtfulde, korporative organisationer – kunsten er desorganiseret og strategisk rådvild.

Endelig afgrænser den oftest brugte kunstdefinition, ”institutionsteorien”, kunsten fra sporten. Det er således ikke et træk ved selve værket, der gør det til kunst, men alene det forhold, at en kunstner udnævner det til et sådant, at det bliver udstillet og beskuet, bliver anmeldt i medierne og eventuelt solgt – alt sammen i den kunstinstitutionelle sammenhæng.

Der kunne sikkert findes andre forskelle. F.eks. at dopingen af kunstneren afdækker eller ”finder ind til” eksisterende lag af kreativitet hos den pågældende, mens den hos eliteidrætsudøveren bygger et nyt niveau på. Samt at kunstneren har en – erklæret – intention om at ville lave kunst, hvilket sportsudøveren næppe påstår.

Selv ikke de moderne olympiske leges grundlægger, baron Pierre de Coubertin – der i en periode fik indført konkurrencer i kunst ved de olympiske lege – havde forestillinger om sport som kunst. Men han var meget optaget af sammenhængen. For sporten kunne inspirere kunsten, og kunstens opgave var at deltage i fejringen af olympismen og fortolke sportens kvaliteter. Måske ministeren skulle konsultere Coubertin.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

 
Følg
Jyllands-Posten
Kronik: Afliv kulturlivets støttebegreb
Michael Christiansen, formand for DR’s bestyrelse, Black Box Theatre, Sort/Hvid og Jazzhus Montmartre | Christian Have, ejer og kreativ direktør, Have Kommunikation, bestyrelsesmedlem for bl.a. Copenhagen Jazz Festival
Hvis man virkelig vil styrke almenvellet, skal man væk fra, at kultur er noget, der skal have almisse, til, at det er noget, man investerer i.
Studerende: Kulturstøtten er endt i en omgang smagsdommeri
Frederik Ingemann, studerende, fungerende byrådsmedlem i Fredensborg fra 1/1, (S), Humlebæk
Man skulle hellere bruge kulturstøtten på fodbold end på finkulturelle museer.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Eksansat i det offentlige hamsterhjul: Der er brug for et oprør mod systemet

Louise Lindhagen, cand.mag., selvstændig og kandidat til Folketinget (K), Nykøbing Falster
Jeg siger ikke, at alle akademikere i det offentlige laver uakademisk, unødvendigt arbejde, men desværre er der mange, der gør.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Forbyd omskæring af drenge.

Harun Demirtas
Et barn må ikke blive et forretningsformål eller udsættes for et indgreb, som aldrig kan laves om, og som i høj grad kan krænke ens selvopfattelse.

Blog: Ledelseskrise i den offentlige sektor giver dårlig velfærd

Martin Ågerup
I sin nye debatbog efterlyser Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen et opgør med dårlig ledelse i det offentlige. ”En leder, som ikke lever op til forventningerne, må nødvendigvis afskediges”, skriver han. Godt brølt, Henrik Sass. Men han har desværre ingen realistiske bud på, hvordan en så gigantisk kulturændring i den offentlige sektor skal finde sted. Der er lang vej igen. Og barrierne imod at sikre bedre ledelse er høje.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her