Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Vi bør nytænke behandlingen af svær overvægt

Det hjælper ikke blot at sende os hjem med en besked om at spise mindre og motionere mere.

Mere end en halv million danskere risikerer at dø alt for tidligt, fordi de er overvægtige, og er i højrisiko for at udvikle følgesygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme. Hver fjerde dansker dør af hjertekarsygdomme, og blandt diabetikere er det hver tredje, der lever med sygdommen.

Jeg er en af dem i højrisiko. Derfor dette opråb på vegne af de mange.

Kære politikere: Den nyligt fremlagte diabeteshandlingsplan er et skridt på vejen mod forebyggelse, men kunne 2018 ikke godt blive året, hvor politikere og læger tilbyder os hjælp, der virker, frem for blot at sende os hjem med besked om at spise mindre og motionere mere.

320.000 danskere lever i dag med diabetes. Det svarer til, at mindst én elev i hver skoleklasse vil udvikle diabetes – og tallet stiger år for år. Jeg er selv en af de ramte. Og jeg er på ingen måde i tvivl om, at min diabetes skyldes mine mange ekstra kilo. Sådan er det for mange.

Men når vi allerede ved, at type 2-diabetes kan udskydes og i nogle tilfælde helt undgås ved at komme overvægten til livs, bør vi så ikke arbejde hårdere på at modarbejde den stigende overvægt i befolkningen?

Handlingsplanen for diabetes indeholder gode initiativer for, hvordan overvægt og dermed diabetes kan forebygges gennem sund kost og fysisk aktivitet i institutioner, skoler og på bosteder. Men hvad med de af os, der står uden for disse grupper? Og hvad med os, der allerede er svært overvægtige og ikke bare kan smide de overflødige kilo ved at snøre løbeskoene?

Jeg ved af egen erfaring, at der på nuværende tidspunkt ikke tilbydes nok hjælp til de overvægtige danskere, der er i risikogruppen for at udvikle diabetes, og som faktisk har det som deres største ønske at slippe af med de skadelige ekstra kilo.

Jeg oplever, at når jeg som overvægtig går til lægen og tager samtalen om min overvægt op – en samtale, som ofte er svær for begge parter – er svaret, at jeg skal spise mindre og motionere mere. Men det ved jeg jo godt i forvejen.

Mit problem er ikke uvidenhed, men derimod en dårlig cocktail af psykiske og fysiske dæmoner, der holder mig tilbage fra at gøre det, jeg udmærket ved, er nødvendigt. Og jeg ved, at vi er mange, som sidder fast i dette limbo.

Af egen erfaring ved jeg også, at der findes andre muligheder og veje til at lette forholdet til badevægten. Jeg har tidligere været med i et medicinsk forsøg – og som det eneste nogensinde virkede det faktisk for mig. Med medicin som en hjælpende hånd – selvfølgelig i samspil med sund kost og mere motion – tabte jeg mig ca. 20 kilo under forsøget og fik mod på tilværelsen såvel som på at tabe mig yderligere.

Da forsøget sluttede, og jeg igen var overladt til mig selv, gik det galt.

Så kære politikere: Skulle vi ikke arbejde mere målrettet mod at mindske forekomsten af diabetes og andre følgesygdomme af overvægt – også hos dem, der står uden for de kommunale institutioner?

De nuværende forebyggelsesplaner er unægteligt et godt skridt på vejen, men de hjælper ikke os, der lige nu står på egne ben i forhold til at skabe en sundere livsstil. Det koster vores samfund en formue, når vi, der er overvægtige, bliver de store tabere, fordi vi ender med en lang række følgesygdomme, der kræver behandlinger og lægebesøg resten af livet.

Ville det ikke være en god idé at hjælpe os til at tabe os og tilbyde en palet af muligheder frem for det, vi altid hører: Spis mindre.

Ville det ikke være en god idé at tilbyde flere behandlingsmuligheder for overvægt, så færre af os helt undgår at udvikle sygdommen?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: S bremser dansk økonomi med myter

Morten Løkkegaard
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at det er forkert.

Blog: Informationsdeling ligger ikke i efterretningstjenesters DNA

Nauja Lynge
Alligevel ønsker man nu debat om placeringen af Center for Cybersikkerhed, som blev oprettet som en del af Forsvarets Efterretningstjeneste. Dermed er man så omsider åben overfor både kritik og løsningsforslag.

Blog: Dansk Industri hejser det hvide flag

Mikael Jalving
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes?

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her