Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Da det politiske forår kom til Prag

Ikke kun 50-året for ungdomsoprøret i 1968, men også Foråret i Prag fortjener at blive markeret.

Der blev viftet med det tjekkoslovakiske flag i protest, men styrker fra Warszawapagten anført af Sovjetunionen gjorde en ende på Foråret i Prag i august 1968. Arkivfoto: AP

Den 5. januar 1968 blev Antonin Novotny, det tjekkoslovakiske kommunistiske partis konservative leder, afsat. Hans afløser på posten blev slovakken Aleksander Dubcek. Kort tid efter besatte general Svoboda præsidentposten. Hermed var den proces, der siden er kaldt Foråret i Prag, en realitet.

Forud var der gået flere år, hvor kravet om politiske og økonomiske reformer og opgør med det stalinistiske system havde vokset sig stadig stærkere. Ota Sik lancerede i 1966 en økonomisk reform i retning af markedsøkonomi, der mindede en del om en tilsvarende reform i Ungarn kaldet den nye økonomiske mekanisme (Nem).

På den tjekkoslovakiske forfatterkongres i 1967 blev der fremsat hård kritik af landets politiske ledelse. Antonin Novotny og de konservative kræfter i kommunistpartiet kæmpede for deres politiske liv og bad Kreml om hjælp for at få standset reformerne og udskiftningerne på ledende poster, men Sovjetunionens leder, Leonid Bresjnev, afviste at gribe ind.

Det »er jeres sag« (»vashe delo«), sagde han, underforstået, at han godt ville acceptere udskiftninger og forandringer som i Ungarn, men inden for ganske bestemte grænser. Han havde tillid til, at de nye ledere kendte grænserne. ”Venskabet” med Sovjetunionen, kommunistpartiets ledende rolle og princippet om planøkonomi måtte der ikke rokkes ved.

Ungarns János Kádár, der var kommet til efter folkeopstanden i 1956, kendte grænserne for uafhængigheden alt for godt. De tjekkiske reformkommunister var da også helt klar over, at forandringer ikke måtte bryde for dybt med det kommunistiske system.

Kommunisterne skulle stadig have en ”ledende rolle”, blev det sagt, men i den positive betydning. Debat og forskellige synspunkter skulle accepteres, også ikkekommunister og eksempelvis kirken skulle inddrages i beslutningerne. De nye principper blev nedfældet i de såkaldte aprilteser.

Medlemskab af partiet skulle være en frivillig sag, og det gamle nomenklatursystem, hvorefter den kommunistiske partiledelse besatte alle vigtige poster i samfundet, skulle derfor afvikles. I takt med at partiet lempede censuren, voksede opbakningen i befolkningen, men samtidig voksede frygten i Moskva og ikke at forglemme i Ulbrichts DDR og Gomulkas Polen. Her så man ”socialismen med et menneskeligt ansigt” som en trussel.

Reformledelsen i Prag måtte stå skoleret. Samtidig afholdt Warszawapagten militærøvelser for at advare og lægge pres på lederne i Prag. Men reformkommunisterne var ikke til sinds at standse reformprocessen.

Der fandtes godt nok en gruppe i partiet af ortodokse kommunister, men dens indflydelse var begrænset.

En ekstraordinær partikongres i august 1968 skulle stadfæste reformerne og anbefale endnu flere. Det fik lederne i Kreml til at tage beslutningen om at standse Pragforåret gennem brug af rå militær magt.

Den 21. august passerede Warszawapagtstyrker grænsen for at knuse Pragforåret og indsætte en ny Moskva-tro ledelse af det kommunistiske parti.

Det skulle vise sig langt sværere end antaget. Men Bresjnev-doktrinen var født. Først godt et halvt år efter lykkedes det at få indsat en afløser for Aleksander Dubcek. Det blev Gustav Husák, også slovakisk kommunist, men indstillet på at føje Sovjetunionen. Først da var Pragforåret nedkæmpet, og en ”normalisering” af det politiske og økonomiske liv kunne herefter begynde.

Forinden havde det tjekkiske folk ydet en enestående og stærk ikkevoldelig modstand mod besættelsesmagten. Stor opsigt vakte Jan Palachs selvbrænding i protest. Pragforåret og den sovjetiske militærinvasion førte ikke i sig selv til en ny og mere kold krig mellem supermagterne. Men idealet om ”socialisme med et menneskeligt ansigt” var skabt og levede videre.

Reformkommunister i eksil dannede den såkaldte Listy-gruppe, og sidst i 1970’erne oprettede dissidenter med Václav Havel i spidsen Charta 77.

De Moskva-tro kommunistpartier blev svækket i hele Europa som følge af nedkæmpelsen af Pragforåret, og nye eurokommunistiske partier så dagens lys. Helt indtil november 1989 blev Pragforåret fra officielt hold stemplet som en ”kontrarevolution”, men med Gorbatjovs perestrojka og glasnost fra 1985 havde idealerne fra 1968 fået en renæssance.

Da Gorbatjov i 1988 besøgte Prag, optrådte han forsigtigt politisk og samtidig meget diplomatisk, men direkte adspurgt, hvad forskellen er på Pragforåret og reformerne i Sovjetunionen, svarede hans talsmand kort og meget afslørende: »20 år.«

Kort sagt, ikke kun 50-året for ungdomsoprøret i 1968, men også Pragforåret fortjener at blive markeret.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.

Blog: Endelig: EU-toppen er vågnet på asylområdet

Morten Løkkegaard
Antallet af asylansøgere i Europa skal ned. Derfor er opsamlingssteder uden for EU en god idé.

Blog: Kvindekamp handler også om at stille krav

Signe Munk
Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her