Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Giv de 16-årige stemmeret til næste kommunalvalg

Kommunalvalget er veloverstået, og Danmarks befolkning har haft mulighed for at sætte deres aftryk på, hvordan kommunal- og regionaldemokratiet fremover skal udforme sig. Eller rettere sagt: Dem, der af staten var anerkendt som værende myndige, det vil sige over 18 år og altså demokratisk værdige borgere, havde mulighed for at sætte deres kryds.

Når en sådan myndig person går ind i stemmeboksen og afgiver sin stemme, har denne ene person mere indflydelse på det danske demokrati end alle børn og unge tilsammen. Spørgsmålet er så, om det virkelig er retfærdigt? Er det virkelig demokratisk?

Et velfungerende demokrati er baseret på, at så store dele af befolkningen som muligt deltager, når stemmeboksene holder åbent. Derfor bør det at inddrage så mange mennesker som muligt i demokratier være en af de højeste prioriteter, vi som samfund har. En oplagt måde at involvere flere i demokratiet på er at sænke valgretsalderen.

Ved at sænke valgretsalderen vil en helt ny befolkningsgruppe kunne komme til. En befolkningsgruppe, der har et andet perspektiv på tingene og andre idéer og visioner at bidrage med end den gennemsnitlige nuværende vælger.

Når idéen om at sænke valgretsalderen før har været fremført, er det altid grænsen ved 16 år, man har lagt sig fast på. I gennemsnit er folk 16 år, når de er færdige med folkeskolen, og dermed sikrer man sig ved at lægge grænsen der, at alle vælgere har et fælles uddannelsesgrundlag.

Det er netop folkeskolen, som vi alle uddannelsesmæssigt har til fælles. Jeg mener, at en folkeskoleuddannelse er grundlag nok til at opnå demokratisk legitimitet.

Derfor vil jeg komme med et forslag til politikerne. Lad os ved næste kommunalvalg forsøge os med en valgretsalder på 16 år. Hvis det går godt, hvad jeg er overbevist om, at det vil, kan vi altid overveje, om valgalderen skal sænkes yderligere – eller om den lave valgalder skal udvides til at være mere generelt gældende. Men lad os nu give det et skud. For de unges skyld. For fremtidens skyld. For demokratiets skyld.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her