*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Kun et sindslidende samfund lader sig tryne af bevæbnede bøller

Vi er som kulturkreds fanget i en neurotisk vrangforestilling, der vil blive skæbnesvanger for os, hvis vi ikke helbredes for den.

Vi lever på mange måder i en træt tid og et sygt samfund. Et af de områder, hvor udmattelsen viser sig, er i vores syn på staten – og vores stats syn på sig selv. For vores statsmagt opfylder ikke den basale præmis for at være en stat – nemlig at hævde magten til at være det.

Lad os overveje noget af det nærliggende: For tiden hærges vores hovedstad af bandekriminalitet, og de høje herrer bryder dygtigt deres hårdtprøvede hoveder med, om det mon er muligt at forbyde banden Loyal to Familia. At forbyde narkoaraberne fra Blågårdsplads, sådan lyder den machomasterplan, der er perlet frem fra Pape Poulsens pande, men som jo så lige skal granskes af jurafolket, inden den måske kan gennemføres. For juristerne, dem må man aldrig glemme.

En demokratisk verdensmand spørger altid papirnusserne til råds, før han gør, hvad stemmekvæget ønsker sig. Tænk, hvis man kom til at krænke de højere konventionsmagter.

Vi er som kulturkreds fanget i en neurotisk vrangforestilling, der vil blive skæbnesvanger for os, hvis vi ikke helbredes for den: Vi tror, at en lovovertræders liv har samme værdi som et lovlydigt menneskes.

Men o.k., lad os forestille os, at det lykkes – at juristerne faktisk får papirprincipperne til at nærme sig virkelighedens verden, og at Loyal to Familia bliver forbudt. Hvad sker der mon så? Mon de herrer bandebrødre bliver dødsens rædde for den store, stygge statsmagt, der nu har forbudt dem at være dét, de er? Mon Shuaib Khan og vennerne sporenstregs får ærligt arbejde og hyggelige hobbyer?

Ja, det er retoriske spørgsmål. Meningen med dem er at prikke til den fasthed, som jo findes i de fleste af os, men alt for sjældent får lov at komme frem. Tanken er at kalde på instinktets egen afvisning af tidens tåbelighed.

For ja, hele forbudstankegangen er tåbelig. Hvad sker der mon, når man forbyder et logo? Et forsigtigt bud ville være: De, der før har båret det, begynder at bære et andet – for gammel kærlighed ruster sjældent, og narkobander har i al almindelighed råd til at få trykt nye klub-T-shirts. Med andre ord: Forbudsplanen er ikke en løsning. Den er en naivt kortsigtet ønskedrøm om tæmning af det utæmmelige; et strudsehåb om at holde lortet nede, men ingen vilje til faktisk at få det skyllet ud – et symptom på en handlingslammelse, der sidder som en sygdom i selve samfundskroppen, en livsfarlig svækkelse af det civilisatoriske immunforsvar.

Ja, vi er som kulturkreds fanget i en neurotisk vrangforestilling, der vil blive skæbnesvanger for os, hvis vi ikke helbredes for den: Vi tror, at en lovovertræders liv har samme værdi som et lovlydigt menneskes. Vi forestiller os, at disse muntre bandevæsener, simpelthen fordi de tilhører menneskearten, skulle være indehavere af en række umistelige rettigheder, som vi for alt i verden må undgå at trampe på. Så vi udviser velvilje over for dem, selv om de ikke udviser velvilje over for os. For vi er jo gode mennesker, så vi tror på det gode i mennesket – også i dem, der endnu intet godt har gjort.

Eller rettere: Nogle af os tror stadig på disse døde drømme fra det udtjente 20. århundrede.

Andre af os er efterhånden temmelig trætte af principsnak og juristeri. Vi længes efter noget andet.

Hvad længes vi efter? Efter en ny tid og en gammel virkelighed; en verden, hvor hovedsagen ikke er systembevarelse og hellige hensigter, men derimod håndfasthed og handling. Vi drømmer om en vilje til at værne, som igen kan sætte skellet mellem dem, der skal beskyttes af loven, og dem, der skal knuses af loven – mellem os og dem.

Ingen af os véd, om vi får lov at se den slags lyse, hvor det gamle instinktliv bliver ungt i os – og vi igen forstår, at lovens mænd må gøre lovens gerning og nedlægge de rovdyr, som truer fællesskabets liv. Hvis disse vågne dage ikke kommer, slutter vores historie.

Og nej, den såkaldte våbenhvile gør ingen forskel i det større billede. Det er ikke deres langskæggede fædre, de skal ære, men vores uniformerede voldsmonopol, de skal frygte.

For det er kun et sindslidende samfund, der lader sig tryne af bevæbnede bøller – og sådan et samfund har selv kvitteret for sin dødsdom.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Tillid til Alternativet – hvordan?
Hvordan kan man have tillid til, at Alternativet kan lede nogen eller noget, når det ikke engang kan lede sig selv?
Debat: Læserne føres bag lyset
Når ”eksperter” fra eksempelvis Cepos benyttes til at fremføre fordele og ulemper ved konsekvenserne af regeringens og andre partiers politiske forslag, beskrives det sjældent, at disse har en specifik dagsorden.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.

Blog: Europas liberale går forrest i kampen mod falske nyheder

Morten Løkkegaard
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation.
Annonce
Annonce
For 10. år i træk kan Aarhus bryste sig af at have landets bedste sygehus
Aarhus Universitetshospital er kåret som Danmarks bedste store sygehus af fagbladet Dagens Medicin. Det er resultatet af en holdindsats, siger både medarbejdere og ledelse om placeringen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her