Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Som forælder er man nødt til at stille krav og følge dem til dørs uanset hvad

Hvis vi ikke holder fast og tror på vores ret til at bestemme, giver vi op over for børnene.

Dialog med børnene og den positive psykologi er Maria Baldus 100 pct. tilhænger af. Men vi skal vise børnene den rette vej, også selv om vejen er svær. Foto: Stine bidstrup

Tør du tvinge dit barn til god opførsel – for dit barns egen skyld, for skolens og til vores fremtidige samfunds gavn? Hvis du ikke er parat til det, bestemmer dit barn i sidste ende, hvad der er godt for ham eller hende.

Når du har argumenteret og forklaret og lokket med kærlighed og forståelse, og dit barn stadig ikke vil, er du nødt til at sætte handling bag dine ord og få din vilje, ellers får du ikke børn, der bærer dine værdier med sig.

20/10 skrev Joachim Nielsen om det autoritetsløse samfunds påvirkning på vores børn. Han kaldte børnene lidt provokerende for generation U (u for ulidelig). Og de er ulidelige, umulige, uopdragne, skide irriterende, diskuterende og ude af stand til at lære noget, de ikke lige har optur over.

Men hvad gør man så, når man er forælder til et barn i generation U? Man bestemmer og skaber retning. Man bestemmer og stoler på sin ret som forælder til at bestemme. Det handler i sidste ende om tvang, tvang til god opførsel. Altså om at bestemme.

Det er meget svært, når det kommer til stykket. Hvis vi ikke holder fast og tror på vores ret til at bestemme og er tro mod vores værdier og familiens regler, giver vi op over for børnene. Man får det udfald, man forventer, når det handler om læring. Når vores forforståelse af børnene er, at de ”ikke kan”, ”ikke vil”, ”det er for farligt for dem”, ”det er de ikke klar til”, eller ”det er synd for dem”, ”de er trætte”, så er det dét, vi får.

Vores opfattelse farver resultatet af børns præstationer, det hedder Rosenthal-effekten. Og det allermest skræmmende er, at når vi finder på undskyldninger på vores børns vegne for at dække over deres dårlige opførsel, har de altså ikke en chance for at opføre sig bedre.

De fleste forældre er virkelig gode til at bestemme og holde fast i det, de har bestemt, når deres børn er små, før skolealderen, før sproget, og før de for alvor bliver gode til at forhandle og til at diskutere.

Vi kender det alle sammen, det er morgen, vi skal nå på arbejde til et møde eller lignende, og det er tid til at køre i vuggestue. Det er vinter, og flyverdragten skal på. Emilie Elisabeth vil ikke have flyverdragt på og siger højt »nej«, når man har lokket og forklaret uden andet resultat end »nej«. Så tvinger man.

Flyverdragten skal på, vi skal af sted. Og det er okay. For når dragten er på, krammer og kysser vi Emilie Elisabeth, og alt er godt. Vi stod fast, vi kom af sted, og hun accepterede.

Men hvad gør man så, når man ikke kan bruge sin fysik, men kun sine ord, og når kys og kram ikke nødvendigvis virker lige så godt? Man sætter en grænse alligevel, en ægte grænse og står ved den. Og ja, det er svært, virkelig svært, og man kommer i tvivl, om det nu er i orden at bestemme. Men det er det, det er helt i orden.

Lad mig komme med et eksempel. I skal køre hjem til farmor, og Lasse vil ikke tage sikkerhedssele på. Hvad gør du? Du tvinger selvfølgelig. Hvordan? »Lasse, vi skal køre i bil, og du skal have sele på, så du ikke kommer til skade, hvis vi kører galt. Nu sidder jeg her og venter, til du har spændt dig fast.«

Og så venter man. Også selvom I har travlt, også selvom det er surt. Når Lasse så spænder den, siger du »godt gået«, og I kører af sted.

Skal man vente for evigt? Ja, det skal man, for det er sådan, man sætter en grænse uden at skælde ud, uden at give op, og hvor du viser din søn, at du mener, hvad du siger. Man bestemmer ved at stå fast, ved at vente og ved at forvente, at ens barn godt kan leve op til ens krav, ved at tro på, at kravet er i orden, og at det kan lade sig gøre at efterleve det.

Men hvad må man egentlig bestemme? Må man bestemme, at man bliver siddende ved middagsbordet, til alle er færdige? Og hvordan håndhæver man det? Må man bestemme, at den eneste aktivitet, man kan lave efter kl. 20, er læsning på eget værelse? Og hvordan håndhæver man det?

Må man bestemme, at i familien respekterer vi hinanden? Og hvordan sørger man for det? Må man bestemme, at der skal laves lektier på en koncentreret måde? Og hvordan lærer man sine børn det?

Tag en beslutning om, hvad familiens værdier er, hold fast, vis dit barn, at du er der, også selvom de synes, kravet er svært, hold fast og hold ud, tro på, at dit barn bliver stærkere af at følge dine værdier, tro på, at du ved bedst, tag magten.

Når man tager magten, kommunikerer man til børn, at de voksne har styr på det. Min særligt store bekymring er, at vi lærer vores børn et helt forkert fællesskab, hvor voksne ikke bestemmer, og hvor børnene skal skånes for alt det, der potentielt kan gøre ondt, være svært, eller hvor man skal kæmpe.

Voksne bliver i stedet for kærlige autoriteter til servicepersonale. Det er den forventning, børnene vil tage med sig til skolen og til samfundet. Ja, jeg ved godt, at halvdelen af børnene derude i Danmark er dygtige, ansvarsfulde, selvkørende og har fået en god opdragelse. Tak til deres forældre for at leve op til deres ansvar. Og gid I vil være frugtbare.

Ja, vi skal anerkende og se det gode i vores børn og løfte dem videre, vise dem, hvad næste skridt fremad er, og rose dem for deres gode fremgang med det, de laver.

Dialog og den positive psykologi er jeg 100 pct. tilhænger af.

Men vi skal vise dem vejen, også selv om vejen er svær. Som forælder er man nødt til at stille krav og være parat til at følge dem til dørs uanset hvad – og jo før børnene lærer det jo bedre.

En forælder bestemmer – indtil barnet er 18. Og heldigvis for det.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Eksperter: Frygt for ringere ældrehjælp spiller ind, når ældre vælger at flytte tættere på børn og børnebørn

Ønsket om at være tæt på børn og børnebørn får ældre til at overveje at forlade hjembyen og flytte tættere på familien, viser en spørgeundersøgelse. Men også udsigten til ringere hjemmehjælp og ventelister på plejeboliger har betydning for deres beslutning om at flytte, mener eksperter. Kurt Madsen og Ellen Nørgaard forlader Vestjylland for at slå sig ned tættere på familien.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?

Birthe Rønn Hornbech
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret?

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Majbritt Maria Nielsen
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Blog: ”Lykkelænder” eller bloktilskud

Nauja Lynge
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her