Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Var demonstrationen foran retten et tegn på noget dybere og mere alvorligt? Har folket fået nok?

Man kan finde tonsvis af eksempler, der tydeligt viser, at der er noget råddent og uretfærdigt i vores samfund. Denne tilstand, vi befinder os i nu, er ikke holdbar.

Var de vrede demonstranter, som omringede og kastede væske på statsministerens bil foran Retten på Frederiksberg, et udtryk for en mere udbredt utilfredshed i befolkningen? Var demonstrationen et tegn på, at mange i befolkningen har fået nok og gerne vil se, at der skal gælde samme regler for magthaverne og politikerne som for resten af befolkningen? Var demonstrationen et ønske om forandring?

Hvis man har læst nogle af mine indlæg, så ved man godt, at min påstand er, at ”vi” – altså arbejderklassen, middelklassen, masserne – 90 pct. af befolkningen, eller kald “os”, lige hvad du vil, men i hvert fald den del af befolkningen, som ikke sidder på magtfulde positioner og ikke ejer store formuer, vi bliver kun betragtet som arbejdere og forbrugere i dette økonomiske system.

Alligevel oplever jeg ret ofte, når jeg taler med folk, at mange ikke rigtigt tror på et alternativ til det nuværende økonomiske system eller bare helt generelt til den måde, vi har tilrettelagt vores samfund på. De fleste mener, at mange ting i vores samfund og verden kan betegnes som uretfærdigt og bør ændres, og der eksisterer uden tvivl en udbredt utilfredshed hos rigtig mange, men alligevel tror folk ikke rigtigt på, at ændringer kan ske.

Ligeledes er der også mange, som tænker: Hvad nu, hvis et alternativ vil være meget dårligere end det nuværende samfund. Dermed bliver det selvfølgelig også nemmere at forblive i det nuværende, selv om det måske skaber stress, fastlåste, ulykkelige individer, som faktisk ikke helt trives i livet, men mest af alt bare ”overlever”.

Det er selvfølgelig også meget svært at tro på et alternativ, når politikerne, medierne og meningsdannerne konstant præsenterer nuværende samfundsstruktur som naturlov, derfor er det også helt forståeligt, at det bliver svært at tro på andet, når man konstant får samme parole banket ind i hovedet.

Jeg prøver ofte i mine indlæg at skrive om den uretfærdighed, som findes. Mange af de sager, emner, uretfærdigheder, som jeg skriver om, er ikke historiefortællinger, men sande begivenheder, som foregår for øjnene af os alle sammen. F.eks. oplever vi ofte, at der gælder andre regler for politikerne og magthaverne, end der gør for os andre ”almindelige” mennesker. Ligeledes er vi alle sammen klar over, at folk med en magtfuld position i samfundet, med en vigtig titel eller dem med en stor pengepung uden tvivl har meget store fordele fremfor alle ”os” andre.

Lad mig prøve at illustrere den uretfærdighed, som jeg protesterer kraftigt imod:

Jeg har tidligere berørt sygeplejerskerne og deres krav om mere løn og bedre vilkår på sygehusene og gør det igen, for deres konflikt er faktisk et godt eksempel på den uretfærdighed, som jeg mener, der eksisterer mennesker imellem, og som jeg finder problematisk.

Sygeplejerskerne strejkede i 10 uger i løbet af sommeren, i håb om at Mette Frederiksen og co. ville lytte til dem, men det skete ikke. De valgte i stedet at afslutte strejken den 27. august med et regeringsindgreb. Budskabet var tydeligt: Sygeplejerskerne skulle tilbage på arbejdet, og de skulle bare være tilfredse med den almisse, som de fik tilbudt, og som de i første omgang havde sagt nej tak til.

Der er forhåbentlig ikke ret mange, der er uenig i, at der dengang blev gjort ”grin” med sygeplejerskerne, og selv om de blev kaldt frontpersonale og helte under hele coronakrisen, så blev de ydmyget foran hele landet, da de ønskede en smule mere i løn.

Dernæst henvendte Mette Frederiksen sig til sygeplejerskerne grundet de høje smittetal i starten af november og bad dem om at yde en ekstra indsats igen. Forståeligt nok blev sygeplejerskerne rasende over Mettes appel.

Sygeplejerskerne har efterfølgende prøvet at vise deres utilfredshed med ”ulovlige” strejker.

Senest har de under navnet #kollektivopsigelse opfordret til kollektivt at sige op. Operationssygeplejerske Luca Pristed, der stod i spidsen for initiativet, har selv opsagt sin stilling, men blev ikke fulgt af så mange kolleger, som han måske havde håbet og forventet. Men det er også ligegyldigt. For Danske Regioner, arbejdsgiver for sygeplejerskerne, var nemlig ret hurtig ude og sige, at de betragter kollektive opsigelser som et kampskridt. Det ses som en overenskomststridig aktion og kan føre til en dom i Arbejdsretten. Endnu engang siger man til sygeplejerskerne, at de skal holde mund og bare arbejde. Denne gang handler det om sygeplejerskerne, men det kunne også have været pædagogerne, sosu’erne og mange andre faggrupper, der kunne blive tvunget til at blive i arbejdsforhold, som de fandt usunde.

Det er de vilkår og regler, størstedelen af befolkningen må finde sig i.

Dem med en magtfuld position i samfundet eller dem med en stor pengepung har uden tvivl meget store fordele fremfor alle ”os” andre.

Omvendt kan den del af befolkningen, som vi kalder for eliten eller magthaverne, købe sig til indflydelse og står i en helt anden situation i forhold til os andre.

Nedsættelsen af arveafgiften for familieejede virksomheder er et godt eksempel på min påstand. Landets 13 rigeste familier i 2012 går sammen og hyrer et stort lobbyistfirma og derigennem lægger et stort pres på politikerne. Det er familier (Bestseller, Danfoss, Foss, Ecco og Jysk er nogle af dem) med en samlet formue på 161 mia. kr.

Dette pres fører til, at arveafgiften for familieejede virksomheder i 2017 bliver sænket fra 15 til 5 pct. Nedsættelsen vil koste staten omkring 2 mia. kr. i de første par år og dernæst 1 mia. kr. om året.

Disse personer har stor økonomisk magt, som de kan presse politikerne med. I mellemtiden kan vi andre f.eks. prøve at samle 50.000 underskrifter til et borgerforslag og så håbe på, at Folketinget vil drøfte det. Eller vi kan strejke i ugevis, uden det ændrer på ret meget. Vi har overhovedet ikke samme politiske gennemslagskraft, som nogle mennesker har qua deres økonomiske situation.

Man kan finde andre eksempler, der tydeligt viser, at der er noget råddent og uretfærdigt i vores samfund. Det er selvfølgelig op til den enkelte, om man vil betragte det som noget helt naturligt og bare finde sig i det, eller om man mener, at denne tilstand ikke er holdbar og ikke bør holdes i live.

Derfor spørger jeg en gang til: Var demonstrationen, som vi så foran Retten på Frederiksberg, et tegn på en voksende utilfredshed og et ønske om forandringer?

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.