<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Arbejd, arbejd!

Først og fremmest burde der ikke herske nogen tvivl om, at vi i det kapitalistiske system, som vi lever under, bliver betragtet som arbejdere, der sælger vores arbejdskraft, og forbrugere, der køber de produkter, der bliver produceret – ikke ret meget andet.

Alt er, som det var før coronakrisen, og vi er alle sammen tilbage i hamsterhjulet. Statsministeren har udtrykt det klart og tydeligt: »Der er gang i væksten, og den må vi endelig ikke få bremset, tværtimod«. Som statsministeren også fint fik udtrykt på pressemødet i sidste uge, ja, så er det lige meget, om du kan lide dit arbejde. Du SKAL arbejde, uanset om du vil det eller ej. Det skal ikke være lystbetonet at gå på arbejde, dovne homo sapiens!

Jeg kan godt mærke, at det ikke er en nem diskussion, og uanset, hvordan man vender og drejer det, så er der altid en risiko for, at man vil kunne blive misforstået. Jeg ønsker ikke at gå ind i en længere diskussion om reformudspillet. Det er nemlig ikke første gang, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har stået bag et reformudspil, som har forringet vilkårene for de dårligst stillede i dette land. Vi må ikke glemme, at Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister i Helle Thornings reform-amok-regering. I må endelig ikke blive narret af statsministerens billeder på de sociale medier, hvor hun spiser makrelmadder eller sidder med en øl i hånden. Hun er absolut ikke en del af arbejderklassen!

For mig at se er problemet ikke, at folk skal arbejde og tjene ind til føden. Det er de fleste af os nok enige om, at vi er nødt til. Jeg kan også sagtens forstå folk, som bliver provokerede af dem, der ikke arbejder, men i stedet bliver forsørget af det offentlige, især hvis de ikke ”fejler nok” til ikke at kunne varetage et arbejde. Jeg mener derimod, at problemet er at finde i statsministerens retorik og hele den tilgang, der findes i vores samfund, til det enkelte menneske og arbejde kontra arbejdsløs-diskussionen.

Først og fremmest burde der ikke herske nogen tvivl om, at vi i det kapitalistiske system, som vi lever under, bliver betragtet som arbejdere, der sælger vores arbejdskraft, og forbrugere, der køber de produkter, der bliver produceret, ikke ret meget andet. Dette kræver ikke specielt meget ekspertviden at kunne se, men er en kendsgerning.

Så langt, så godt.

Ifølge denne kapitalistiske tankegang (ja, lad os bare kalde det for kapitalistisk tankegang), så er vi kun noget værd qua vores arbejde – altså så længe, at vi kan bruges til at producere og dernæst forbruge. Groft sagt, minder det en smule om slaverne, som kun eksisterede i kraft af deres funktion som slave.

Alt den snak om, at vi skal realisere os igennem vores job, at det skaber stolthed og personlig frihed og lignende, er kun noget, der er blevet skabt, for at det skal give mening, at vi bruger det meste af vores hverdag og liv på arbejdspladsen, ellers er det altså bare noget sniksnak.

Det er også grundet denne kapitalistiske tankegang, at man ser ned på folk, der ikke arbejder. Det virker helt forkert for os, og vi betragter dem som et stort problem. Jeg tænker ikke kun på dem, som ikke gider at arbejde, men også på de tusindvis af mennesker, der ikke kan arbejde, måske grundet psykiske eller fysiske problemer.

Vi har nemlig, takket være denne kapitalistiske tankegang, fået en opfattelse af, at man som menneske ikke kan eller må fejle. Det er heller ikke længere acceptabelt at kræve en tænkepause i livet eller have lyst til at prøve noget helt andet i forhold til sin karriere. Grundet denne tankegang har vi også helt glemt, at man som menneske kan opleve kriser og katastrofer i livet, som kan vende op og ned på det hele. På lignende vis er det nærmest ikke længere acceptabelt, at man som menneske har brug for at føle sig mere værd og ikke kun være noget i kraft af sit arbejde og den titel, man får på arbejdspladsen.

Udviklingen i vores dagpengesystem er et godt eksempel på min påstand. Dagpengesystemet er nemlig gået fra at være uendeligt til i første omgang at blive ændret til at være på 7 år (1993), dernæst 5 år (1995), 4 år (1998) og så helt ned til 2 år (2010). Nu vil regeringen ændre den til 1 år for dimittender. Det burde være tydeligt for enhver, at se at systemet bare vil presse os ud i arbejde så hurtigt som muligt.

Vi har købt forbrugssamfundets præmis om, at vi hele skal præstere og forbruge, og at dette er meningen med livet.

Det er nemlig ikke acceptabelt at få en pause i dette system. Alt i systemet er skruet sammen på en sådan måde, at du ikke får lov til at få en smule ro. Skulle du alligevel på et tidspunkt vove at hoppe ud af hamsterhjulet og præstationssamfundets krav, pga. en sygemelding eller af egen fri vilje, så finder du med det samme ud af, at systemet presser dig i arbejde igen. Uden at du selv er klar over det, så er du i gang med at præstere over for jobcentret. Du bliver pisket, indtil du selv finder et arbejde, ellers må du bare acceptere at komme i praktik i Bilka, Føtex eller Netto i de næste mange år, samtidig med at du skal til uendelige samtaler med de forskellige sagsbehandlere på jobcentret.

Man kan altid finde fine grunde til at legitimere dette system, men sagen er altså, at vi lever i et system, som igennem hele vores opvækst og voksenliv fortæller os, at vi skal præstere og skabe vækst og hele tiden blive bedre. Vi skal hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi hurtigt kan komme ud på arbejdsmarkedet. Ude på arbejdsmarkedet skal det heller ikke gå alt for langsomt. Vi skal være i gang og hele tiden være produktive og helst i et højt tempo. Alt omkring os skal helst være i fuld aktivitet. Vi må ikke trække i håndbremsen. Dette er nærmest blevet meningen med livet.

Men ved I, hvad der er det mest skræmmende i alt dette? Det er, at vi mennesker desværre har accepteret tilstanden.

Vi har købt systemets fortælling om, at vi hele tiden skal være i gang og hele tiden løbe hurtigere og forbruge mere. Vi har accepteret, at vores værdi afhænger af vores præstationer. Vi bilder os selv ind, at vi kun er noget qua vores funktion, som politibetjent, socialrådgiver, pædagog, læge, elektriker m.m. Vi har købt forbrugssamfundets præmis om, at vi hele tiden skal præstere og forbruge, og at dette er meningen med livet.

Det er også skræmmende, når det er de såkaldte røde partier, der udtaler sig akkurat som de borgerlige på dette område. For hvad er så alternativet? Er vi bare sat i verden for at arbejde og forbruge? Der må være et alternativ til denne kapitalistiske tankegang.

Indtil alternativet opstår, skal vi huske på, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde, dovne homo sapiens!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Utku Hayri Güzel (f. 1983), er cand.mag. i mellemøststudier og arbejder som virksomhedskonsulent i Aarhus Kommunes integrationsafdeling. Han er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden han var tre år. I dag bor han i Tranbjerg. Han går ind for reformation af islam, og politisk ligger han til venstre for midten. Han er især optaget af integrationspolitik, islam, mellemøstlig politik, frihedsrettigheder, demokrati og økonomisk ulighed.
Seneste blogs
Af Søren Gade
16.09.21, 16:10
Jeg er umådeligt trist over, at EU blander sig i folks barsel. Som liberal arbejder jeg for at give familier flere valgmuligheder, ikke færre. De nye barselsregler er ikke liberale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
16.09.21, 12:22
Hvorfor træffer skandinaviske kvinder mere kønsstereotype valg end kvinder i resten af verden? Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
16.09.21, 08:56
Danskerne går baglæns i ligestillingsdebatten – hvorfor går de ellers ind for, at kvinder skal pakkes ind, og er imod tvungen barsel til mændene? Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.09.21, 20:25
Først og fremmest burde der ikke herske nogen tvivl om, at vi i det kapitalistiske system, som vi lever under, bliver betragtet som arbejdere, der sælger vores arbejdskraft, og forbrugere, der køber de produkter, der bliver produceret – ikke ret meget andet. Læs mere
Af Mikael Jalving
15.09.21, 13:21
Hvem tænker på børnenes tarv, når det gælder øremærket barsel til mænd? Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.09.21, 10:14
Vil vi have fuld valuta for DA og FH's forslag om øremærket barsel, skal der fuld løn og ingen anciennitetsbestemmelser ind i overenskomsterne. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.09.21, 09:00
Vejen er banet for stormagter, som kiler sig ind og kræver plads i noget, som i værste fald kan ende i en ny kold krig. Hvorfor italesætter regeringen ikke splittelsen i rigsfællesskabet? Læs mere
Af Gitte Seeberg
14.09.21, 15:20
Nyt barselsforslag er et klart skridt mod mere ligestilling. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
14.09.21, 14:20
Naturtalibanerne påstår, at en gammel losseplads er uvurderlig natur. Men vandsalamanderen må flytte sig nogle hundrede meter, så der kan blive plads til, at også politibetjenten og sygeplejersken har råd til at stifte familie i København. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.21, 11:00
10 gode grunde til at prise måltidet. Få problemer er nemlig så store, at de ikke kan løses over et godt måltid. Læs mere