Farlige Kina vil overtage verden, Putin vil os ondt, det iranske præstestyre jagter eksil-iranere herhjemme i Danmark, og vi kunne blive ved. Det er nemt nok at skabe fjendebilleder og forårsage nok frygt i befolkningen til, at de ikke brokker sig, når regeringen fx bruger flere penge på våben, krig, overvågning osv.
Seneste nyhed er det vigtige telefonopkald fra PET til Thomas Rohden, som er formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab og en meget veltalende kritiker af Kina.
I slutningen af 2020 har han sammen med 3 andre kinakritikere efter sigende hjulpet demokratiforkæmper og fhv. parlamentsmedlem Ted Hui ud af Hongkong. Dette har de gjort ved at invitere Ted Hui til fiktive møder i Danmark på trods af, at han havde udrejseforbud pga. kommende retssager. Ted Hui er senere gået i eksil i vesten og bor nu i England.
PET har ringet til bl.a. Thomas Rohden for at advare ham mod at rejse til lande, hvorfra han kan blive udleveret til Kina.
Det lyder som en voldsom reaktion fra kinesernes side, men prøv at lave samme nummer med en palæstinenser, som Israel betragter som en trussel mod landet, eller med en af demonstranterne, der stormede kongressen i Washington. Mon ikke man ville få samme reaktion fra USA eller Israels side?
Min påstand er, at denne historie endnu engang handler om at skabe et fjendebillede af Kina.
Førhen var det primært Rusland, som politikerne og medierne fremhævede som en trussel mod vesten og verdensfreden, men inden for de sidste par år har Kina indtaget denne rolle.
Når Kina bliver kritiseret, handler det som regel om den kinesiske statskontrol af befolkningen og behandlingen af muslimerne i Kinas Xinjiang-provins.
I forhold til statskontrol vil nogle argumentere for, at alle stater udøver en form for kontrol over deres befolkning, heriblandt også de vestlige lande. Vi har fx også kameraovervågning overalt herhjemme eller fingeraftrykssystemer i sammenhæng med pas- og identitetskontrol osv. Derudover kan man argumentere for, at regeringen med den nye epidemilov får mulighed for at tvangsindsamle oplysninger om vores færden mv. Vores cpr-nummerregistre kan også siges at være et fint redskab til at kontrollere en hel befolkning. Forestil jer lige dette register i en autoritær leders hænder!
Når det kommer til Vestens kritik af kinesernes behandling af muslimerne, er det tragikomisk, at man lige pludselig taler muslimernes sag i Kina, men i forhold til Palæstina siger man ikke et eneste ord, selvom hele verden er og i årtier har været vidne til Israels behandling af palæstinenserne.
Det ville i hvert fald gøre Rohden og hans kammeraters kamp for muslimerne mere troværdig, hvis de også råbte op for palæstinenserne, afghanerne, irakerne, libyerne, syrerne osv. De har alle lidt under vestlige bombardementer.
For mig virker deres kritik af Kina ikke oprigtigt, idet de bl.a. ikke kritiserer de vestlige landes aggressioner. Det virker, som om de bare har indtaget deres position i den vestlige smedekampagne mod Iran, Kina og Rusland.
De fleste, der læser mine blogindlæg, ved, at jeg er ikke den store Anders Fogh-fan, men jeg har respekt for hans ærlighed, når han som tilbage i november 2020 i programmet, ‘Clement kalder Jorden’ sagde: “Vi har brug for en politibetjent til at genoprette international lov og orden, og der er kun USA til at gøre det.”
Anders Fogh påstod også i samme program, at det var gået galt i Libyen, Egypten, Syrien, Iran, Tyrkiet osv., kun fordi USA havde tøvet med at blande sig.
Selvom jeg er uenig med Fogh, har jeg respekt for hans ærlighed. At USA skal styre verden, mens vi andre gør, som de fortæller os, er vel kort sagt det, som Danmarks tidligere statsminister abonnerer på.
Lige-ud-af-posen-snak i stedet for den samme fortælling om at kineserne og russerne er farlige og vil angribe vores demokratier.
Jeg siger ikke, at alt er perfekt i Kina, Rusland osv., men man skal heller ikke tro på alt, hvad Rohden og andre kinakritikere fortæller os. Husk nu på, at før Irak-krigen fortalte Blair, Bush og Fogh os, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, var indblandet i angrebet på World Trade Center, at landet finansierede international terrorisme osv. Intet af det har vist sig at være sandt.
Det er nemt nok at skabe fjendebilleder.
Min påstand er, at det hele i bund og grund handler om magtforhold. Engang var Sovjet en trussel, så var det Rusland i en periode, og i dag har vi et stærk Kina, som især økonomisk har musklerne til at blive en trussel mod USA. Derfor kæmper USA ihærdigt for at forhindre Kina i at få indflydelse i flere lande. Amerikanernes strategi er, at hvis man ikke kan vinde over modstanderen med fairplay, så starter man i stedet en international smædekampagne mod dem.
Jeg bliver endnu engang nødt til at pointere, at Danmarks interesser skal komme i første række, og dansk udenrigspolitik skal formes på Christiansborg og ikke blive dikteret fra Washington.