Nærmer vi os ikke med hastige skridt et udgangsforbud?
Det er helt vildt, som tingene bare har udviklet sig. Vi er gået fra, at mange af os ikke helt troede på fortællingen om corona-virussen. Vi tænkte, at det nok bare er medierne, som overdriver og vil sælge nogle nyheder. Ja, vi gjorde sågar grin med det kinesiske flag, hvor virussen først blev set. Eller måske tænkte vi, at det som sædvanligt igen er galt et sted langt væk fra trygge Danmark. Vi har det jo så godt herhjemme i Danmark. Ja, lige bortset fra et par hundredetusinde muslimer, som vil ødelægge vores dejlige Danmark, har vi det faktisk meget hyggeligt herhjemme.
Nu har virkeligheden ramt, og den kan mærkes. Jo, men hvordan kan den egentlig mærkes? Nogle af os sidder og arbejder hjemmefra, imens vi passer børnene. Det i sig selv er en helt ny hverdag, men den del er vel heller ikke helt så slemt, vel? Selvom det kan være svært at finde arbejdsro.
Derudover følger de fleste af os med i nyhederne og prøver at holde os orienterede. Ja, vi bliver da bekymrede, når tallene stiger dag for dag, og selvom Mette Frederiksen ikke længere kan skabe samme katastrofefilm-stemning, som hun kunne den aften, hvor hun lukkede Danmark ned, så står de fleste af os fortsat klar foran fjernsynet, når hun holder et nyt pressemøde.
Men derudover har de fleste af os ikke helt mærket virkeligheden. Jo, der er blevet lidt mere stille ude i butikkerne, og der er færre biler på vejene, men den del er vel også helt ok. Vi brokker os alligevel altid over de mange biler, der forurener miljøet og forsinker os i trafikken, så væk med dem. Vi har måske mærket det ved, at flere af os ikke længere mødes med venner og bekendte, ja, sågar heller ikke med andre familiemedlemmer. Men før corana-virussen levede vi også i en tid, hvor mennesker ikke længere havde tid eller lyst til hinanden, og hvor vi nøjedes med at sende en sms eller betragtede et like-tegn på de socialmedier som menneskelig kontakt. Så på den front er der vel heller ikke sket det helt store.
Vi ser dog fortsat, at de unge og livsnyderne, eller idioterne vil nogle kalde dem, sidde på caféer, værtshuse og vandpibecaféer, som om intet var hændt. Jeg læste forleden et interview, hvor journalisten besøgte flere vandpibecaféer i Kbh og talte med gæsterne, om de ikke var bekymrede for corona-virussen. Når man så læser, at nogle af gæsterne svarer med, at ‘Allah bestemmer, om man skal dø eller ej,’ så får man da lyst til at tage den vandpibeslange og putte den op i r.... på dem. Helt ærligt, hvor dum har man lov til at være? Men idioter findes over alt og fandtes også før corona-virussen, så igen intet nyt på den front.
Vi kommer muligvis til at mærke de økonomiske negative effekter af denne krise. Men økonomiske negative effekter mærkede vi også i 2008. Dengang var det en anden pandemi, der slog til, nemlig den kapitalistiske grådighed. Lad os håbe, at den økonomiske krise ikke bliver alt for slem denne gang.
Derudover mærker i hvert fald dem af os, som tager virussen alvorligt, at vi er blevet mere påpasselige med at hilse på hinanden. Vi holder også den fysiske afstand i ave, når vi møder hinanden. Flere af os har måske også oplevet, at skulle man hoste eller nyse nede i dagligvarerbutikken, så bliver der kigget mærkeligt på en, og folk går meget hurtigt forbi og holder sig på afstand. Jo, vi er vel blevet en smule paranoide.
Det er fandme også svært at blive helt klog på virussen. Nogle siger, at man får symptomer ligesom ved en almindelig influenza. Andre siger, at den ikke minder om influenza eller forkølelse, den kommer mere snigende, og man oplever det som vejrtrækningsbesvær.
Det, at man kan være smittet uden at vide det, er da heller ikke helt så nemt at have med at gøre. Der kan åbenbart gå op til 14 dage, før man ser symptomerne. Denne virus er sgu ikke så medgørlig. Derudover kan man se videoer eller læse opslag fra flere læger og sygeplejersker, der fortæller, hvor slemt det står til på de danske sygehuse. Det er heller ikke betryggende at høre fra myndighederne, at mange flere vil blive smittet, og at det egentlig handler om at bremse selve smittehastigheden. Og hvorfor hulen tester de ikke os alle sammen? Hold kæft mand, jeg prøvede at skabe en katastrofefilm-stemning, men jeg lyder mere som en paranoid. Er det mon også en del af sygdommen?
Nej, spøg til side. Vi skal tage sygdommen seriøst, selvfølgelig uden at gå i panik.
Men ved I hvad, i disse mørke tider og med Mette Frederiksens katastrofefilm-stemnings-pressemøder, så var det dejligt at se vores alle sammens dronning på tv. Som en sød bedstemor kom hun ud og fortalte hele landet, at nu skal I opføre jer pænt og lytte til, hvad de voksne fortæller jer. Ja, vi sad alle sammen spændt og lyttede til vores kære dronning. For en kort stund var det som at være tilbage i barndommen, hvor man sad med familien og så hende holde hendes nytårstale. Det var gode tider, som vi desværre mangler nu om dage. Det er da også vildt, som 2020 har været indtil videre.
Men udover at se vores kære dronning på tv, så er der også andet lys og håb at finde derude. Kineserne fortæller, at de er ved at få styr på virussen, og de har sågar sendt læger og medicinsk udstyr til Italien. Ja, imens de andre EU-lande ikke svarede, dengang Italien bad om hjælp, så kom farlige, kommunistiske Kina til undsætning. Derudover har Fidel Castros Cuba også sendt læger til flere lande, heriblandt til Italien. Castros kommunistiske Cuba har også tilladt et britisk krydstogtskib med corona-smittede om bord at sejle ind i cubansk havn. Dette efter, at skibet blev nægtet adgang af flere andre lande. Måske er de ikke så slemme de der kommunister.
Jeg tror nu ikke på det, men måske kunne denne krise være med til at bløde lidt op i forhold til Vestens propaganda over for de kommunistiske/socialistiske stater. Måske kunne krisen også være med til at skabe en ny verdensorden, der ikke er domineret af amerikanernes hardcore kapitalisme, hvor kun vækst er i fokus, uanset hvad det måtte koste, og hvor der altid bliver skabt en splittet verden med gode og onde stater, men en verden, hvor fred og mere humane værdier kan få en meget større rolle.
Ja, man kan vel ikke meget andet end at håbe i disse tider. Vi må stole på, at myndighederne fortæller os hele sandheden, og ellers fortsætte med at følge deres anvisninger.
Man plejer at sige, at der altid er lys for enden af tunellen, og det samme må vi også håbe i forhold til denne krise.
