Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Drop al indenrigsflyvning i Danmark

Statsministerens udmelding om grøn indenrigsflyvning 2030 er i mine øjne en eklatant klimamæssig maveplasker.

Statsministeren havde knapt sagt det sidste ord i sin nytårstale til os alle sammen, før mit Twitter-feed var fyldt med rosende ord om talens indhold. Og ret skal være ret: Det var bestemt opløftende, at statsministeren langt om længe satte positivt fokus på Danmarks rolle i EU, meldte sig på banen som forsvarer af fri abort og alle kvinders ret over egen krop, og sågar fandt et par venlige ord at sige om kulturen og kunsten.

Og som den grønne politiker jeg er, spidsede jeg selvfølgelig også øre, da statsministeren i talen slog fast at: ”…først og fremmest skal vi løse vores tids største og vigtigste udfordring: Klimakrisen”. Og fortsatte med en flot verbal trompetfanfare: ”Vi skal kollektivt være lige så utålmodige, som kloden har brug for”.

Wauw… det var som om, taleskriveren i statsministeriet havde ladet sig inspirere af J.F. Kennedys berømte tale fra 1962, hvor han udtalte de berømte ord: ”We choose to go to the Moon in this decade and do other things, not because they are easy, but because they are hard”.

Sådan. Endelig trådte regeringen i karakter, tog sit ansvar på sig og begyndte at se klimakatastrofen i øjnene. Troede jeg. Men nej, for umiddelbart bagefter indviede statsministeren os i hendes og regeringens konkrete planer: ”Derfor vil regeringen sætte et ambitiøst mål: Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark”.

Igen dette historiske ekko fra J. F. Kennedys tale. Men her stopper sammenligningen også. For der er altså ikke meget historisk vingesus over en grøn indenrigsafgang. Vi skal nemlig slet ikke flyve indenrigs i et lille land som Danmark. Folk med indsigt i branchen skønner, at selv grønne kortdistanceflyvninger, af den type, statsministeren taler om, er klimamæssigt uforsvarlige. Luftfartsselskaber som Air France og KLM er derfor også for længst gået i gang med at nedlægge en række af deres indenrigsruter for at lade dem erstatte af højhastighedstog.

Statsministerens udmelding om grøn indenrigsflyvning 2030 er i mine øjne en eklatant klimamæssig maveplasker. Hvis Frie Grønne og jeg havde magt som vi har agt, havde klimaafsnittet i nytårstalen set helt anderledes ud. Vores udmelding ville være at afvikle al indenrigsflyvning inden 2030 og til gengæld indføre højhastighedstog mellem de fire største byer: Aalborg, Aarhus, Odense og København.

Dernæst erklære Danmark i klima-nødstilstand. Hvilket blandt andet ville betyde, at vi med øjeblikkelig virkning indstillede alle motorvejsudvidelser. Til gengæld skulle den kollektive trafik i de fire største byer være gratis - lige som de er i Auckland i New Zealand - og selv i landkommunerne skulle bussen komme minimum hver halve time.

Prikken over klima-i’et: Landbrugets kødproduktion skulle halveres inden 2030 og udfases med 90% inden 2035. Til gengæld skulle økologisk plantebaseret landbrug markant opprioriteres på alle de områder, man kan forestille sig: Med omlægningstilskud, øget forskning og forbedrede grønne landbrugsuddannelser.

Men det var ikke min tale, statsministeren holdt. Hun holdt sin egen. Åbenbart til støttepartiernes store tilfredshed. Sådan så det i hvert fald ud i mit Twitter-feed.

Men jeg er jeg ikke tilfreds. Overhovedet. Min irritation over grønne festtaler tog blot endnu et hak op ad. For det eneste, der gælder i mit regnskab, er grøn, ansvarlig og ikke mindst konkret handlinger. Her og nu, ikke om ti, femten, tyve år, hvor et eller andet magisk teknologisk gennembrud ifølge Socialdemokratiet vil falde ned fra himlen og løse alle vores problemer.

Nej, det der er brug for, er at have modet til at se problemerne direkte i øjnene og resolut og ansvarligt handle derefter. Og sige det som det er: Det her kommer til at koste.

For hver dag vi lader stå til, vil prisen kun blive større. Heldigvis kender vi problemets omfang, vi har også alle løsningerne. Det, vi stadig mangler, er modet til at træffe de ubehagelige prioriteringer, der for én gangs skyld tager afsæt i vores børn og børnebørns behov og ikke i vores egne. I stedet for ubehagelige prioriteringer kan vi også bare kalde dem voksne og modne prioriteringer. Lad os få mange flere af dem i 2022.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen