<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Aldrig har jeg forestillet mig, at jeg blev politisk og kulturelt fremmed i mit eget land. Men det er jeg i dag

Der ruller en politisk tidsånd hen over det land, jeg har boet i hele mit liv, som jeg hverken forstår eller er enig i.

Jeg bliver snart 67 år. Så uden overdrivelse kan jeg vel godt tillade mig at sige, at jeg er ved at være en ældre herre. I det meste af mit liv har jeg været politisk aktiv, langt de fleste år ved siden af mit professionelle arbejde. For jeg har altid arbejdet – faktisk tør jeg godt vove den påstand, at jeg er det - eller en af de - medlem i Folketinget, der har mest arbejdserfaring med mig ind på Christiansborg.

Over 30 år er det blevet til. I alle typer job, lige fra lagerarbejder, truckfører, pædagogmedhjælper og gadearbejder over kulturleder, journalist og rektor til direktør. Oven i havde jeg også seks års byrådserfaring fra Aarhus Byråd med mig i bagagen, inden jeg blev valgt ind i Folketinget for ti år siden.

Jeg har med andre ord set det her samfund fra mange forskellige vinkler. Og jeg har været med til at træffe alle mulige og umulige beslutninger gennem årene. Nogle, som kun havde konsekvens for den arbejdsplads jeg var leder af, og andre, som fik betydning for en hel by eller et helt land.

Igennem alle årene, har jeg arbejdet godt og konstruktivt sammen med mennesker, jeg ikke var politisk enig med. Og jeg har forsøgt så godt, jeg kunne, at gå efter bolden og ikke manden eller kvinden. Selv da jeg var medlem af det radikale venstre, så jeg ikke mig selv som hverken borgerlig eller liberal, men derimod som en del af venstrefløjen. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke har haft mange gode borgerlige og liberale venner, og jeg har alle dage haft respekt for humanistisk borgerlighed og socialkonservativ ansvarlighed, når jeg er stødt på den.

Tilsvarende har jeg altid haft det svært med dogmatisme. Mere end én gang har jeg oplevet at befinde mig i politisk krydsild, fordi jeg bakkede mine borgerlige politiske kollegaer op, frem for at rette ind i efter en firkantet lejrtænkning.

Et oplagt eksempel kunne være min medvirken til, at Venstre fik deres første borgmesterpost i Aarhus. Normalt ville jeg altid pege på en kandidat fra venstrefløjen, i praksis som regel en socialdemokrat. Men ved valget i 2000 var Louise Gade ganske enkelt en langt bedre kandidat til posten, end ham, Socialdemokratiet stillede med. Dette valg måtte jeg høre meget for.

Et andet eksempel var, da jeg som kulturminister indstillede til, at venstremanden Lars Krarup skulle beholde sin formandspost i Sport Event Denmark. Han gjorde det jo glimrende – hvorfor i alverden skulle han vige pladsen for en anden, blot fordi Danmark havde fået ny regering? Det var ikke så få i mit politiske bagland, der tog denne beslutning særdeles ilde op.

Havde jeg handlet anderledes i de to ovennævnte situationer, ville jeg have givet efter for det, jeg kalder firkantet lejrtænkning.

Åbenbart er Anden Verdenskrigs grusomheder kommet så meget på afstand, at vores regering ikke ryster på hånden, når de overvejer at tvangstilbagesende flygtninge til en massemorder, når de underskriver samarbejdsaftaler med et semi-diktatur

Hvorfor skriver jeg alt dette?

Fordi ovenstående er det jeg forstår ved ordentlighed og redeligt politisk arbejde. Men sådan er det vist ikke rigtig længere. Den firkantede lejrtænkning trives for tiden. Det lader til, at vi ikke længere er enige om, hvad det danske samfund er og bør være.

Der ruller en politisk tidsånd hen over det land, jeg har boet i hele mit liv, som jeg hverken forstår eller er enig i. Nu skal man føle sig dansk i hjertet for at kunne kalde sig dansker. Man skal hilse på en bestemt måde for at kunne kalde sig dansker. Man skal tro på en bestemt måde for at kunne kalde sig dansker.

På lidt over tyve år har mit land forandret sig, så jeg sidder med en reel oplevelse af at være i kulturelt og politisk eksil. Jeg er født og opvokset på en dansk folkehøjskole. Jeg har taget mine uddannelser i Danmark. Jeg har fået børn og børnebørn her. Min familie har gennem generationer bidraget politisk og fagligt til at gøre Danmark til et samfund, hvor alle skulle have en chance. Ikke mindst hvis man var flygtning.

Aldrig har jeg forestillet mig, at jeg skulle opleve, at jeg blev politisk og kulturelt fremmed i mit eget land. Men det er jeg i dag.

Årsagen er, at det store politiske flertal på Christiansborg i dag bekender sig til en radikaliseret nationalkonservativ, kristen forståelse af verden. Hvor det er nationalitet, religion og etnicitet, der afgør, om man hører til eller ej. Hvor det er blevet en dyd at gøre op med menneskerettighederne, konventionerne og de internationale spilleregler. Hvor man trækker på skuldrene af alt det, vi lærte af Anden Verdenskrig. Hvor man har glemt, hvorfor de dengang sagde: Aldrig igen.

Men åbenbart er Anden Verdenskrigs grusomheder kommet så meget på afstand, at vores regering ikke ryster på hånden, når de overvejer at tvangstilbagesende flygtninge til en massemorder, når de underskriver samarbejdsaftaler med et semi-diktatur eller for den sags skyld, når de besøger lederen af et apartheidland midt i en valgkamp.

Dette højreskred, koblet med en kulturel snobben-nedad, er en giftig cocktail. Toneangivende regeringsprofiler går igen og igen ud med konfliktoptrappende fjendebilleder om ”de rigtige danskere” i provinsen og så ”eliten” på Østerbro. Mellem borgerne i byerne og borgerne på landet. Dette sug efter at sætte befolkningsgrupper op imod hinanden er set før. Konfliktoptrapning, fjendebilleder, dem og os-retorik.

Og helt ned til udpegning af, hvor ”de forkerte” bor – om det så er på Østerbro eller i Vollsmose. Det er gruopvækkende - er vi virkelig ikke blevet klogere! Det var jo for pokker netop derfor, FN blev etableret. Det var derfor, vi skrev Menneskerettighedserklæringen og konventionerne.

Det var derfor, EU blev etableret. Fordi vi aldrig, aldrig igen skulle opleve den rædsel og menneskelige fornedrelse, som uvægerligt bliver resultatet af radikaliseret, dogmatisk nationalisme og religion.

Forleden, den 4. maj, satte jeg lys i vinduerne, ligesom mine morforældre og forældre engang gjorde det i de samme vinduer. De var klar til at kæmpe for Danmarks frihed - også selvom prisen var høj. Selvfølgelig kunne jeg bruge min alder som undskyldning, men jeg har ikke tænkt mig at give op.

Jeg bliver ved, lader lysene i vinduet brænde for alle og enhver, og arbejder videre for det mangfoldige, nysgerrige Danmark, jeg ved findes derinde bag den daglige strøm af rædselsfuld, nationalkonservativ makrelmads-pladder.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Uffe Elbæk (f. 1954) er rigtig meget forhenværende: iværksætter, rektor, direktør, byrådsmedlem, bestyrelsesformand, kulturminister og ikke mindst partileder. Dog er han endnu nuværende anarkistisk og kulturradikal blogger, medlem af Folketinget og Frie Grønne.
Seneste blogs
Af Pia Kjærsgaard
18.06.21, 12:42
Regeringen skal spille med åbne kort – ikke bruge myndighederne som bølgebrydere. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.06.21, 11:00
Det er bekymrende, når fagfolk sår tvivl om, hvorvidt de jurister, der uddannes nu, er dygtige nok. Den advarsel kan man ikke sidde overhørig. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.06.21, 21:01
Måske skal også grønlandske politikere besinde sig på, at medierne agerer vagthund over for magtmisbrug. Læs mere
Af Louis Jacobsen
17.06.21, 20:45
Sygeplejerskerne viser mod ved at insistere på blive både hørt og taget alvorligt. Læs mere
Af Utku H. Güzel
17.06.21, 20:19
Billederne af holdkammeraternes beskyttende-cirkel omkring Eriksen, sekunderne efter hans kollaps og alle de ‘god bedring’ beskeder som både fansene, men også mange andre kendte og ukendte personer, sendte til Eriksen, fik mig til at tænke på, at vi som mennesker faktisk godt kan samles om én ting, nemlig vigtigheden af et menneskeliv. Læs mere
Af Carolina M. Maier
17.06.21, 13:00
Alt for mange bruger alt for ofte alt for meget tid på brok og kvæl. Episoden i Parken mindede os om, hvor meget kostbar tid vi risikerer at spilde i vores liv på knubbede ord. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
15.06.21, 16:47
Det er helt i orden at mobbe medlemmer af Krifa, mener SF's folketingsmedlem. Læs mere
Af Henrik Dahl
15.06.21, 09:15
Kampen imod aktivistisk skodforskning er ikke blot en politisk markering. Det er en kamp for at beskytte fredelige og uskyldige borgere imod, at komplet skøre teorier pludselig bliver gjort til den virkelighed, de er nødt til at acceptere. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.06.21, 12:10
Peter Starup kan ikke se for sig, at Danmark tager et opgør med måden at fortolke de internationale konventioner på. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.06.21, 10:00
Et sundt samfund reflekterer over tidens toneangivende sandheder og ligger hverken under for magelighed eller konspirationsteorier om hudfarve og køn. Læs mere