<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kanariefuglen kvidrer endnu

Ud med dansk trumpisme og nationalkonservativ identitetspolitik og ind med internationalt samarbejde, demokratisk sindelag og respekt for mangfoldigheden.

Jeg har nu skrevet tilstrækkeligt mange blogs her på siden til, at jeg allerede kan forudse kommentarsporet på denne blog. Og fred med det. Der er jo nok en redaktionel grund til, at jeg er blevet bedt om at dele mine meninger og verdenssyn med jer. For nogen skal for pokker gå op imod den uendelige strøm af nationalkonservativt sludder og nostalgisk identitetspolitik, der ikke bare dominerer nærværende blogunivers, men også mange af avisens ledere. Og sagt med det samme: Jeg påtager mig gerne rollen som kanariefuglen i minen. Men husk: Når den falder ned af pinden, er der først fare på færde.

Hvad vil jeg sige med ovenstående? Jo, selv om der åbenbart lige nu er flere og flere både på som uden for Christiansborg, der åbenbart slutter op om den nationalkonservative fane, så er vi altså stadig mange, som ikke gør. Og det gør vi ikke af følgende tre grunde, blandt andre.

For det første er langt de fleste af de helt store udfordringer vi står overfor, det man kunne kalde problemer uden pas. Dvs. problemer som overskrider og ignorerer landegrænserne. Tag bare klimakollapset eller flygtningeproblemet. Jeg kunne også nævne finanskrisen, narkohandel, trafficking, våbenhandel. Fortsæt selv listen over udfordringer og problemstillinger, som enten er bedøvende ligeglade eller ligefrem trives med nationale grænser.

Hvordan i alverden skal vi kunne løse de nævnte problemer uden et stærkt internationalt samarbejde? Ja, et stærkt europæisk samarbejde? Det ligefrem råber til himlen, at flere og flere læner sig op af en nostalgisk politisk løsningsmodel om, at hvert enkelt land ordner sine egne problemer. For de eneste, der vinder ved den løsningsmodel, er finanskapitalister, våbenhandlere, menneskesmuglere og den sorte fossile industri. Fed klub at være medlem af…

For det andet kan vi ikke se, at det skulle være byerne og de højtuddannede, der er problemet i Danmark. Heller ikke selv om vi lige for øjeblikket får tudet ørerne fulde af den fortælling. Der er et sug hos mange magtfulde meningsdannere om at få opdelt befolkningen i de rigtig gæve industriproducerende danskere, der bor i provinsen, og de mistænkelige højtuddannede vidensarbejdere i de større byer.

Det er ikke bare identitetspolitik for fuld hammer, det er manipulation, der vil noget. Og hvem vinder i denne dem-og-os-retorik? I hvert fald ikke fællesskabet. Og slet ikke vores fælles vidensniveau. Come on – vi er små 6 millioner mennesker. Det svarer til en mindre provinsby i Kina. Har vi virkelig råd til at dyrke denne nationale konfliktfortælling? Nej, selvfølgelig har vi ikke det.

Igen er problemet forkert formuleret. Og dermed bliver løsningen jo derefter. Har vi ingenting lært af Løkke Rasmussens totalt fejlslagne planøkonomiske og antiintellektuelle udflytning af statslige arbejdspladser? Resultatet blev et forudsigeligt kvalitetstab i sagsbehandlingen og et enormt videnstab.

Denne symbolpolitiske leflen for et forestillet folkedyb gjorde på ingen måde op med økonomisk skævvridning og stigende ulighed, hvad der ellers var begrundelsen for hele øvelsen. Den gjorde det blot endnu lettere for provinsen og byerne at have fordomme om hinanden – men det lykkedes så til gengæld også så godt, at man næsten kunne tro, det var det, der var meningen.

Hvis vi virkelig ønsker at gøre noget reelt ved den stigende ulighed i Danmark, er løsningen ikke at sætte Aarhus og København op mod resten af landet. Men derimod at gøre noget ved den største ulighedsskabende faktor af alle: Om du lejer eller ejer din bolig. Det er der, der skal sættes ind. Med en fast og fair skattepolitik, der beskatter fortjeneste ved salg af fast ejendom.

For det tredje står vi for første gang med en ungdoms-generation, som ikke kan se frem til et bedre liv end deres forældres. Hverken når det gælder uddannelse, arbejde eller økonomi. De ældre har deres friværdi, pensionsordninger og tidlige pensionsalder. De unge bliver presset igennem uddannelsessystemet og kan se frem til ikke bare ringere pensionsordninger men også markant flere år på arbejdsmarkedet. Den ældre generation vandt. Den unge generation tabte.

Det er derfor, vi er mange som mener, at den nationalkonservative dagsorden er det sidste, Danmark har brug for. Fordi den svækker det internationale samarbejde, der som det eneste kan løse de grænseoverskridende problemer. Fordi den unødigt og respektløst sætter provins op imod by. Og fordi den prioriterer fortid fremfor fremtid. Kort sagt: Nationalkonservatismen er en taberstrategi. Og det er det sidste vi har brug for lige nu.

Derimod har vi brug for at gøre op med en boligpolitik, der skaber dyb ulighed mellem ejer og lejere. Vi har brug for at det går godt for vores større bysamfund, såvel som for landkommunerne. Vi har brug for at de unge kommer ud af hamsterhjulet og kan se frem til et meningsfuldt og fleksibelt arbejdsliv. Og ikke mindst har vi brug for at melde os ind i verden igen. Ligesom de har gjort i USA. Ud med dansk trumpisme og nationalkonservativ identitetspolitik og ind med internationalt samarbejde, demokratisk sindelag og respekt for mangfoldigheden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Uffe Elbæk (f. 1954) er rigtig meget forhenværende: iværksætter, rektor, direktør, byrådsmedlem, bestyrelsesformand, kulturminister og ikke mindst partileder. Dog er han endnu nuværende anarkistisk og kulturradikal blogger, medlem af Folketinget og Frie Grønne.
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
14.05.21, 08:25
"Man dukker sig, venter på, at tingene ændrer sig, vender tilbage til normalen, indtil det igen er tid til at søge dækning og vente på, at tingene går over. Ingen er interesseret i en løsning og trækker tiden i langdrag", siger min veninde i Tel Aviv. Læs mere
Af Gitte Seeberg
13.05.21, 16:53
Det er naivt og ude at proportioner at tro, at man kan købe sig til politisk indflydelse for 20.000 kroner Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.05.21, 16:02
Dommedagsprofeterne om konsekvenserne af Storbritanniens farvel til EU har det svært for tiden. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.05.21, 13:30
Landets tungeste kunstmuseum kalder til pseudodebat mellem ligesindede. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere
Af Henrik Dahl
11.05.21, 13:30
Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Læs mere
Af Utku H. Güzel
11.05.21, 12:45
Der eksisterer en ulmende utilfredshed i alle lande, og så længe uligheden vil vokse, og historier om grådighed vil fortsætte, ja, så vil der mangle brød til de fattige, men også mangle fred for de rige. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
11.05.21, 08:00
Når vi lader som om, vi er ubekymrede over for terrorangreb, så har vi allerede tabt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.05.21, 21:34
Den livsild, der brændte så stærkt, er slukket. Læs mere