Lad mig starte med konklusionen: Jeg har simpelthen fået nok af højrefløjens klistrede identitetspolitik og omklamrende nationalisme. Derfor bliver jeg nødt til at sige højt og tydeligt, så det ikke kan misforstås: Jeg er mindst lige så meget skandinav, europæer og verdensborger, som jeg er dansker. Og hvis jeg skal vælge, vil jeg heller være skandinav, europæer og verdensborger end jeg vil være dansk. Og det skriver jeg, selvom jeg elsker at bo det sted, jeg bor, jeg elsker mit sprog og jeg elsker den kultur, jeg er rundet af.
Men i mere end 20 år har jeg nærmest hver eneste dag kunne høre udsagn som, at dansk kultur er truet, og at der er brug for at styrke den folkelige opbakning til fædrelandet. Denne nationalistiske identitetspolitiske kampagne startede ude i periferien af den politiske debat, derude hvor Dansk Folkeparti holdt til i slut-90erne. I starten var der ikke rigtig nogen, der tog notits af den opskruede, for ikke at sige forskruede, retorik.
Men partiet og ikke mindst de holdninger, de var og er eksponent for, blev mere og mere mainstream. Først spredte den nationalistiske tone sig ind i de nationalkonservative kredse. Herfra hoppede det over i socialdemokratiet, som ellers havde en statsminister der i sin tid præcist udtalte, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene.
Det var den gang.
Nu er der ikke nogen væsentlig forskel mellem det, socialdemokratiske ministre siger og det, de politiske profiler i Dansk Folkeparti går ud med. Måske lykkes det endda socialdemokraterne at være endnu mere nationalistiske i deres udmeldinger end Dansk Folkeparti. Selv repræsentanter fra venstrefløjspartierne snakker nu om, hvor vigtig det nationale og det særligt danske er.
I avisen kan jeg læse det ene debatindlæg efter det andet om fædrelandskærlighed, om patriotisme, om kristendommen som alle og alts udgangspunkt og så kommer det: Du skal FØLE dig dansk for at være RIGTIG dansker. Og du skal også være kristen, som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti i sin tid sagde.
Hvad i alverden er der sket? Det er jo helt surrealistisk, at vi skal diskutere på dette niveau. For hvordan og hvem skal måle min følelse overfor Danmark? Det er jo religiøs dogmatisme og nationalisme for fuld skrue. Nu er det ikke nok, at jeg overholder loven, betaler min skat og kommer til forældremøderne i børnehaven eller folkeskolen. Nej, nu skal jeg denondelyneme også FØLE mig dansk.
Spørgsmålet er: Hvad vil de gøre ved mig, det nye tanke- og følepoliti, hvis min fædrelandskærlighed ikke slår tydeligt nok ud på deres måleinstrumenter? Historien byder på uhyggeligt mange fortilfælde af stater, der vil kontrollere deres borgeres følelsesliv, så der er nok at inspiration at hente i fortiden. Man kunne også uddrage den åbenlyse lektie, at hele projektet er fuldkommen håbløst: det går altid galt, når stater vil bestemme, hvad deres borgere skal føle. Det har aldrig ført til andet end strækmarcherende folkemasser med tomme øjne og statssanktionerede paroler på de falsk smilende læber – og det er da alligevel for udansk, er det ikke?
Men er det nu det? Tag bare det seneste danskheds-udspil fra Dansk Folkeparti. Partiet går ud med i alt seks deludspil som blandt andet dækker forslag om at rense det danske sprog for udenlandske ord (Jesus Kristus!), værne om de danske kulinariske traditioner (slæbesild? søbekål?) og en slags særligt fornærmende spredehaglsmission, som går ud på at samtlige børn skal have foræret en bibel af staten... Det ligner en strategi for at gøre Danmark til et religiøst frilandsmuseum. Det næste er vel, at vi skal gå i folkedragter? Og måske indføre dialektundervisning? Gå tilbage til runealfabetet?
At højrefløjen er hoppet på denne nationalisme-dagsorden er måske ikke overraskende. Men at socialdemokratiet og partier på venstrefløjen er, begriber jeg ikke. Hvor er den internationale socialisme? Hvor er religions-kritikken? Hvor er de historiske erfaringer? Har vi ikke lært, at nationalisme kun fører et sted hen: mod nationale krige?
Alt dette sker netop nu, hvor langt de fleste af vores problemer er grænseoverskridende og derfor kræver internationalt samarbejde. Samarbejde mellem de nordiske lande, samarbejde mellem de europæiske lande, samarbejde mellem verdens lande. Derfor siger jeg igen: Jeg vil hellere være skandinav, europæer og verdensborger end jeg vil være dansk. Så lad os droppe nationalismen, lad os se verdens problemer i øjnene og ikke mindst: Lad os løse dem sammen.
