Med de store politikredse og de efterhånden få politistationer uden andre supplerende strukturer har politiet mistet kontakten til lokalsamfundene i det område de dækker.
Værdien af denne kontakt har regeringen nu forstået og derfor ligger den op til nye ændringer af politiet, herunder 20 nye steder i landet med fysiske lokaler med min. 15 timers åbningstid.
Men er det løsningen?
Politiet har i dag brug for mange specialbetjente, der hver især har viden og erfaring i forhold til de efterhånden avancerede typer af kriminalitet, som vi er ude for i samfundet.
Ved at tage flere betjente ud til kontorpasning i 20 flere daglige åbningstider flytter man uvilkårligt ressourcer fra specialopgaver til daglig synlighed, hvor der ikke nødvendigvis er noget kriminelt at tage hånd om eller forebygge.
Man skal passe på med at lave lovgivning på baggrund af ”graden af befolkningens følelse af utryghed” – også taget i betragtning, at mange får deres nyheder fra de sociale medier, som jo ikke lige frem er de mest fakta-baserede.
Efter min opfattelse kunne politiet have gavn af et kredsråd i hver politikreds, hvor alle borgere i politikredsen, f.eks. når der er kommunalvalg, vælger lokale borgere til at indgå i et råd, der dels kan bidrage med lokal viden om, hvad der foregår i deres lokalsamfund, dels kan føre tilsyn med politiets prioriteringer.
En af problemstillingerne, der er italesat af mange borgere siden politireformen midt i 00erne er, at man aldrig ser en politibetjent i sit område, og at de ikke kommer, når der er indbrud. Men vi har som borgere svært ved at gennemskue, hvad de egentlig bruger deres tid på i de store politistationer.
Et politikredsråd af f.eks. 30-40 borgere, som politikredsens direktør er forpligtet til at forelægge dels en status for det forgangne års indsats, dels plan for, hvordan man vil prioritere det kommende år og med den forpligtelse af lytte til råd fra kredsrådet kunne blive givtigt både for politiet og for borgernes generelle forståelse for, hvad politiet bruger tiden på.
Politiet prioriterer jo sin indsats på de forskellige opgave, som politiet har, eks. trafikkontrol, indbrud, vold, økonomisk kriminalitet, IT-misbrug etc.
Opfattelsen i befolkningen af, at der bruges for meget polititid ved skrivebordene i stedet for ude blandt folk kan forebygges med en åben dialog med et kredsråd, som samtidig er en ”ambassadør” i de lokalområder, de repræsenterer – og hvis, der skulle være noget om det med for meget skrivebordstid, så kan det ligeledes forebygges på den måde, fordi det ellers kommer frem i lyset.
Et politikredsråd kan øge tilliden til politiet