Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er Danmark splittet op i to halvdele med land og by på hver sin side?

Hvorfor er vi jyder så vrede, at vi bliver ved med at tale så meget om forskellen på land og by? Det er der mange gode forklaringer på.

”Udkantsdanmark”, ”den rådne banan” og ”Vandkantsdanmark”, ja, Jylland har som et kært barn mange navne. Længe har der været en diskussion om, hvorvidt vi har et Danmark, der er delt i to. Et by-Danmark og et land-Danmark med store forskelle. En debat, som særligt vi jyder er bannerførere på at få frem. Men hvorfor er vi jyder så vrede, at vi bliver ved med at insistere på at tale om en forskel på by og land – til stor irritation for storbyens elite?

Jeg tror, at en del af forklaringen er, at på landet føler vi os ofte overset i mange af de store politiske diskussioner. Meningsdannere og kloge folk på Twitter vil hurtigt skyde mig i skoene, at det ganske enkelt ikke passer. De vil sige, at der ingen dybe kløfter er mellem land og by.

Det er noget, som kun eksisterer, fordi vi jyder bliver ved med at råbe op om det. Men det verdensbillede, som mange storbybeboere har, er bare ikke det samme som her vest for Storebælt. Jeg tillader mig derfor som vestjyde at komme med nogle eksempler på, hvorfor vreden nogle gange ulmer herude på landet.

Et eksempel er, da den tidligere regering besluttede at ødelægge den vestjyske natur med 175 kilometer højspændingsledninger fra Holstebro til den tyske grænse. På trods af utallige protester blev der ikke lyttet til berørte beboere og landmændene. I jagten på at spare den mindste krone var de talende regneark i København åbenbart ligeglade.

Et eksempel er, da man for nyligt gav et svensk energiselskab godkendelse til at sætte 41 kystnære vindmøller op langs vestkysten. Til trods for flere års protester fra naboer og turistbranchen. Og det er ikke, fordi store stolper just er en mangelvare i Jylland. Vi har allerede mange kystnære vindmøller klasket op langs den jyske vandkant.

Et eksempel er, at man i København ikke kommer danske fiskere til undsætning med en passende kompensation for de tab, brexit giver dem. I stedet må de acceptere, at deres livsværk og levebrød langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Hvis beslutningstagerne ikke snart stepper op og tager turen over bælterne for at se, hvordan man i praksis fanger en fisk – ja, så bukker erhvervet under.

Hvis man vil den jyske vrede til livs, skal man simpelthen sørge for, at vi bliver en del af den store samfundsdiskussion.

Et eksempel er, da man besluttede, at alle mink skulle aflives på baggrund af myndighedernes anbefalinger. Man skal ikke skal gamble med danskernes sundhed, men det var alligevel omkring 6.000 mennesker, som med et knips blev kastet på porten, uden at vide hvad fremtiden ville bringe dem. Og det er uden at medregne alle de ansatte i følgeerhvervene.

Eksemplerne har det til fælles, at beslutningerne er truffet af personer, der næppe har betrådt den jyske muld. Allernådigst har de først fået jysk luft i lungerne, efter skaden er sket. Det er sådanne beslutninger, der gør, at vi i Jylland nogle gange føler, at der er tale om en forskel mellem by og land. For de tab af identitet og lokal sammenhængskraft, vi herude lider, når beslutningerne tages langt væk fra os, kan ikke gøres op i Finansministeriets kugleramme.

Hvis man vil den jyske vrede til livs, skal man simpelthen sørge for, at vi bliver en del af den store samfundsdiskussion. For der er brug for, at vi føler os lyttet til. Og der er brug for, at afstanden mellem beslutningstagerne og dem, der skal leve med beslutninger i hverdagen, bliver mindre.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen