Dommedagsprofeterne stod i kø efter amerikanske styrker i januar dræbte den højtstående iranske general og øverstbefalende for de iranske specialstyrker Qassem Soleimani. Man frygtede det brutale regime i Irans hævn og en eskalering af den i forvejen spændte situation i Mellemøsten.
Det er meget muligt, at tingene kunne være endt anderledes, end de foreløbig har gjort. Den Iranske hævn kom få dage efter i form af gengældelsesangrebet mod amerikanske baser – annonceret i forvejen til vestlige myndigheder. Og da det iranske styre ulykkeligvis kom til at skyde et passagerfly ned, vendte den iranske befolkning deres vrede mod regimet selv. Det har indtil videre afholdt Iran fra at tage yderligere skridt mod amerikanske styrker i området.
Man kan mene meget om amerikanernes metode. Men jeg mener ikke, at der kan være tvivl om, at det var general Qassem Soleimani, der var hjernen bag angreb på amerikanske, britiske og med stor sandsynligvis også danske styrker. Han var med til at styrke militserne i området og svække vestens sikkerhed. Og han var symbolet på, at Iran skridt for skridt forsøger at blive en atommagt. Nogle vil derfor mene, at det var legitimt, at USA handlede, da muligheden bød sig.
Den amerikanske militære aktion blev ikke overraskende mødt med noget der mest af alt minder om hændervridning fra EU. I Europa-Parlamentet var der også noget nær larmende tavshed – også da passagerflyet blev skudt ned. Og det er selvom fordømmelserne ellers sidder temmelig løst, når det handler om USA og Israel. Det hænger nok sammen med, at EU gør alt for at holde fast i den iranske atom-aftale fra 2015, som udskyder Irans planer om at udvikle atomvåben, mod at vi dropper sanktioner mod landet.
Det er omstridt, hvad den aftale overhovedet er værd på den længere bane. Derfor tror jeg, at der er behov for vi griber tingene anderledes an, hvis vi skal sikre, at Iran ikke bliver en atommagt. Men det vil kræve tunge og svære beslutninger. Også fra EU. Samtidig har vi i længere tid vendt det blinde øje til alt det andet, som foregår i Iran. For imens EU forfølger atom-aftalen, så opbygger det iranske regime mellem- og langdistanceraketter, der kan nå vores del af verden. De udvikler GPS-styrede systemer til de mere end 100.000 raketter, de har liggende i Libanon rettet mod Israel. Landet sponsorerer Hizbollah og militser i Yemen, som er med til at destabilisere området og holde liv i terrororganisationerne i Mellemøsten.
Jeg tror på, at Iran er et rationelt land med et rationelt styre. Forstået på den måde, at hvis landet har en reel trussel hængende over sig, så vil de naturligvis droppe ambitionerne om at blive en atommagt. Derfor skal EU stoppe med at vride hænder og i stedet give håndfast støtte til amerikanernes bestræbelser på at afholde Iran fra at udvikle atomvåben.
Det gælder også, hvis EU fremover vil spille en større rolle som global sikkerhedsmagt. For så er der behov for, at EU kan skrue bissen på og sige klart fra, når tyranniske regimer truer vores allierede i blandt andet Mellemøsten. Ellers er jeg bange for, at EU godt kan glemme alt om at blive taget seriøst i den globale kamp om at sikre frihed og sikkerhed i den vestlige del af verden.
