Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Få nu de ledninger i jorden

Det er på tide, at de folkevalgte får hænderne op af lommen, udsteder en garanti til borgerne om, at kablerne ender i jorden.

I de seneste mange uger har Jyllands-Posten med en lang række artikler sat fokus på sagen om den vestjyske højspændingslinje på 170 km fra Holstebro til den tyske grænse. Og da sagen kørte sidste år, advarede jeg på det kraftigste imod idéen om at opstille en kilometerlang parade af højspændingsledninger. For borgernes skyld. For naturens skyld. Men også for politikernes egen skyld. Jeg skrev, at prisen ville blive høj, hvis ikke kablerne blev gravet ned.

Det er det rene vanvid, at man fra statsligt niveau bevidst fører borgerne i Vestjylland bag lyset med løgne.

Lytte til danskerne og vælgerne ville man ikke. I stedet for valgte man at tude vestjydernes ører fulde af dårlige undskyldninger om, hvorfor højspændingsledningerne ikke kan komme i jorden. »For dyrt at grave kablerne ned«, »det er ikke teknisk muligt«, »hvis kablerne skal lægges ned, er forsyningssikkerheden ikke stabil«, og »det er bedre med master, hvis vi skal sikre en hurtig grøn omstilling«.

Men historien er i virkeligheden en anden. Energinet konkluderede sidste efterår, at det ikke var muligt at kabellægge hele strækningen, men kun 15 pct. ud af den 170 kilometerlange strækning. Med rette haglede kritikken ned fra beboerne i området, og derfor bad den tidligere minister på området om at få foretaget en uafhængig vurdering.

Opgaven gik til konsulentfirmaet WSP, som i november sidste år afleverede en foreløbig rapport. Her blev det fastslået, at den 170 km lange højspændingslinje godt kunne graves ned. Altså stik modsat af, hvad Energinet havde postuleret. Og som om galskaben ingen ende vil tage, så har Jyllands-Posten kunnet afsløre, at Energinet og Energistyrelsen fik rettet og slettet flere passager i den rapport, som WSP udarbejdede.

Hvad er meningen? Det er det rene vanvid, at man fra statsligt niveau bevidst fører borgerne i Vestjylland bag lyset med løgne og fortielser, fordi man har sparekniven fremme og går efter den billigste løsning.

Samtidig påstår staten, at master skulle være bedre for den grønne omstilling end kabler i jorden. Men faktisk skal hele elnettet bygges om, hvis højspændingslinjen skal være mere klimavenlig. Læg dertil, at den største procentdel af strømmen hentes i Tyskland, som fortsat fremstiller strøm på kulkraftværker. Så spørger jeg bare: Hvor grønt synes I selv, det lyder?

I jagten på at spare den mindste krone er man åbenbart ligeglad med de mennesker, der bor i området. Men nu er det jo heller ikke deres bolig, der får en elektrisk motorvej hængende over taget. Det er heller ikke deres smukke natur, som bliver ødelagt af høje master, der skærer sig gennem landskabet fra horisont til horisont. Og det er ej heller deres erhvervsliv, som bliver chikaneret af de utallige høje master. Nej, for den tåbelige beslutning er selvfølgelig truffet langt væk fra borgerne.

Af og til virker det som om, at beslutningstagerne i København elsker at placere stolper i Jylland. Nu er det ikke, fordi Jylland har mangel på stolper, der stiger mod himlen. Tag nu bare de kystnære vindmøller. Beslutningen blevet taget i hovedstaden, men placeringen af møllerne blev i Vestjylland. Store sommerhusområder og strande er blevet invaderet af kæmpe vindmøller.

Nu er turen kommet til, at vores natur skal forpestes af højspændingsledninger, der er lige så høje som Rundetårn. Men jeg glemmer jo også, at for beslutningstagerne er Vestjylland et sted, der er så langt væk, at det er ligegyldigt.

Men det er ikke ligegyldigt for os, der bor her. Det er på tide, at de folkevalgte får hænderne op af lommen, udsteder en garanti til borgerne om, at kablerne ender i jorden, uanset om beslutningen bliver udskudt. Jeg sagde dengang, og jeg siger det igen: Få nu hentet spaden frem fra skuret, og grav de højspændingsledninger ned i jorden, der hvor de hører hjemme.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}