Forstil dig at bo i et dejligt naturområde, hvor alt ånder fred og idyl. Hvor dine børn kan løbe og lege i haven uden opsyn. Hvor dine husdyr kan gå og græsse i ro og mag på marken. Det er for mange drømmen, når de flytter tæt på naturen. Men drømmen kan hurtigt blive til et mareridt, når ulven gør sit indtog i området.
For efter 200 års fravær fra Danmark kan man pludselig igen støde på ulve i den danske natur. Ulvens rejse på tværs af Europa, over den dansk-tyske grænse og hele vejen op gennem Jylland har allerede haft store konsekvenser for mange husdyrsejere. Og sat en skræk i livet på de familier, som bor i nærheden af, hvor ulven har slået til.
Selv om eksperter har forsøgt bilde danskerne ind, at ulven ikke er til fare, så bekræftede en dna-test så sent som i denne uge, at det var en ulv, der i september måned dræbte mindst fire ponyer i nærheden af Holstebro. Det er bare toppen af isbjerget. Faktisk har fåreavleren, som mistede sine ponyer til ulven, også fået slået over 200 får ihjel. Siden ulven slog sig ned i Danmark for syv år siden har massevis af husdyr måttet lade livet mellem tænderne på en blodtørstig ulv.
Jeg så helst, at ulven slet ikke var kommet til Danmark. For vi har i årevis klaret os fint uden den. Men nu hvor den er her, så er vi på grund af internationale regler forpligtede til at beskytte den. Jeg tager selvfølgelig afstand fra dem, som uberettiget skyder et fredeligt og fredet dyr. Omvendt kan jeg heller ikke fortænke folk i at beskytte deres kære og deres hushold. For hvad vil man selv gøre, hvis en problem-ulv begynder at strejfe rundt i området tæt på, hvor ens børn leger og færdes frit? Det tror jeg, de fleste kan svare entydigt på. Og det svar vil helt sikkert ikke falde ud til ulvens fordel.
Det er muligt at fjerne ulve, som udgør en trussel for dyr og mennesker. Men det gør vi ikke. Hvorfor? Fordi Miljøstyrelsen ikke vil have det. Hvis en ulv blev set fortære husdyr i stort antal i Sverige, ja, så var den blevet skudt. Og det er helt fejlagtigt at skyde skylden på EU, som dem der forhindrer, at problemulvene bliver fjernet. Faktisk har EU-domstolen lige fastslået, at regulering af ulve godt kan være lovlig, selv om den er fredet. Nu mangler vi bare at finde ud af, hvad den danske regering vil gøre? Jeg vil i hvert fald opfordre miljøministeren til at sikre, at EU-lovgivningen på det område også gælder i Danmark. Alt andet er uansvarligt.