Du kender det måske. Du har gjort klar til en aften i sofaen med vennerne. Popcornene er fundet frem, flimmerkassen tændt, og I er klar til kickoff. Lyden af Jesper Grønkjærs stemme brager ud af højtalerne. Adrenalinen pumper rundt. I sidder på kanten af sofaen. Jeres yndlingshold scorer til 1-0 lige før halvlegen. Og dér midt i jeres jubel springer den ene betting-reklame efter den anden frem på skærmen.
Det var virkeligheden for mig og nogle venner, da en af dem fortalte om sin søn og ludomani. Det gjorde stort indtryk på mig og har naget mig siden. For det er svært ikke at blive bombarderet med reklamer for diverse livespil, hvis man inden for de senere år har set en sportsudsendelse. Jeg bliver helt dårlig, hver gang reklamerne ruller forbi og med en underliggende tiggende stemme siger: ”Kom nu ludomaner, frem med penge og spil.” Undskyld mig, hvor er vi henne?
I Danmark er der omkring 10.000 ludomaner. Og ludomani kan på mange måder sidestilles med misbrug af tobak, alkohol og narkotika. Det er dybt afhængighedsskabende, og det kræver i mange henseender professionel hjælp, hvis man ønsker at blive clean igen. Og selvom man har været på afvænning, ser vi desværre alt for tit tilbagefald. Derfor hjælper det ikke ret meget, at der er en overflod af fristelser for ludomanerne, når de tænder flimmerkassen. For det er ikke kun under sportsudsendelser, at spiludbyderne forsøger at få folk til at hive penge op af lommen.
Forestil dig, at fruen eller ungerne har bestemt, at I skal hygge sammen og se jeres yndlings-realityprogram. Hvert kvarter afbrydes din halvsnorken af reklametoget, der buldrer derudad. Her er det ikke ualmindeligt, at du støder på en reklame med en almindelig medborger, der finder ro og behag ved at gå på nettet og spille enarmet tyveknægt med et glas rødvin i hånden – alt i mens ægtefællen ser noget ”pladder” på tv’et. Og skulle det gå hen at blive en midnatsforestilling, ja, så er det godt, at man kan spille døgnet rundt på nettet. Og for at toppe det hele, får man også lige et tilbud om 100 kr. i startbonus, hvis man melder sig ind med det samme.
Men så god er verden ikke. Det er stort fupnummer, som kun spiludbyderen vinder på. Taberen er den medborger, som falder i fælden og bliver spilafhængig ludoman. Og ved man ikke, hvordan ens spilleforbrug skal finansieres, så er der hjælp at hente. I samme ombæring popper der også en reklame op for kviklån. Før man ved af det, ja, så er det måske en selv, der toner frem på tv-skærmen i programmet ”Luksusfælden”.
Så er det, jeg spørger: Hvorfor i alverden forbyder vi ikke reklamer for pengespil – og for den sags skyld også kviklån? Vi har forbudt reklamer for alkohol og cigaretter, fordi vi ved, at det er sundhedsskadeligt og afhængighedsskabende. Vi har ingen problemer med at sætte prisen op på en pakke smøger, så færre unge begynder at ryge. Vi har ingen problemer med at hæve aldersgrænsen for, hvornår det er tilladt at købe alkohol. Men vi har endnu ikke forbudt reklamer for pengespil. Hvorfor?
Det er jo helt galimatias. Særligt når vi ved, at ludomani er anerkendt som en lidelse på linje med alkoholisme. Der er talrige eksempler på, hvor galt det kan gå. Unge, der har optjent en så stor gæld, at de aldrig bliver gældfrie – før livet rigtig er begyndt. Familier, der bliver revet itu og må gå fra hus og hjem. Ludomaner, der bliver forladt af børn og ægtefælle, og som kommer endnu længere ud på et skråplan.
Jeg siger ikke, at spil skal forbydes. Men hvis vi virkelig ønsker, at færre skal blive ludomaner, så kunne vi jo starte med at forbyde reklamer for pengespil. Og der er ingen grund til at have ondt af spiludbyderne. De skal såmænd nok klare det.
