Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De unges drukvaner er hele samfundets ansvar

Vi skal turde tage livtag med alkoholkulturen for de unge og for hinanden.

Unge i dag føler sig alt for ofte presset til at drikke. I en rundspørge blandt 600 unge mellem 20-25 år udtaler 86 pct., at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, selv om de havde sagt nej. Skal vi hjælpe de danske unge til at drikke alkohol senere og drikke mindre, så kommer vi ikke uden om, at vi voksne også må se indad.

Vi skal både tale om vores alkoholkultur og begrænse de unges adgang til alkohol. Hvis vi gerne vil have, at de unge lærer at styre alkoholpromillen bedre, fra de begynder at drikke, hvorfor så ikke sige, at alt over en øl ikke er for unge.

Alkohol er en del af dansk kultur. Når noget skal fejres, så er der alkohol. Og siger nogen nej tak, så må det enten være, fordi vedkommende er gravid eller særligt mådeholden. Vi kan købe alkohol på hvert et gadehjørne, danskerne er europamestre i at drikke mange genstande på en gang, og vores unge bliver smittet af de voksnes dårlige vaner. Alt imens alkoholindtaget er højt, så er der en kæmpe stor berøringsangst, når det kommer til at snakke om den negative side af alkoholindtaget.

Drukvaner er ikke kun forældrenes og de unges ansvar. Det er hele samfundets ansvar.

Mange vaner bliver grundlagt i ungdomsårene, og jeg er overbevist om, at senere alkoholdebut og et mere mådeholdent forhold til alkohol i ungdomsårene farver voksenlivet positivt. For de 13-16-årige er debutalderen de seneste år blevet højere, og antallet af drukture reduceret. Men de nyeste tal fra Skolebørnsundersøgelsen tyder dog på, at den positive udvikling nu er stoppet. Måske ses endda en mindre stigning i forbruget, især blandt drenge. Det er ikke godt nok.

Sundhedsmæssigt skader alkohol hjernens udvikling, og derfor er stærk alkohol til teenagere en farlig cocktail. Men for meget alkohol for tidligt skader ikke kun de unges fysiske udvikling, men også livsmulighederne. Der er en negativ sammenhæng mellem et højt alkoholindtag og øget frafald og et lavere karaktergennemsnit. Ungdomslivet bliver altså ikke federe af for mange shots og drinks; det giver faktisk også udfordringer. Måske er det derfor, at unge faktisk mener, at alkoholforbruget blandt unge er for højt, og ønsker en ny alkoholkultur.

Desværre bliver bolden alt for tit sendt over til den enkelte. Mange mener, at vi ikke skal blande os i hinandens alkoholvaner; det er den enkeltes ansvar. Men en person ændrer ikke en hel samfundskultur; det gør mange mennesker. Drukvaner er ikke kun forældrenes og de unges ansvar. Det er hele samfundets ansvar.

Derfor skal der strammes op på alkoholregler til børn og unge. Vi ved, at høje aldersgrænser for salg af alkohol, som håndhæves, og høje priser på alkohol betyder færre børn og unge, der drikker alkohol. Samtidig har forældre og voksne en vigtig opgave i at turde tale om drukpres, hvorfor et nej til at drikke alkohol er helt fint, og de negative sider af alkoholen.

Det handler både om, at man gør dumme ting, når man har drukket for meget, og at folk alt for ofte kommer til skade i en brandert. Og så til det værste: For alt for mange mennesker er alkohol ikke bare noget, man drikker, når man skal fejre noget. Det bliver for nogle en livspartner, der kan dulme negative følelser, angst eller livets nedture. Det er alle dem, for hvem alkoholismen stjæler deres liv. Alkoholisme er i dag enormt tabulagt, ikke bare at lide af, men også at tale om. Og hvis vi ikke som samfund får lært at skelne mellem det at nyde alkohol, drikke for meget og være afhængig af alkohol, så svigter vi både alkoholikerne, deres pårørende og den næste generation.

Hvis vi kan mindske risikoen for, at unge senere i livet udvikler misbrug, så er det indsatsen værd. Og noget tyder på, at tidlig alkoholdebut og højt alkoholforbrug i ungdommen er forbundet med en højere risiko for at udvikle alkoholproblemer og andet misbrug som voksen.

Vi skal turde tage livtag med alkoholkulturen for de unge og for hinanden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Signe Munk (f.1990) er folketingsmedlem for SF, valgt i Vestjyllands storkreds, og har en fortid som byrådsmedlem i Viborg. Hun er sygeplejerskestuderende (orlov) og kaster sig gerne ind i debatten om det velfærdssamfund, hun selv skal arbejde i, og vi alle skal leve i. Signe Munk kæmper for velfærdsstatens fodsoldater, og hun lægger gerne arm med både kulsorte liberalister og fantasterne på den yderste venstrefløj. Privat bor hun på Fur.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
13.10.19, 20:20
På skjulte pladser og ved store klassikere mødes mennesker om at opleve arkitekturen. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.10.19, 06:02
Først kæmpede venstrefløjen for økonomisk socialisme, derpå for multikulti. Nu gælder det klimakampen, den nye religionserstatning. Læs mere
Af Harun Demirtas
12.10.19, 16:22
Jeg føler mig dansk, du føler dig dansk! Hvorfor føles det altid nemmere at bede et menneske, der har udenlandske rødder at forlade Danmark, til trods for at vedkommende har et hjerte, der slår kun for Danmark? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
11.10.19, 12:14
Privatskoler er for alle – ikke kun de rige Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
11.10.19, 11:05
Statsministeren tør slet ikke være realist. I stedet sætter hun sin lid til, at forskerne ad åre kommer med idéer til løsninger. Ansvaret væltes over på forskerne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.10.19, 17:09
Og rådgiver for Enhedslisten forsvarer politisk motiveret hærværk, hvis det tjener et højere formål, defineret af venstreekstremister. Læs mere
Af Signe Munk
10.10.19, 14:30
Regningen for klimaets fremtid skal fordeles ligeligt. Læs mere
Af Søren Gade
10.10.19, 13:52
Tyrkiets militære offensiv mod Syrien udstiller ikke kun, at landet ingen midler skyr i denne sag og blæser højt på alliancen mellem Natos lande. Den udstiller også EU’s magtesløshed over for Tyrkiet Læs mere
Af Gitte Seeberg
10.10.19, 13:15
Svaret på at bekæmpe kriminalitet er ikke, at vi undergraver de frihedsrettigheder, vi har. De tiltag, der iværksættes for at bekæmpe kriminalitet, må og skal være proportionale i forhold til de problemer, vi som samfund står overfor. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.10.19, 11:54
Mere overvågning løser ikke problemernes årsag, som er den importerede volds- og kriminalitetskultur. Læs mere