Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kvindekamp handler også om at stille krav

Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes.

Dannerhuset i København har i mange år været et vigtigt knudepunkt for kvindebevægelsen. Her sad jeg forleden og kiggede på de tre store kvindetegn med en knyttet hånd fra halvfjerdserne. Jeg fik følelsen af, at generationer af kvinder har kæmpet for ligestilling – før mig og for mig. Mens jeg og mine kridhvide medsøstre soler os i selvrealiseringsmuligheder, lader vi desværre alt for mange kvinder med ikkevestlig baggrund stå i skyggen. Kun lidt over halvdelen af kvinderne med anden etnisk herkomst mener, de har frihed til at leve, som de vil. Det samme gælder for ni ud af ti danske kvinder. Vi lader dem leve i undertrykkelse. I vold og i ufrihed. Det er et kæmpe svigt.

Venstrefløjen er ved at vågne op, men det lader til at være svært for mange. Og jeg kan sagtens forstå hvorfor. Vi venstreorienterede er blevet opdraget til at rumme kulturelle forskelligheder, tro på mennesket og på at sanktioner er noget, som Fanden har skabt. I mine teenageår i SF Ungdom blev det proklameret, at der ikke fandtes kulturelle problemer, kun sociale. Problemerne i de muslimske miljøer blandt indvandrere eller flygtninge blev gjort til et spørgsmål om størrelsen på de sociale ydelser. Uanset hvor meget jeg ville ønske andet, så er det helt forkert.

Når 41 pct. af kvinderne, der søger ind på landets krisecentre, har anden etnisk baggrund end dansk. Når beskæftigelsen blandt nytilkomne flygtningekvinder blot er 10 pct. Og når unge kvinder råber om hjælp, fordi de frygter tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser og udsættes for systematisk social kontrol. Så er det ikke bare sociale problemer.

Det er også et kulturelt eller religiøst betinget kvindesyn, som styrer disse kvinders livsmuligheder. Billedet er selvfølgelig komplekst, og der findes bestemt også stadig danske mænd, som ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne, som slår og holder deres unge piger tilbage. Det ændrer bare ikke ved overrepræsentationen og seriøsiteten af de problemer, som kvinder med ikkevestlig baggrund og ofte i muslimske miljøer må slås med. Det gælder selvsagt ikke alle, men der er en overrepræsentation.

Problemet er, at venstrefløjen i alt for ringe grad tør indrømme problemet og overveje de løsninger, som vi ellers har talt imod. Økonomiske sanktioner, ufravigelige krav og grænser for den kulturelle tolerance. Når en kvinde bliver isoleret af en kontrollerende mand, er det svært for hende at bryde fri. Hvis hun ikke har noget netværk, finder hun ikke hjælpen til at bryde fri. Kan hun ikke sproget, så lærer hun aldrig om de rettigheder hun har. Bliver hun nedbrudt, så fastholder hun tvivlen på sig selv.

Økonomiske sanktioner og ufravigelige krav kan bryde mændenes magtovertag i hjemmet, fordi det flytter sværdslaget om kvinders uddannelse, job og integration ud fra lejlighedens fire vægge og over til myndighederne. Vi skal kort sagt stille krav til kvinderne om job og uddannelse, for ellers er der mange, der ikke får den mulighed.

Så længe vi lader det gå ustraffet hen, at man ikke møder op til danskundervisning eller vedholdende undviger aktivering, sikrer vi muligheden for at undertrykke indvandrerkvindernes frihed. Der er ganske givet også nogle kvinder, som ikke har lyst. Men det skal de. Sådan er det, når man bor i Danmark. Ikke fordi vi er nationalister eller vil underkue mangfoldigheden, men ganske enkelt fordi vi ved, at uddannelse, og økonomisk selvstændighed, frigør mennesker.

Venstrefløjen vil normalt gerne blande sig i privatlivet. Men når det kommer til indvandrere, så trumfer den velmente, fejlagtige omsorg for fremmede kulturer totalt. Væk er antagelsen om strukturernes magt, og tilbage står en overdreven liberalisme, som overlader de ikkevestlige kvinder til sig selv. Det er på tide at indse, at vi er nødt til at stille krav. Det er også kvindekamp

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Signe Munk (f.1990) er næstformand i SF og har en fortid som byrådsmedlem i Viborg. Hun er spidskandidat for SF i Vestjyllands storkreds til folketingsvalget. Hun er sygeplejerskestuderende og kaster sig gerne ind i debatten om det velfærdssamfund, hun selv skal arbejde i, og vi alle skal leve i. Signe kæmper for velfærdsstatens fodsoldater, og hun lægger gerne arm med både kulsorte liberalister og fantasterne på den yderste venstrefløj.
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
17.11.18, 07:35
Hvad ville vi ikke vinde på integrationsfronten og udbredelsen af vores gode værdier, hvis alle ikkeetnisk danske unge fik muligheden for et år på efterskole? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.11.18, 20:47
Læger uden Grænser bør stadig undersøges for kriminelle aktiviteter. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.11.18, 20:11
Støjberg må følge Dansk Folkeparti og acceptere en dispensationsordning for udsendelse af børn. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.11.18, 16:45
Alternativet er udmeldelse af EU. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.11.18, 09:27
Afskaf regionerne – og tag selv ansvaret! Læs mere
Af Signe Munk
16.11.18, 08:35
Jeg kan forstå, at regeringen endelig har fattet sympati for erhvervsskolerne. Læs mere
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her