Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor skulle vi savne De Radikale i en regering?

De Radikale arbejder grundlæggende for borgerlig økonomisk politik med højere pensionsalder og lavere sikkerhed for lønmodtagerne. Det huer jo ikke en socialist som mig.

Jeg græder tørre tårer over udsigten til, at Radikale Venstre ikke skal i regering med Socialdemokratiet. Det betyder nemlig, at de ikke længere kan tvinge borgerlige økonomiske reformer igennem på røde stemmer.

Udmeldingen fra Mette Frederiksen har ellers gjort flere medlemmer af De Radikale vældigt fortørnede. Nogle snakker endda om vigtigheden af mindretalsbeskyttelse i politik. Jeg har spurgt mig selv, hvor den tilgang var, da flere tusinde danskere mistede dagpengene, og da hårdslidte lønmodtagere måtte vinke farvel til deres efterløn i 2011-2015. Her var De Radikales svar sådan er det jo. For der var flertal for en borgerlig økonomisk politik.

Den sociale arrogance kan jeg ærligt talt godt undvære i en kommende regering. Jeg ser faktisk frem til, at en S-ledet regering, uden De Radikale, ingen undskyldninger har for ikke at føre en mere progressiv økonomisk politik. Styrke vores velfærd, bekæmpe løndumping og fattigdom. Og det skal SF nok hjælpe Socialdemokratiet med.

De Radikale arbejder grundlæggende for borgerlig økonomisk politik med højere pensionsalder og lavere sikkerhed for lønmodtagerne. Det huer jo ikke en socialist som mig. Og man skal ikke være politisk kommentator for at kunne se, at udlændingepolitikken også skiller. Alle danskere, som er nogenlunde observante, kan godt se, at der er forskel på holdninger i både udlændinge- og integrationspolitikken i oppositionen.

Jeg undrer mig alligevel over, at Radikale Venstre ikke går mere pragmatisk til værks med netop integrationsområdet. Selv om Morten Østergaard tilbragte tre dage i Vollsmose og pludselig lovede nybrud på integrationsfronten, synes jeg ikke, man kan se forandringen i praksis.

Viljen til at løse integrationsproblemerne netop steder som Vollsmose er der ikke. Det viser de netop overståede forhandlinger om parallelsamfund og ghettoer. Forslaget om, at folk på kontanthjælp ikke skal tildeles bolig i de 16 mest udsatte boligområder i Danmark, mente Østergaard ligefrem var klamt.

Der er et massivt flertal i dansk politik for den nuværende udlændingepolitik. Men det betyder jo ikke, at ingenting kan ændres, eller at det ligefrem er klogt at kaste håndklædet i ringen. Personligt mener jeg, at nogle stramninger har været kloge, mens andre for mig er gået langt over stregen. For eksempel bør Danmark igen begynde at tage imod kvoteflygtninge. Og hvis venstrefløjen og De Radikale fuldstændig melder sig ud af debatten og forhandlingerne, er én ting stensikkert. Det er, at Dansk Folkeparti og blå blok vil fortsætte med at svinge taktstokken. Og så kommer der ingen forbedringer.

Som idealist har jeg heldigvis lært at acceptere, at der næsten altid vil være et stykke vej fra mine politiske idealer til, hvad vi på tværs af partier kan blive enige om. Sådan vil det være, indtil den dag SF sidder på 90 mandater alene. Men det ligger vist ikke lige for. Derfor må vi i mellemtiden arbejde med de mandater, vi har.

Så selv om jeg har det fint med, at De Radikale ikke skal i regering, håber jeg ikke, at de lader valget stå mellem ministerbiler i en rød regering eller fuld opbakning til blå politik. Der er jo masser, vi kan blive enige om, når vi taler miljø, klima, uddannelse og meget mere.

I SF vil vi selvfølgelig stille politiske krav til samarbejdet med en forhåbentligt ny socialdemokratisk ledet regering. Og for os er politikken det vigtigste. Ikke hvilket parti der stemmer for. Den kurs vil vi forsætte efter et valg. De Radikale skal selvfølgelig også gøre, hvad partiet kan for at få indflydelse. Men tiderne med radikal vetoret er slut. Sådan er det jo.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Signe Munk (f.1990) er næstformand i SF og har en fortid som byrådsmedlem i Viborg. Hun er spidskandidat for SF i Vestjyllands storkreds til folketingsvalget. Hun er sygeplejerskestuderende og kaster sig gerne ind i debatten om det velfærdssamfund, hun selv skal arbejde i, og vi alle skal leve i. Signe kæmper for velfærdsstatens fodsoldater, og hun lægger gerne arm med både kulsorte liberalister og fantasterne på den yderste venstrefløj.
Seneste blogs
Af Anna Thygesen
17.11.18, 07:35
Hvad ville vi ikke vinde på integrationsfronten og udbredelsen af vores gode værdier, hvis alle ikkeetnisk danske unge fik muligheden for et år på efterskole? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.11.18, 20:47
Læger uden Grænser bør stadig undersøges for kriminelle aktiviteter. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.11.18, 20:11
Støjberg må følge Dansk Folkeparti og acceptere en dispensationsordning for udsendelse af børn. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.11.18, 16:45
Alternativet er udmeldelse af EU. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.11.18, 09:27
Afskaf regionerne – og tag selv ansvaret! Læs mere
Af Signe Munk
16.11.18, 08:35
Jeg kan forstå, at regeringen endelig har fattet sympati for erhvervsskolerne. Læs mere
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her