*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er brug for flere muslimer i kampen mod terror

Vores muslimske landsmænd skal i langt højere grad aktiveres i kampen mod radikalisering og terrorisme.

Så blev Europa atter ramt af terror. Denne gang var det Barcelona, hvor nogle unge ekstremistiske mænd mente at have ret til at begå umotiverede drab i.

Alt tyder på, at terroristerne igen er unge mænd med muslimsk baggrund.

Hver gang der sker et terrorangreb forårsaget af en eller flere unge mænd med muslimsk baggrund, bliver muslimerne i Danmark og resten af Europa bedt om at tage afstand fra angrebet. Naturligvis er de ikke forpligtede til det – det er ikke deres ansvar, at fremmede mennesker i deres tros navn bomber sig selv i lufthavne, skyder i Paris gader eller kører tilfældige mennesker ihjel i Barcelona. Som helt almindelige borgere - præcis som du og jeg - må det forventes, at almindelige muslimer er lige så forfærdede over den slags angreb som alle andre.

Men hvor de danske politikere må stå forrest, når det gælder om at skabe gode rammer for alle danskere uanset tro og hudfarve, så må det muslimske samfund i Danmark naturligvis gå forrest i kampen mod radikalisering af unge med muslimsk baggrund.

Jeg skriver “det muslimske samfund”, på trods af, at danske muslimer naturligvis ikke kan betragtes som ét samfund, og naturligvis heller ikke skal dømmes og vurderes kollektivt. Men muslimerne har et ansvar for at være med til at bekæmpe den terrorisme og ekstremisme, som spreder sig blandt unge mænd med muslimsk baggrund.

Desværre er det danske samfund stadig alt for opdelt i sociale klasser og desværre også med store religiøse skel. Vi har været alt for dårlig til at interagere på tværs af religion og kultur – alt for mange danske muslimer har klynget sig sammen i boligområder, og politikerne har i for mange år været for dårlige til at bryde den opdeling i samfundet.

Men opdelingen betyder også, at vores muslimske landsmænd, vil være de første, der kan observere, når unge med muslimsk baggrund føler sig ekskluderet af samfundet og ikke mindst føle sig tiltrukket af ekstreme miljøer som bander og terrorgrupper.

Der ligger en stor opgave for danske muslimer – og mange gør allerede store og meget prisværdige indsatser, men vi skal mobilisere endnu flere, så færre unge fremover tiltrækkes de ekstreme grupperinger.

Først og fremmest må vi sikre, at de unge føler sig som en del af det danske samfund. Og her er jeg overbevist om, at politikerne skal gå forrest og arbejde for et Danmark, hvor unge - uanset religion og uanset familiens sociale baggrund - har muligheder, og føler sig som en del af Danmark.

For nogle år siden sagde Inger Støjberg, at alt for mange unge, som hun stædigt stadig vil kalde ”andengenerationsindvandrere”, i langt højere grad skal gribe fat i de muligheder, som de har i Danmark. Og selvom jeg er meget uenig med Støjberg i det meste, så er jeg på det her punkt helt enig med hende.

Flere unge, der er opvokset i udsatte miljøer, skal gribe de muligheder, samfundet giver dem. For det er ikke synd for de unge, at de er opvokset i Danmark. Faktisk er det et privilegium, som de og mange andre danskere skal sætte endnu mere pris på. Det er ikke synd for dem, at deres forældre eller bedsteforældre er blevet hjulpet af Danmark eller er kommet til Danmark for at arbejde. Det er ikke synd for de unge, at de kan gå i skole, blive behandlet på hospitalerne og få hjælp, hvis de ikke kan skaffe et job. Men det er problematisk, at de føler sig ekskluderet af samfundet, og det er problematisk, at visse politikere går forrest med en eksklusionsretorik, der ikke er dem værdig – for eksklusionen skaber et uharmonisk Danmark, som på ingen måde er nødvendigt eller sundt.

Men det er også eksklusionen, som mange af de unge bruger som forklaring, når de skal legitimere deres søgen mod de ekstreme miljøer – de miljøer, hvor de unge overbeviser sig selv om, at have en rolle, et sammenhold og en betydning, som de ikke mener at have i det samfund, de ellers lever i.

Her ligger vores muslimske landsmænds vigtige opgave: De skal, som den del af civilsamfundet de er, være de første til at sige fra, når de oplever, at unge søger mod ekstreme miljøer.

De er de første, der skal fortælle folkene i Hizb ut-Tahrir, at de skal forsvinde med deres absurde propaganda. De er de første, der skal fortælle salifisterne, at deres drømmesamfund er vanvittigt. Og de er de første, der skal rejse sig, når ekstreme imamer agiterer for forældede dogmer.

Der er allerede rigtig mange danske muslimer, som hver dag tager det store ansvar på sig, men langt flere skal aktiveres i kampen mod den ”historiefortælling”, som alt for mange i de socialt udsatte områder får fortalt af formørkede og fordummende mænd. Jeg taler om den historiefortælling, der handler om, at de ikke kan få lov at praktisere islam i Danmark, at de aldrig kan blive danskere, og at lykken er et vanvittigt kalifat.

Langt flere skal være med til at fortælle, at Danmark faktisk er det bedste land, de kan bo i, og at der intet klogt alternativt er til demokrati og frihed.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Siddik Lausten (f. 1977) er fra Aarhus, men bor på Vesterbro i København. Han er butiksuddannet og cand.mag. og arbejder nu som gymnasielærer, hvor han underviser i samfundsfag og historie. Han holder foredrag med fokus på mønsterbrud og social arv med udgangspunkt i egen opvækst. Siddik Lausten er tilhænger af den danske velfærdsmodel og humanismen. Begge dele er under pres i disse år, mener han.
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
16.12.17, 20:09
Skal vi nu skabe et land, hvor hver enkelt skal opdrages til altid at handle for egennytte og ego, hvor det altid skal en tur igennem regnebrættet, før man kan række en hånd til nogen? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.12.17, 16:11
Embedsmændene leger politikere, og regeringen gemmer sig bag dem. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.12.17, 16:42
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
15.12.17, 14:25
Det kan være fristende, men vi skal ikke gemme den kunst væk, vi ikke kan lide. Læs mere
Af Signe Munk
14.12.17, 12:20
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
14.12.17, 11:22
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation. Læs mere
Af Naser Khader
14.12.17, 11:22
… nu begynder kampen ved forhandlingsbordet. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.12.17, 11:06
Her er det konkrete bevis på at visse borgerlige politikere igen har løjet over for befolkningen. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her