Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor er multikultur egentlig så ødelæggende for friheden?

Frihed, tolerance og solidaritet. Det kræver noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed.

Det er selvindlysende, at det multikulturelle eksperiment i Europa er gået galt. Vi har fået vold, kriminalitet, stenkast efter ambulancer, masseovergreb på kvinder, voldsomme sociale problemer og store områder udenfor statens jurisdiktion. Disse lidelser er selvsagt ikke et produkt af multikultur som en abstraktion, men af en bestemt kultures indtog i vores egen, nemlig den islamiske.

At den islamiske kultur velsagtens er den værste, vi kunne lave et ideologisk laboratorieforsøg med, skal imidlertid ikke få os til glemme, hvor forrykt en idé, det multikulturelle egentlig er.

I disse tider, hvor det langt ind i borgerlige kredse er ganske forfærdeligt at kræve kulturel integration (altså assimilation) af vores indvandrere, er det værd at slå fast, hvad vores samfund egentlig bygger på: At vi grundlæggende er ens.

Det lyder frygteligt, ikke sandt? Tænk, at noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed hører til det dyrebareste, vi har. Hvis ikke vi var så konforme oppe i hovederne, ville vores samfund ikke kunne hænge sammen. Frihed, tillid, tolerance, lykke og demokrati hviler alt sammen på det faktum, at vi danskere er så forfærdeligt ens. Glem Grundloven, NATO og frihedsrettighederne. Intet over og intet ved siden af kulturel homogenitet. Fundamentet for fundamentet, så at sige.

Når vi er ens, har vi mere tillid til hinanden. Vi forstår hinanden. Vi sympatiserer med hinanden. Vi er enige om alt det grundlæggende. Og på baggrund af en tyk bund af en kollossal mængde enshed, kan vi tolerere hinandens forskelligheder. Solidaritet bygger på, at forskellene ikke er (for) store. Frihed bygger på, at vi er grundlæggende enige om, hvad man bør bruge den til.

Og sådan er det alle vegne. Man skal faktisk lide af en selvvalgt ideologisk forblindelse for ikke at se, at alverdens samfund er bygget op på enshed. Inden for alle verdens stater hersker en udstrakt grad af kulturel homogenitet. Nogen gange er landet én stor homogen kultur som i Japan. Andre gange er der et par forskellige, der lever afgrænset fra hinanden som i Schweiz. Over alt markerer staternes grænser, at der er afgørende forskelle mellem folkene på hver side. Dem og os.

Men selvfølgelig er der også ustabile statsdannelser. Ca. alle de steder, hvor der er store kulturelle modsætninger. Forskellige sprog, forskellige religioner og kulturer er helt uden sammenligning de væsentligste årsager til borgerkrig. Ofte kan forskellene tæmmes med en benhård statsmagt som i Singapore eller ex-Jugoslavien (så længe det varede), men i så fald sker det på bekostning af frihed og tolerance. Selv mellem to folk, der er så grundlæggende ens som irere og nordirere, eller spaniere og catalanere, kan vi ikke tage stabiliteten for givet. Vi kommer kun til at se flere og flere nationalstater opstå. Det er tydeligvis tale om voldsomme kræfter.

Mennesker har en grundlæggende tendens til at finde sammen med nogen, der minder om dem selv. Selv i store metropoler er det tydeligt, at bydele, gader eller opgange er delt op efter kulturelle grupperinger. Multikultur er altid kun multikultur på overfladen.

Er mangfoldighed så ikke godt? Jo, her får I en nationalkonservativ indrømmelse: Mangfoldighed er fantastisk og diversitet er skønt. Bare den sker på en bund af enshed! Bare den er begrænset. Mangfoldighed gør kun godt, når forskellene i udgangspunktet er små. Ensheden går forud for forskelligheden. Ja, den trumfer forskelligheden. Det er vi så småt ved at indse, men der går desværre nok længe endnu, før vi ophører med at bekæmpe vores ikke spor postmoderne menneskenatur.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
17.01.20, 22:04
Måske er det på tide at vise vores egen styrke – og måske er det, hvad han provokerer os til. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.01.20, 11:30
Jakob Ellemann-Jensens reaktion over for Kristian Jensen var nødvendig, for den tidligere næstformand har – igen – opført sig forbløffende illoyalt. Den eneste sejrherre er Mette Frederiksen. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.01.20, 15:16
Alle dømte er arabere, afghanere eller andre fra ikkevestlige lande. Læs mere
Af Søren Gade
16.01.20, 14:59
Den svenske EU-kommissær Ylva Johansson er stolt af den meget lempelige svenske asylpolitik. Jeg begriber ikke, hvordan hun kan få sig selv til at rose, hvad enhver kan se har været en fiasko. Det er derfor dybt bekymrende, at netop hun skal stå i spidsen for et nyt asylsystem i Europa Læs mere
Af Annika Smith
15.01.20, 12:58
Lad os droppe fløjkrigen og kæmpe for børnene sammen Læs mere
Af Nauja Lynge
15.01.20, 12:44
Kronprins Frederik er en vigtig ingrediens for sammenhængskraften i rigsfællesskabet. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.01.20, 09:57
Kirkegårdene skal være stillesteder og sansehaver i stedet for at tjene som støjende legepladser. Læs mere
Af Jens Kindberg
15.01.20, 07:22
Vælgerne ved, hvad De Konservative står for. Hos Venstre er man i fuld gang med at udvande borgerligheden. Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
14.01.20, 16:16
Politikere behøver ikke opfinde den dybe tallerken hvert nytår. Læs mere