Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor er multikultur egentlig så ødelæggende for friheden?

Frihed, tolerance og solidaritet. Det kræver noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed.

Det er selvindlysende, at det multikulturelle eksperiment i Europa er gået galt. Vi har fået vold, kriminalitet, stenkast efter ambulancer, masseovergreb på kvinder, voldsomme sociale problemer og store områder udenfor statens jurisdiktion. Disse lidelser er selvsagt ikke et produkt af multikultur som en abstraktion, men af en bestemt kultures indtog i vores egen, nemlig den islamiske.

At den islamiske kultur velsagtens er den værste, vi kunne lave et ideologisk laboratorieforsøg med, skal imidlertid ikke få os til glemme, hvor forrykt en idé, det multikulturelle egentlig er.

I disse tider, hvor det langt ind i borgerlige kredse er ganske forfærdeligt at kræve kulturel integration (altså assimilation) af vores indvandrere, er det værd at slå fast, hvad vores samfund egentlig bygger på: At vi grundlæggende er ens.

Det lyder frygteligt, ikke sandt? Tænk, at noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed hører til det dyrebareste, vi har. Hvis ikke vi var så konforme oppe i hovederne, ville vores samfund ikke kunne hænge sammen. Frihed, tillid, tolerance, lykke og demokrati hviler alt sammen på det faktum, at vi danskere er så forfærdeligt ens. Glem Grundloven, NATO og frihedsrettighederne. Intet over og intet ved siden af kulturel homogenitet. Fundamentet for fundamentet, så at sige.

Når vi er ens, har vi mere tillid til hinanden. Vi forstår hinanden. Vi sympatiserer med hinanden. Vi er enige om alt det grundlæggende. Og på baggrund af en tyk bund af en kollossal mængde enshed, kan vi tolerere hinandens forskelligheder. Solidaritet bygger på, at forskellene ikke er (for) store. Frihed bygger på, at vi er grundlæggende enige om, hvad man bør bruge den til.

Og sådan er det alle vegne. Man skal faktisk lide af en selvvalgt ideologisk forblindelse for ikke at se, at alverdens samfund er bygget op på enshed. Inden for alle verdens stater hersker en udstrakt grad af kulturel homogenitet. Nogen gange er landet én stor homogen kultur som i Japan. Andre gange er der et par forskellige, der lever afgrænset fra hinanden som i Schweiz. Over alt markerer staternes grænser, at der er afgørende forskelle mellem folkene på hver side. Dem og os.

Men selvfølgelig er der også ustabile statsdannelser. Ca. alle de steder, hvor der er store kulturelle modsætninger. Forskellige sprog, forskellige religioner og kulturer er helt uden sammenligning de væsentligste årsager til borgerkrig. Ofte kan forskellene tæmmes med en benhård statsmagt som i Singapore eller ex-Jugoslavien (så længe det varede), men i så fald sker det på bekostning af frihed og tolerance. Selv mellem to folk, der er så grundlæggende ens som irere og nordirere, eller spaniere og catalanere, kan vi ikke tage stabiliteten for givet. Vi kommer kun til at se flere og flere nationalstater opstå. Det er tydeligvis tale om voldsomme kræfter.

Mennesker har en grundlæggende tendens til at finde sammen med nogen, der minder om dem selv. Selv i store metropoler er det tydeligt, at bydele, gader eller opgange er delt op efter kulturelle grupperinger. Multikultur er altid kun multikultur på overfladen.

Er mangfoldighed så ikke godt? Jo, her får I en nationalkonservativ indrømmelse: Mangfoldighed er fantastisk og diversitet er skønt. Bare den sker på en bund af enshed! Bare den er begrænset. Mangfoldighed gør kun godt, når forskellene i udgangspunktet er små. Ensheden går forud for forskelligheden. Ja, den trumfer forskelligheden. Det er vi så småt ved at indse, men der går desværre nok længe endnu, før vi ophører med at bekæmpe vores ikke spor postmoderne menneskenatur.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
16.09.19, 21:18
Vi bliver nemlig ikke betragtet som meget andet end arbejdskraft og forbrugere i dette system. Læs mere
Af Louis Jacobsen
16.09.19, 18:33
Der har været en del debat omkring en vikar i Københavns lufthavn og personens valg af fagforening. Ligesom det frie fagforenings valg er et faktum så er det også et faktum at dit frie valg kan have konsekvenser for alle muligt andre end dig selv. Læs mere
Af Harun Demirtas
15.09.19, 17:20
Mette Thiesens synspunkter siger meget mere om hendes falske kærlighed til Danmark, end det siger om mig og min danskhed Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
15.09.19, 13:45
Vi nærmer os hastigt en helt ny situation i Sverige. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.09.19, 11:30
Hvordan står det til med fagforeningsfriheden, Mette Frederiksen? Læs mere
Af Mikael Jalving
15.09.19, 07:00
En muterende virus spreder sig fra Silicon Valley og FN til danske universiteter. Den politiske korrekthed. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
14.09.19, 14:20
Jesper Panduro: »Det drejer sig ikke længere om at være bedst i verden, men bedst for verden.« Læs mere
Af Mikael Jalving
13.09.19, 13:26
Hvad indvandringen fra de varme lande gør ved Vesteuropa, er ikke længere raketvidenskab. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
13.09.19, 11:34
Den danske verdensforfatters eventyr er mere moderne og vedkommende end megen aktuel litteratur. Læs mere